Trump på klima-konfliktkurs med finansmarkederne

Debatindlæg
Trump-administrationen ser ikke behovet for at vurdere klimarisici i sine finansielle beslutninger, men kapitalmarkeder overalt i verden anser det som afgørende vigtigt i fremtiden.

Af Christian Ibsen og Jarl Krausing, hhv. direktør og international chef i CONCITO

I klimafinansiel sammenhæng var den forgangne uge bemærkelsesværdig.

På den ene side foreslog Trump- administrationen et nyt amerikansk statsbudget, som aflyser rigtig mange klimaindsatser. Herunder brugen af skyggepriser på CO2-udledninger i den offentlige beslutningstagen. Sådanne skyggepriser blev under Obama-administrationen anvendt til at vurdere de reelle samfundsøkonomiske omkostninger og gevinster ved forskellige klimaindsatser.

Samtidig meddelte Blackrock– verdens største investor, der forvalter for over 5.000 mia. USD – at risici ved klimaforandringerne nu vil stå som et centralt pejlemærke i vurderingen af de virksomheder, som de investerer i. Blackrock udmeldte en klar forventning om, at enhver virksomhedsleder bør kunne redegøre for, hvorledes de klimarelaterede risici vil spille ind på den pågældende virksomheds ressourcestrømme, produktion og forretningsplan. De advarer også selskabernes bestyrelser om, at de vil blive stillet til regnskab, hvis de ikke er tilstrækkeligt opmærksomme herpå, og i modsat fald risikere, at Blackrock modsætter sig deres genvalg.

Blackrocks udmelding er helt i tråd med udmeldingerne igennem de seneste år fra forskellige globale koalitioner af ”klimavenlige” institutionelle investorer med enorme summer i ryggen, og det har blandt andet ansporet verdens 20 rigeste lande i G20 til at sætte fokus på klimarisici i finanssektoren. G20 bad således i 2015 sit eget udvalg for finansiel stabilitet (FSB) om at nedsætte en dedikeret task force til at vurdere klimarisici for de globale finansmarkeder.

Som led heri efterspurgte over 300 af verdens største investorer, der forvalter over 30.000 mia. USD, klare anbefalinger om en styrket afrapportering om virksomhedernes klimarisici. Dette skete igennem den globale investorkoalition IIGCC, der i øvrigt lige nu har dansk formandskab i form af direktør for den danske pensionskasse PKA, Peter Damgaard Jensen.

I sine endelige anbefalinger fra december 2016 har G20’s task force udstukket en bred vifte af sektor-specifikke retningslinjer for, hvorledes virksomheder kan håndtere og rapportere relevante klimarisici. Samtidig er IMF, OECD, Verdensbanken og en lang række nationale finansielle institutioner fuld gang med analysere og håndtere klimarisikoen i de finansielle markeder. Blandt andet har den engelske nationalbankschef, Mark Carney, som sammen med Michael Bloomberg stod i spidsen for task forcen, opfordret virksomhederne til øjeblikkeligt at skabe øget gennemsigtighed i, hvordan de håndterer klimarisikoen. 

Der tegner sig hermed et billede af en Trump-administration, som ikke ser behovet for at vurdere klimarisici i sine finansielle beslutninger, samtidig med at kapitalmarkeder overalt i verden som anser netop dette som afgørende vigtigt i fremtiden. Det skal blive interessant at se, hvordan disse modsatrettede strømninger vil udvikle sig.

Herhjemme har vi har set en begyndende skyggeprisanvendelse for CO2-udledninger i den offentlige beslutningstagen, og vi har oplevet et øget fokus på det fossile fodaftryk blandt danske pensionskasser og banker. Men vi er endnu ikke et sted, hvor der er gennemsigtighed om, hvordan staten og de danske virksomheder håndterer klimarisikoen. Blackrocks udmelding bør derfor være anledning til at såvel danske myndigheder, brancheorganisationerne og virksomhederne selv samler G20 task forcens anbefalinger op og skaber grundlaget for, at vi som investorer kan vurdere virksomhedernes klimarisici.

Klimaudfordringen er alvorligere end nogensinde, og verdens investorer synes godt på vej til at tage udfordringen alvorligt. Trumps anti-klimapolitik bør ikke stå i vejen for, at vi også i Danmark i højere grad inddrager klimarisici i fremtidige investeringsbeslutninger.

---

Debatindlæg bragt på Finans.dk den 22. marts 2017

Relaterede emner