klimaalliancen

Klimaalliancen

Som det første land i verden har tæt på alle danske kommuner gennem DK2020 lavet klimahandlingsplaner med det mål at leve op til Parisaftalen. Partnerskabet bag DK2020 har indgået en ny alliance, der sammen med kommunerne tager de næste afgørende skridt for at gøre lokale klimaplaner til virkelighed. CONCITO er sammen med det internationale bynetværk C40 videnspartnere i alliancen.

Klimaalliancen skal skabe en fælles ramme om den kommunale og regionale klimaomstilling og løfte klimaarbejdet til den højeste internationale standard. Projektet bygger videre på samarbejdet i DK2020, hvor 95 kommuner har udviklet pariskompatible klimahandlingsplaner ud fra C40’s Climate Action Planning Framework. Klimaalliancen skal hjælpe kommunerne med at omsætte deres planer til effektiv klimahandling, der reducerer udledningen af drivhusgasser og øger modstandsdygtigheden over for klimaforandringer i Danmark.

Arbejdet i Klimaalliancen fokuserer på tre hovedelementer:

  1. at skabe en række klimaudviklingsspor for kommunerne og regionerne, så de sammen kan udforske og udvikle ambitiøse løsninger på konkrete udfordringer.
  2. at oprette et fælles monitoreringssystem og en årlig statusrapport, der beskriver udfordringer i kommunernes implementering af klimaplanerne og peger på konkrete tiltag til at løse dem.
  3. at skabe en fælles systematik for evaluering og revision af kommunernes planer efter 4-5 år og en metode for vurdering af, om planerne fortsat er pariskompatible.

Som uafhængig videnspartner i projektet er CONCITO blandt andet ansvarlig for udvikling af det fælles monitoreringssystem og den årlige opfølgning og rapportering af fremdrift i kommunernes indsats. 

Alle kommuner i DK2020-samarbejdet har forpligtet sig til at genbesøge og revidere deres klimahandlingsplaner senest 4-5 år efter, de er vedtaget første gang. CONCITO og C40 vil her være ansvarlige for at udvikle en fælles systematik til at vurdere, om kommunernes klimahandlingsplaner efter revisioner fortsat lever op til Parisaftalen.  

CONCITO skal også være med til at sikre, at beslutningstagere i kommuner og regioner er klædt på med nyeste klimaviden, og at ambitioner og tempo står mål med de klimafaglige realiteter. 

Partnerskabet organiseres med KL og Danske Regioner som sekretariat og overordnet projektleder, mens fem geografiske enheder med medarbejdere fra regioner, KL/KKR og lokale operatører vil være udførende i hver sin del af landet. C40 og CONCITO indgår i projektet som videnspartnere.

CONCITOs engagement i projektet er finansieret af Realdania. Projektet løber i fem år indtil udgangen af 2027.

Emne
Kontakt
Tue
Seniorkonsulent, Fremtidens Byer
Program