Dansk husdyrproduktion med i stort klima-førerfelt
World Resources Institute (WRI) er netop kommet med en analyse af klimaaftrykket fra produktion af mælk og svinekød i Danmark og en række sammenlignelige lande. Hovedkonklusionen er, at Danmark er med i klima-førerfeltet på niveau med flere andre lande. Det er en flot men ikke nødvendigvis prangende præstation.
WRI has a paper out today comparing GHG cost of pork and dairy across countries. Costs include the lost carbon storage on ag land used. Land use costs are dominant, so one lesson: Reducing the amount of land used really matters! https://t.co/sLVH5iJUQm pic.twitter.com/DHPRddnZMB
— Tim Searchinger (@TSearchinger) May 29, 2020
Den danske placering skal ses i lyset af, at Danmark ligger i et fordelagtigt klima, der naturligt begrænser udledningen af bl.a. metan modsat flere af de andre lande i analysen og til trods for mange års optimeringer i slipstrømmen på bl.a. de danske vandmiljøplaner. Landene i analysen ligger med få undtagelser tæt på hinanden, og trods en solid analyse, er der stadig mange usikkerheder hæftet ved datagrundlaget.
Ofte har debatten om dansk landbrug drejet sig om den forholdsvis store animalske produktion, og ofte har argumentet om stigende drivhusgasudledning, hvis dansk produktion flytter til udlandet lydt. Dette har bl.a. været baseret på de mange politiske tiltag, der gennem årene har medført, at dansk produktion af animalske produkter har skullet tilpasse sig en lang række krav.
I Danmark er der bl.a. krav om et loft på husdyrtætheden per arealenhed til rådighed for husdyrgødning, krav for hvorledes husdyrgødningen skal opbevares samt krav til hvordan og hvornår husdyrgødningen tildeles marken. Dette kombineret med en højt teknologisk og vidensbaseret foderproduktion har udviklet et dansk landbrug i verdensklasse, hvad angår en effektiv animalsk produktion, der sigter mod at mindske sit miljømæssige aftryk lokalt.
Dette har været en bærende del af argumentet om, at udflytning af den animalske produktion fra Danmark til andre lande blot vil resultere i en øget klimabelastning på grund af mindre effektive landbrugsproduktioner i disse lande. WRI’s analyse giver da også Danmark en delt føring inden for produktion af mælk og svinekød om end en ganske spinkel og noget usikker en af slagsen, når vi sammenligner os med andre lande i bl.a. Europa.
En solid analyse viser små forskelle
WRI’s analyse er udgivet som et ”working paper”, og er et delresultat af en større kommende analyse, der med medfinansiering fra Landbrug & Fødevarer skal belyse veje til et klimaneutralt dansk landbrug. Den tager udgangspunkt i en livscyklusanalyse (LCA) af produktion af svinekød, hvor 11 lande sammenstilles, samt produktion af komælk, hvor 13 lande sammenstilles. Ud over udledningen af drivhusgasser fra selve den animalske produktion, der også inkluderer opstrøms-input til produktionen såsom produktion af gødning og kraftfoder, inkluderer analysen også klimapåvirkningen fra arealanvendelse (opdyrkning af jord til foderproduktion) baseret på såkaldte Carbon Opportunity Costs (COC).
Ydermere udmærker analysen sig ved at inddrage de nyeste data, hvor tidligere studier, der har beskæftiget sig med det samme, går tilbage til mellem 2010 til 2013. Her henvises mere specifikt til Weiss and Leip (2012), Lesschen et al. (2011), Gerber et al. (2010) samt MacLeod et al. (2013). Resultaterne af de to førstnævnte studier har vi tidligere set nærmere på i denne CONCITO-blog.
Landene i WRI-studiet er udvalgt baseret på 1) at tilgængelige data skulle være solide nok, hvilket eksempelvis ikke var tilfældet for Indien og Kina og 2) en overvægt af lande i Europa var valgt til direkte sammenstilling med Danmark.
Inden for produktionen af komælk sammenstilles Danmark med ni andre europæiske lande samt Brasilien, New Zealand og USA. Nedenstående figur viser, at USA har den laveste udledning lige i underkanten af 3 kg CO2e pr kg mælkeprodukt totalt, hvor Danmark indtager tredje pladsen med en marginalt højere udledning lige over 3 kg CO2e pr kg mælkeprodukt totalt.
Det interessante er, at 11 ud af de 13 lande ligger inden for en 25% forskel og at Danmark ligger på niveau med hhv. USA, Holland, Tyskland og New Zealand. Farveskalaen i figuren (blå, grøn og gul) angiver, hvorvidt der reelt set er forskelle landene imellem, når der vægtes for usikkerheder i data. Lande inden for samme farveskala kan ikke med sikkerhed siges at være forskellige fra hinanden. Ydermere er udledningen fra hvert land delt op i, hvad der hører til den direkte produktionsudledning og hvad der kan tilskrives arealanvendelsen.
Inden for mælkeprodukter er det især metan fra fordøjelsen, der fylder i de samlede produktionsudledninger i de enkelte lande. I USA er denne dog overgået af metan fra håndtering af husdyrgødning. I de andre lande fylder metan fra husdyrgødning dog også en stor del, hvor især fodereffektivitet, opbevaringsfaciliteter og gennemsnitlig lufttemperatur er vigtige. Generelt udgør arealanvendelsen minimum halvdelen af de totale udledninger i hvert land.
Ses der nærmere på produktionen af svinekød, ligger landene i endnu højere grad på niveau, hvad angår udledning per kg svinekød. Som vist i nedenstående figur ligger otte af landene inden for en 9% forskel, og Brasilien er det eneste land, der for alvor stikker af fra selskabet. Danmark ligger i front med ca. 11 kg CO2e per kg. svinekød, men det er kun med marginale forskelle i forhold til lande som Polen, USA, Tyskland, England, Frankrig, Holland og Sverige. Og igen grundet datausikkerheder, skal de absolutte forskelle mellem landene i samme farvekode tages med et vist forbehold. Isoleret set er de væsentligste faktorer for, at Danmark ligger i kategorien med lavest udledninger især høj fodereffektivitet samt lave lufttemperaturer i forhold til metanudledningerne.
Analysen tager højde for, at lande som Danmark og Holland eksporterer mange smågrise til opfedning andre steder, og medregner ikke denne produktion i sammenligningen af klimaaftrykket. Tog man eksporten af smågrise med og så det som produceret svinekød i Danmark, så ville klimaaftrykket fra den danske produktion være på 13,5 kg CO2e per kg svinekød. Grunden hertil er bl.a., at den første del af en slagtegris’ opvækst er mest belastende i klimaregnskabet pga. foder til både gris og moderso. Modsat vil lande som Tyskland, der importerer smågrise få et lavere aftryk per kg kød. Dette har tidligere studier ikke forholdt sig til. Ifølge WRI er det mest logisk at ekskludere eksport og import af smågrise i sammenligningen, da denne kun beskriver en del af produktionsprocessen og dermed ikke produktionens samlede klimaeffektivitet.
Håndtering af husdyrgødningen og intensiv produktion vigtigst rent klimamæssigt
Især håndtering af husdyrgødning er vigtigt inden for produktionen af svinekød. Her har klima og temperatur betydning for metanudledningen. Jo varmere udendørs gennemsnitstemperatur, jo højere metanudledning fra husdyrgødning både i stald og på lager.
Her drager Danmark særlig fordel af, at vi har lavere gennemsnitstemperaturer end flere af dem vi sammenlignes med, eksempelvis Spanien og Frankrig. Spaniens forskel til Danmark samlet set kan endda nærmest forklares udelukkende pga. forskelle i lufttemperatur og den deraf følgende udledning af metan. Varmere temperaturer i USA samt, at man her benytter store åbne gyllelaguner, giver større udledning her end i Danmark. Især den høje fodereffektivitet giver alligevel USA førertrøjen, hvad angår mejeriprodukter, og kompenserer for de relativt store metanudledninger fra gylleopbevaring.
Lande som Frankrig, Italien og Storbritannien har højere udledninger fra mælkeproduktionen end de førende lande, især fordi deres foder er mere baseret på afgræsning. Polen og Irland skiller sig også ud, især pga. Polens lave mælkeydelse og pga. begge landes store inklusion af ekstensiv afgræsning.
Det eneste af landene, der formår at have en fornuftig foderudnyttelse ved afgræsning er New Zealand, hvor alle andre lande viser sig at have bedst foderudnyttelse, lavest metanudledning fra fordøjelse og i sidste ende færrest samlede udledningerr per produceret enhed ved intensive produktionssystemer, der ikke inkluderer afgræsning som en væsentlig foderkilde.
Ergo tyder analysen på, at den mest effektive måde at minimere udledning af drivhusgasser i forhold til den mængde fødevarer der produceres, og derved indirekte det antal munde der kan mættes, er at have så intensiv en produktion som muligt med stor fodereffektivitet, hvor bl.a. afgræsning oftest kommer til kort. I denne vurdering indgår dog ikke en afvejning af bl.a. dyrevelfærd ved sådanne intensive produktionssystemer.
I alle lande på nær Brasilien er svineproduktionen udviklet til et høj-intensivt produktionssystem med generelt høj fodereffektivitet, modsat grovfoder til mælkeproduktionen. Derfor ligger landene her også meget ens, og igen taler dette for at høj-intensiv produktion medfører den laveste klimabelastning.
Arealanvendelsen øger aftrykket fra animalsk produktion markant
Som nævnt indledningsvis er arealanvendelsen inkluderet i analysen i form af COC. COC-modellen benyttes til at inkludere det faktum, at det areal, der benyttes til afgrødeproduktion, har en omkostning i form af, at mindre kulstof kan bindes i oprindelige kulturer såsom skov sammenlignet med jord og landbrugsvegetation. Jo mere areal, der dyrkes, jo højere COC. Et system, der er effektivt med maksimale udbytter og derved kræver mindre areal til samme produktion, vil derfor have et lavere COC per kg produkt.
COC lægger i sin natur op til udbyttemaksimering på de eksisterende landbrugsarealer. Maksimeres udbyttet ikke på den enkelte bedrift vil det - givet der er den samme eller stigende efterspørgsel på landbrugsvarer og foderstoffer globalt - betyde, at det manglende udbytte vil blive dyrket andetsteds i verden. Det vil i sidste ende føre til den kædereaktion, at der inddrages nyt landbrugsland et sted i verden til at opfylde den globale efterspørgsel, som oftest ved at fælde værdifulde skovarealer.
En yderligere fordel ved COC er, at den ikke kun tager højde for de arealer, der ryddes til landbrugsareal i dag. Den vægter også eksisterende dyrkningsarealer, da de også har mistet evnen til at optage kulstof gennem den oprindelige naturlige bevoksning, dog med en vis afskrivning i kulstoftab over tid.
En analogi på ikke at tage arealer, der er ryddet i fortiden med er, at en fabrikation af en vare kun tager de variable omkostninger ved fabrikation det enkelte år med såsom råvareindkøb, arbejdskraft osv., men ser bort fra de faste udgifter, der ligger i at have bygget fabrikken i sin tid, indkøbt maskiner, årlig husleje etc. Disse faste omkostninger på kulstofoptag tilbage fra oprindelige rydning af arealer søger COC metoden at inkludere.
COC uddybes nærmere i en Nature-artikel af flere af WRI rapportens skribenter, jf. Searchinger et al. (2018).
Inkluderingen af arealanvendelsen via COC ses at have stor betydning for klimaaftryk per kg produceret vare inden for svindekød og mejeriprodukter (jf. ovenstående figurer). Inden for mælkeproduktionen udgør arealanvendelsen overordnet set et sted mellem 1,5-2 gange af den samlede udledning for alle lande på nær Polen og Brasilien. Inden for svinekød udgør arealanvendelsen en endnu større andel med op mod 2-3 gange af den samlede udledning. Derfor er det vigtigt at inkludere arealanvendelsen i opgørelser som denne, da arealanvendelsen fylder meget i den samlede klimapåvirkning. Og samtidig er det en understregning af, at jagten på at mindske udledning af drivhusgasser fra landbrug skal indeholde et særligt fokus på netop arealanvendelsen og en mindskelse af denne.
Datausikkerheder betyder at resultaterne skal tolkes forsigtigt
En del af datagrundlaget for WRI’s analyse bygger på gennemsnitsbetragtninger fra de enkelte lande. I et lille land som Danmark er de regionale forskelle mellem bedrifterne små og derfor er et gennemsnitsscenarie ret dækkende. Modsat i et stort land som USA, kan der være ret stor variation i bedriftstyperne mellem staterne, og derfor indeholder gennemsnitsbetragtningen megen variation.
En anden kilde til variation i de benyttede data baserer sig på metoderne for beregning af emissionsfaktorer for metan fra husdyrgødning. Her er der forskelle mellem lande og organisationer eksemplificeret ved Danmarks estimerede faktor for metanudledning, som er lavere end IPCC’s mere overordnede estimationsfaktorer. Hertil kan der også være forskelle i om man deler det op i udledninger fra stald og fra lager såsom gylletanken. Ovennævnte forskelle kan skabe usikkerheder især på svineproduktion, hvor metan fra husdyrgødninger er så væsentlig en faktor.
Yderligere en række usikkerheder er at finde i modellen, såsom hvorvidt COC betragtes nationalt eller internationalt, og hvorvidt udbyttedata fra de enkelte lande er gode. Ligeså har datatilgængelighed været svingende for de inkluderede lande. Danmark har meget omfangsrige data tilgængelige grundet et omfattende online registreringssystem, og derfor er danske data ofte mere pålidelige end udenlandske.
Der blev i analysen lavet følsomhedsanalyser baseret på flere af disse usikkerheder, og det kunne for nogle landes vedkommende ændre på forskellene vist i figurerne, dog oftest ikke substantielt. Ergo er figurerne det bedste bud på virkelighedsbilledet landene imellem, men skal alligevel tolkes forsigtigt givet de nævnte usikkerhedsfaktorer. Analysens anbefaling er i sidste ende, at figurerne kan bruges til at identificere landenes niveauer, men overordnet set kan en mere stringent sammenligning kun anbefales mellem grupperinger af lande, hvilket afspejler sig i de farvekoder, der er brugt i figurerne.
Efterspørgsel, innovation og sideløbende fokus på plantebaserede fødevarer
Analysen konkluderer, at så længe der er en stigende efterspørgsel på svinekød og mejeriprodukter på verdensplan, så afhjælper en dansk reduktion i drivhusgasser ved at neddrosle den hjemlige animalske produktion ikke meget på de globale udledninger. Produktionen vil blot finde indpas andre steder og tilpasse sig den globale efterspørgsel. Dog viser de små forskelle mellem rækken af de lande, der er på niveau med Danmark samtidig, at der ikke vil være de store globale klimagevinster ved at have en særligt stor animalsk produktion i Danmark sammenlignet med eksempelvis Tyskland, Holland, Sverige eller USA – især ikke inden for produktionen af svinekød, hvor også lande som Polen og Frankrig udemærker sig. Således er der ikke en forøget risiko for stigende globale udledninger, hvis noget af den animalske produktion skiftede mellem disse lande.
En klar konklusion er, at til trods for de mange produktionsjusteringer som en lang årrække af miljøkrav har medført, trods den markante teknologiske udvikling, og til trods for det kølige klima, der naturligt minimerer metanudledning fra lagre under nordiske forhold, så har Danmark ikke lagt sig markant i førertrøjen i forhold til eksempelvis lande under varmere klimatiske forhold.
Ergo anbefaler analysen, at Danmark er nødsaget til at gribe den animalske produktion langt mere innovativt an, og ikke blot optimere nuværende praksis eller implementere udvalgte løsninger fra de andre lande. Hertil er der nødt til at løbe et spor, der fokuserer på udvikling og dyrkning af fremtidens plantebaserede fødevarer.
Danmark skal som udgangspunkt være klar og helst også være et foregangsland den dag, hvor efterspørgslen på verdensmarkedet begynder at tippe til fordel for markant flere plantebaserede fødevareprodukter. Her er store initiativer som Protein2Food, udviklingen af græsprotein (jf tidligere CONCITO-rapport) og andre initiativer til at forædle, producere og forarbejde planteprotein og -fødevarer essentielle forsknings- og udviklingsområder, som hurtigst muligt bør implementeres i stigende grad i de danske sædskifter. Det nye partnerskab mellem DLF, DLG og Danish Agro omkring produktion af græsprotein kan tages som eksempel på den øgede bevågenhed i landbrugserhvervet omkring produktion af lokale proteinafgrøder.
Ren klimavurdering uden fokus på andre afledte effekter af produktionen
Hverken WRI’s analyse eller denne blog forholder sig detaljeret til den effekt, der måtte være på områder såsom miljø og natur ved de produktionsformer, der sammenlignes landene imellem. Ergo vurderes der ikke detaljeret på, hvorledes de produktioner, der sammenlignes, påvirker de natur-og miljøforhold, der er i de forskellige lande. Det kunne eksempelvis være udledning af næringsstoffer til vandmiljø, beskyttelse af naturtyper og biodiversitet samt dyrevelfærd ved produktionen.
Eksempelvis har afgræsning, trods det ofte medfører øget udledning af drivhusgasser pga. lavere produktivitet, en positiv effekt overfor at mindske jorderosion samt input af eksempelvis pesticider over flere år. Det er udelukkende udledningen af drivhusgasser, der fokuseres på i denne analyse, og de andre afledte effekter berøres kun overfladisk.
En overordnet konklusion i analysen er dog, at et intensivt system med høj fodereffektivitet, vil frigive jord, hvor urørte naturtyper kan bevares eller genindføres. Eksempelvis er afgræsning beskrevet som et system med lav fodereffektivitet (på nær New Zealand), som vil optage et større areal per produceret enhed. Selvom det som udgangspunkt virker til at være mere fremmende over for biodiversiteten, er afgræsningsmarker stadig en kulturafgrøde der dyrkes, og derfor begrænsende for biodiversiteten i flora og fauna, der ikke er tilpasset sådan et system. Derfor vil det være mere optimalt at lave grovfoderproduktion til staldfodring med højere fodereffektivitet, hvorved mindre areal skal inddrages til samme mælkeproduktion, og den resterende del kan lægges ud som urørt natur.
---
World Resources Institute (WRI) er verdens største grønne tænketank med hovedkvarter i Washington DC og er bredt anerkendt for sit analytiske arbejde og indsats for at katalysere øget klimahandling overalt i verden. CONCITO og WRI har siden 2018 haft et strategisk samarbejde om at fremme en videnskabeligt funderet grøn og social retfærdig omstilling i samarbejde med politiske institutioner, erhvervslivet og civilsamfundet. Målet er bl.a. at styrke forbindelsen mellem den danske grønne omstilling og den bedste internationale viden og praksis.
Bloggen er opdateret den 11. juni 2020 med en præcisering af klimaaftrykket fra produktionen af smågrise.
