IPCC bekræfter: Vi skal producere tilstrækkeligt på et mindre areal

Blog
Konklusionen fra IPCC er klar. Det vil være umuligt at holde den globale temperaturstigning under 2 grader uden en hurtig og omfattende transformation af det globale fødevaresystem.

For godt to år siden tog FN’s klimapanel IPCC initiativ til at udarbejde en særrapport om klimaforandring og landsektoren. Omkring 7.000 læste forskningsudgivelser og 30.000 behandlede kommentarer senere er de godt 100 eksperter i arbejdsgruppen kommet frem til følgende hovedkonklusion:

Landbrug, fødevareproduktion og afskovning er centrale drivkræfter i klimaforandringerne, og Parisaftalens mål om højst 2 graders temperaturstigning kan ikke opfyldes uden en hurtig og omfattende transformation af hele det globale fødevaresystem.

Klimaforandringer påvirker landsektoren negativt i form af ørkenspredning, mere usikker fødevareforsyning og flere ekstreme vejrfænomener, og samtidig er landsektoren er en medvirkende årsag til klimaforandringerne.

Aktuelt udgør udledningerne af drivhusgasser fra marker, jord og skove omkring 23 procent af samtlige menneskeskabte drivhusgasudledninger på kloden. Fødevareproduktion udgør en væsentlig del af udledningen fra landsektoren og anslås i sig selv at udgøre 21-37 procent af de samlede drivhusgasudledninger, hvis man medregner alle trin i fødevaresystemet fra jord til bord.

Fødevaresystemets udledning kan mindskes i flere led fra produktion til forbruger, og tidlig handling, der bekæmper klimaforandringer og fremmer klimatilpasning i landsektoren kan samtidig have store sociale, miljømæssige, økonomiske og sundhedsmæssige sidegevinster.

Omgående reduktioner af menneskelige drivhusgasudledninger vil mindske de negative konsekvenser af klimaforandringerne i økosystemer og i fødevaresektoren, mens udsættelse af handling vil medføre stadigt mere negative konsekvenser i landsektoren og forringe udsigten til bæredygtig udvikling.

Stort potentiale i omlægning til planterig kost

Selvom IPCC-eksperterne er forsigtige i deres sprogbrug og ikke kommer med specifikke anbefalinger, står det meget klart i særrapportens sammendrag til beslutningstagere, at det er afgørende for fødevaresystemets bæredygtighed at få omlagt madvanerne til en mere planterig kost, særligt i udviklede lande som Danmark, der i dag har et meget højt forbrug af animalske fødevarer.

Tiltag i hele fødevaresystemet fra produktion til forbruger, herunder modvirkning af fødevaretab og madspild, kan ifølge IPCC-rapporten opskaleres for at fremskynde klimatilpasning og bekæmpelse af klimaforandringer. Det totale tekniske reduktionspotentiale på produktionssiden vurderes at være 2,3-9,6 Gt CO2e årligt i 2050, mens det totale tekniske reduktionspotentiale inden for kostomlægning vurderes at være hele 0,7-8 Gt CO2e årligt i 2050. Det største enkeltstående reduktionspotentiale vurderes dermed at ligge i omlægning til mere klimavenlig og planterig kost.

Nedenstående figur fra sammendraget for beslutningstagere viser de mange forskellige virkemidler, som ifølge IPCC kan tages i anvendelse med et estimat af deres globale effekt på forskellige parametre samt en vurdering af estimatets sikkerhed og virkemidlets omkostning.

IPCC-virkemidler

Fokus på klimaeffektiv produktion og ansvarligt forbrug

IPCC understreger, at der skal tages mange forskellige virkemidler i brug for at mindske fødevaresektorens klimaaftryk, og at der bør arbejdes parallelt med alt fra øget produktivitet i landbruget og fødevareindustrien til udtagning af organiske lavbundsjorder, optag af kulstof i skove og jorder, mindre madspild og omlægning af kostvaner.

Dermed bekræfter IPCC relevansen af mange af de virkemidler, der er allerede er fokus på herhjemme samt mange af de pointer og anbefalinger, som blev fremhævet i den nylige CONCITO-rapport om Klimavenlige madvaner samt på CONCITO-seminaret om Sustainable Diets. Why and how? i maj.

Endelig bekræfter IPCC, med sit klare fokus på både produktions- og forbrugssiden, at den grønne omstilling af fødevaresystemet og arealanvendelsen ikke blot handler om at producere ”mere med mindre”, men at producere ”tilstrækkeligt med mindre”. Der skal med andre ord fokus på begge sider af ligningen for at udvikle et bæredygtigt fødevaresystem, og det bør naturligvis afspejles i den kommende danske indsats på området.

Udvalgte læsetip

 

Michael Minter
Michael Minter, programleder for Fremtidens fødevarer
Indhold