Lad os få et klimamål for offentlige indkøb

Blog

Den offentlige sektor i Danmark indkøber varer og tjenesteydelser for cirka 370 milliarder kroner om året, hvilket svarer til cirka en tredjedel af de årlige offentlige udgifter. CONCITO vurderer, at disse indkøb har et klimaaftryk på omtrent 20 millioner tons CO2e per år. Derfor bør de kommende klimahandleplaner formulere mål og handleplaner for offentlige indkøb, der både understøtter målsætningen om 70 procent reduktion af CO2e inden for Danmarks grænser og samtidig bidrager til at sænke det globale klimaaftryk, som vores efterspørgsel af varer og tjenesteydelser medfører. 

Der er i dag ikke krav til, at den offentlige sektors indkøb skal bidrage til at reducere udledningen af CO2, og samtidig er grønne krav i offentlige indkøb i høj grad baseret på frivillighed. I forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne står det dog klart formuleret, at det offentlige indkøb skal omstilles, så det i højere grad understøtter den grønne omstilling. Derfor anbefaler CONCITO, at der sættes et klimamål for offentlige indkøb, der flugter med målene fra Parisaftalen.

En stor del af klimaaftrykket fra offentlige indkøb sker uden for Danmarks grænser (fx ved produktion af produkter og udvinding af materialer). Reduktion af klimaaftrykket for offentlige indkøb vil derfor give et begrænset bidrag til 70%-målsætningen, men til gengæld sænke Danmarks globale klimaaftryk betragteligt. Den offentlige efterspørgsel kan samtidig påvirke markedet til at tilbyde flere grønne løsninger og på den måde styrke Danmarks rolle som grønt foregangsland og skabe grøn innovation og nye styrkepositioner for erhvervslivet.  

Der foreligger ikke en officiel vurdering af udledningen af drivhusgasser (CO2e) som følge af offentlige indkøb, og der kan være flere måder at opgøre klimaaftrykket fra indkøb på. Derfor er der behov for en national opgørelse, ensartet opgørelsesmetode og monitorering af klimaaftrykket på baggrund af input fra relevante aktører på området. Foreløbige klimaregnskaber for regioner og kommuner viser dog klart, at en stor del af klimaaftrykket fra deres aktiviteter kommer fra indkøb af vare- og tjenesteydelser. Samtidig står det klart, at indkøb af varer og ydelser relateret til bygninger, energi, fødevarer og transport udgør en stor del af klimaaftrykket.

CONCITO har i den forbindelse fire anbefalinger til de kommende klimahandleplaner for grønne indkøb:

1.  Sæt et klimamål for offentlige indkøb

  • Folketinget bør vedtage et mål om at reducere CO2e-udledningen fra offentlige indkøb, der flugter med Parisaftalens 1,5°C-mål.
  • Som drivkraft for en hurtig omstilling og stejl reduktionskurve bør der sættes ambitiøst delmål om at halvere CO2-udledningerne fra offentlige indkøb i 2030 og senest 2035 i forhold til i dag. Det svarer til en reduktion på cirka 10 millioner tons CO2e, eller godt og vel hele dansk landbrugs udledninger i Danmark. 

2. Sektormål og handleplaner for de mest klimabelastende indkøb

  • Staten bør i samarbejde med relevante interessenter og inspiration fra regeringens klimapartnerskaber fastsætte sektormål for offentlige indkøb, herunder for byggeri, transport og fødevarer.
  • Klimamålene og kravene skal omfatte alle offentlige indkøb.
  • Der bør trækkes på eksisterende netværk som Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb til at udvikle mål og handleplaner.

3. Sæt gang i monitorering og klimakonsekvensvurdering af indkøb

  • Der er behov for en opgørelse af klimaaftrykket fra offentlige indkøb og et estimat af reduktionspotentialerne på kort og lang sigt. Dette skal sikre, at handlemuligheder synliggøres og samtidig styrke grundlaget for, at mål og virkemidler kan skærpes og tilpasses.
  • De budget- og samfundsøkonomiske konsekvenser ved indfrielse af et klimamål for indkøb skal udforskes. Dette skal både sikre en omkostningseffektiv implementering samt nødvendige ressourcer til målopfyldelse, herunder løbende tilpasning af eller undtagelse fra anlægsloftet.
  • Der bør udvikles fælles retningslinjer og værktøjer for klimavenlige indkøb, som offentlige indkøbere kan benytte. Hertil bør der udvikles et værktøj til at beregne kommuner og regionernes klimaaftryk fra indkøb, både inden og uden for kommunens territorium.
  • Der bør foretages klimakonsekvensvurderinger af alle relevante lovforslag og større offentlige anlægsinvesteringer og konkret handlingspligt til at minimere klimaaftrykket fra disse investeringer.
  • Miljømærkninger skal udvikles, så de i højere grad fremmer klimavenlige indkøb.
  • For at sikre målopfyldelse bør staten, kommuner og regioner foretage målopfølgning på de årlige økonomiforhandlinger.

4. Styrk innovative offentlige udbud

  • Der skal være fokus på klimabelastende indkøbskategorier, hvor offentlige indkøb kan bidrage til innovation, forretningsudvikling og spill-over effekt på privatforbruget. Dette kan bl.a. omfatte tekstiler, elektronik og plast.
  • Staten bør sikre en innovationspulje til innovative indkøb i kommuner og regioner. Ligeledes bør leverandører, som indgår i innovationspartnerskaber, have mulighed for at søge midler til dette, fx gennem innovationsfonden.
Notat
Der er i dag ingen direkte krav til, at den offentlige sektors indkøb skal bidrage til at reducere udledningen af klimagasser. Det er på trods af, at de udgør cirka en tredjedel af alle offentlige udgifter, og CONCITO har tidligere vurderet, at danske offentlige indkøb har et samlet klimaaftryk på cirka 20 millioner tons CO2e om året. Derfor foreslår CONCITO i notatet "Klimamål for offentlige indkøb", at der i de kommende klimahandleplaner formuleres mål og handleplaner for, hvordan udledningen fra danske offentlige indkøb kan sænkes både inden og uden for Danmarks grænser. Notatet kommer desuden med anbefalinger til, hvilke elementer der bør indgå i en kommende klimahandleplan for offentlige indkøb.

Foto: Frederiksberg Kommune

Tobias Johan Sørensen
Tobias Johan Sørensen, klimaanalytiker
Indhold