Sådan kan du tage hensyn til klimaet på din ferie

Blog
Sommerferien nærmer sig og nu er et godt tidspunkt til at beslutte, hvor den næste ferie skal gå hen – men også til at overveje, hvordan du kan indtænke klimaet i din ferie. Her får du en række gode råd til, hvordan kan du kan rejse på en måde, der tager bedst muligt hensyn til klimaet.

En undersøgelse lavet af VisitDenmark viser, at halvdelen af danskerne vælger feriedestination med motivet at kunne slappe af og lade op, mens omkring hver fjerde er motiveret af at prøve noget nyt og blive inspireret. Kun hos omkring fem procent spiller klima og miljøvenlighed ind på deres valg af rejsedestination.

Men det behøver ikke at være enten eller. Et par overvejelser inden valget af ferie kan få ferieoplevelsen til at gå op i en højere ’klimaenhed’.

Fyld kufferten med kulturelle oplevelser

Tag’ de gode forbrugsvaner med på ferien, og tænk over, hvordan og hvor du lægger dit forbrug. Når vi rejser, er vi ekstra sultne på sociale og kulturelle oplevelser, og set fra et klimaperspektiv, er det faktisk en ganske god måde at forbruge på, da vi forbruger på nogens kundskaber og tid, i stedet for f.eks. nye ting.

Ifølge Torben Chrintz, videnskabelig rådgiver i CONCITO, så er det netop forbrug af kultur og services, som er den rette vej:

“Når du er afsted på ferie, så brug dine penge på kultur og services. Brug dine penge hos lokale restauranter, få dig en massage, tag på museer og teatre. Ved sådanne services er udledningen per forbrugt krone markant lavere end ved produktionen af materielle varer.”  

Dyk ned i den lokale madkultur

Når det kommer til de kulinariske oplevelser, så dyk ned i den lokale madkultur og egnsspecifikke retter med fokus på det grønne.

“Sommerferien er en god tid at skrue op for det grønne og gå på opdagelse i årstidens lokale frugt og grønt. For ligesom i hverdagen handler det om, at spise så plantebaseret som muligt og netop i sommerhalvåret er der masser af frisk lokalproduceret grønt de fleste steder i Europa,” siger programchef i CONCITO, Michael Minter, Fremtidens Fødevarer

Restaurantbesøg er også højt på hans forbrugsliste og udover, at der kan være en risiko for spild, hvis man selv køber ind og laver mad på ferien, så er der også en anden fordel ved at lægge penge i lokale restauranter.

“Det bidrager ekstra til den lokale økonomi, fremfor blot at købe alt ind i et supermarked. Det er måske ikke en klimagevinst i sig selv, men der er en samfundsgevinst med et relativt lavt klimaaftryk. Og hvem ved? Måske får du også en ny grøn livret med hjem,” siger Michael Minter. 

Vælg en destination tæt på

En oplagt mulighed for at indtænke klimaet i din ferie er at vælge en feriedestination tæt på - så sparer du både transporttid og mindsker din CO2 udledning. Udledningen kan yderligere reduceres alt efter, hvilken transportform du vælger. I nedenstående skema, kan du se forskellen på en rejse fra København til Paris med fly, bil, tog og bus. På rejsesøgesiden Momondo kan du desuden sammenligne flyrejsernes CO2 udledning, og vælger du at bo på hotel i Danmark, kan du finde dem med den laveste CO2-udledning pr. hotelgæst på klimascore.com.

 

Oftest associeres sommerferie med eksotiske hvide sandstrande og turkisblåt vand langt væk fra lille Danmark (prøv bare at søg på sommerferie i Google og se hvilke billeder, der kommer frem). Men man behøver ikke at rejse om på den anden side af kloden for at opleve eksotiske egne.

Mange unge rejser gerne grønnere

CONCITOs Klimaambassade og ungefællesskab GRO SELV har med projektet Grønne Studieture været ude på højskoler og gymnasier for at tale med unge om deres erfaringer med at rejse grønnere og anderledes. Og her er der stor opbakning til at udforske de lokale destinationer.

“Prøv at lave lidt research på, hvilke steder der er at besøge i dit eget land. Og her under corona har folk også brugt muligheden for at se sit eget land. Men selvom corona stopper, forhåbentlig snart, så lad vær med at tvivle på, at dit nærområde har mere at byde på, end det man selv tror,” siger højskoleelev Eskil Eitrheim, Johan Borups Højskole, om sine oplevelser med at være på studietur på Bornholm - og ikke Berlin som planlagt. 

Ferie er dog også en individuel smagssag og hvis man ikke er klar at udfordrer destinationen, så prøv at hold færre, men bedre ferier, som Torben Chrintz formulerer det:

”Hvis dine præferencer er, at du gerne vil langt væk – f.eks. til Thailand - så halvér dine rejser dertil, og skru i stedet lidt op for serviceforbruget, når du er afsted. Lad være med at have dårlig samvittighed over at forkæle dig selv lidt ekstra. De penge, du bruger på ferien, har du mindre til at forbruge på ting og sager derhjemme.”

Fire bud på at være en god turist

Der er mange forhold at tage i betragtning, når du tænker klimaet ind i sommerferien og dette er kun en udpluk af, hvordan din ferie kan gå op i en højere klima-enhed. For med turismen kommer et øget pres på lokale byer, natur og kultur, og man må derfor spørge sig selv, hvordan man er ”en god turist”. Her er CONCITOs fire bud på det:

  1. Vælg destinationer tæt på dig. På den måde mindsker du transporttid og CO2-udslip - især hvis du undgår flytransport. Hvis du flyver, så tænk på, at en rejse til Singapore udleder op til 20 gange mere CO2 end en tur til Hamborg.
  2. Brug det transportmiddel, der er mest skånsomt overfor klimaet. Tag gerne toget, bussen eller cyklen, hvis du kan. 
  3. Støt den lokale økonomi. Tænk over hvad du køber - både det du spiser, oplever og hvor du bor.
  4. Vælg lokalt og plantebaseret mad. Så støtter du den lokale økonomi og får samtidigt en bid af kulturen.

Følg @gronnetudieture på Instagram og få mere inspiration til grønnere rejser. Projektet er støttet af Roskilde Festival og et samarbejde mellem CONCITOs Klimaambassade og GRO SELV.

Det er ikke svært at tage hensyn til klimaet på din ferie - her er fire enkle bud.

Mathias
Mathias Eckersberg, projektmedarbejder i GRO SELV
Indhold