Ude godt, men hjemme skal være meget bedre

Hvilken logik ligger bag regeringens politik på den grønne omstilling? Dette spørgsmål har i de seneste uger rumsteret i mit hoved. Ganske simpelt fordi jeg ikke har kunnet forstå det svigt, som vi i Danmark har set på den grønne dagsorden.

På den ene side kalder regeringen sig selv for den grønneste nogensinde. Den omtaler sig selv som førende og så langt foran, at man knap kan ses af andre lande. Klimaministeren fremhæver gang på gang den misundelse han mødes med af sine kolleger ude i verden, og afviser enhver beskyldning om ikke at være ambitiøs.

Og der er da også taget nogle gode skridt. Et cirkulært økonomiudvalg blev nedsat med Flemming Besenbacher i spidsen. En grøn eksportstrategi er blevet vedtaget. Danmark har tilsluttet sig Mission Innovation, som skal fremme international energiforskning, og senest har regeringen lanceret P4G-initiativet for at drive den internationale indsats i opfyldelsen af FNs Verdensmål og Parisaftalen. Man har etableret en ny Verdensmålsfond til at understøtte opfyldelsen af disse aftaler. I regeringens plan for verdensmålene understreges det, at nye love og udspil vil blive vurderet op i mod målenes opfyldelse. Disse tiltag er vigtige og gode.

På den anden side har regeringen med al tydelighed løftet foden fra speederen i Danmarks egen grønne omstilling. Klimamålene for 2020 og VE-målet for 2030 blev droppet. En vindmøllepark blev udskudt. PSO’en blev afskaffet og  landbrugspakken vedtaget – begge medfører større udledninger og miljøaftryk. Energiforskning blev skåret ned til sokkeholderne – og så øget lidt igen. Klimafinansiering blev skåret ned. Nordsøaftalen blev indgået og den fossile industri fik en skatterabat på 5 mia. kr. Lolland blev åbnet op for yderligere oliejagt. Det grønne nationalregnskab foreslås nu droppet. El-bilers fritagelse for afgifter ophævedes, og nu har regeringen – med Socialdemokratiets opbakning – vedtaget en justering i registreringsafgiften, som ikke vil bidrage til at reducere CO2-udledningen, men i stedet fastlåse fossil bilisme i mange år endnu. Regeringens realpolitik måles oplagt ikke op mod hverken en ambitiøs klimapolitik eller verdensmålenes opfyldelse.

Der er med andre ord tale om et stort paradoks i regeringsførelsen. Man italesætter sig som forgangsland, men udøver en politik, som resulterer i, at vi – uden yderligere klimatiltag – står over for en markant stigning i Danmarks CO2-udledninger (jf. Energistyrelsens basisfremskrivning nedenfor).

Afstanden mellem retorikken og realpolitikken er blevet meget stor, og afstanden mellem den internationale og den nationale satsning er blevet enorm. Regeringen fralægger sig ansvaret for Danmarks omstilling, og fokuserer i stedet på at tjene penge på den omstilling, der skal ske andre steder i verden.  

At tjene penge på eksport af grønne løsninger er helt legitimt, og danske løsninger er nok det største bidrag Danmark kan give i den globale grønne omstilling. Så fuld opbakning til den tilgang – og gerne meget mere af det. Men at sætte en stopper for vores egen omstilling er utilgiveligt dumt.

Man svigter dermed den innovation, der skal ske i de sektorer, som endnu ikke har omstillet sig – særligt på landbrugs-, transport-, og bygningsområdet. Regeringen glemmer, at ALLE sektorer skal tæt på nul drivhusgasudledning inden 2050, og at enhver forkert beslutning i dag, vil gøre det dyrere at omstille sig i fremtiden. Omstillingen i disse sektorer er ikke bare en bunden opgave, men en historisk mulighed for at skabe ny innovation og vækst.

Man svigter også forretnings- og eksportmulighederne i den teknologiudvikling som Danmark kunne sætte sig i spidsen for. Helt ligesom man gjorde med satsningen indenfor energisektoren. Det er jo netop den satsning, der nu gør at vi kan eksportere grønne løsninger for langt over kr. 50 mia. årligt og som kan fordobles frem mod 2030.

Det er afgørende, at vi videreudvikler et ”dansk demonstrationslaboratorium” for sådanne løsninger. Særligt i lyset af, at alle andre nabolande end Danmark nu rykker med langt mere ambitiøse omstillingstilgange end vi gør. Uanset hvad regeringen siger, så er der stor risiko for at vi hægtes af, fordyrer vores omstilling på sigt, går glip af forretningsmuligheder, og efterlader regningen hos vores børn og børnebørn.

Så lad mig foreslå et nyt sæt principper som regeringen sammen med oppositionen kunne etablere som sin tilgang til grøn omstilling:

• Vi baserer vores ambitionsniveau på videnskab, fakta og internationale forpligtigelser, som tilsiger, at vi i Danmark reelt skaber et nuludledningssamfund i 2050.
• Vi anerkender, at en klimafremtid, hvor verden ikke opfylder Parisaftalen vil kunne have enorme omkostninger for Danmark (klimaskader, flygtningepres, konflikter)
• Vi siger, hvad vi gør, og gør, hvad vi siger: Hvis vi vil være et foregangsland, skal vi også agere som sådan: De mest ambitiøse mål i verden, understøttet af en klar køreplan, effektiv regulering, subsidier og incitamenter.
• Vi ser den grønne omstilling som en fælles dagsorden for alle, og vi samler Folketingets partier bag en fælles grøn dagsorden i erkendelse af de enorme samfundsmæssige gevinster, der kan skabes herved i form af eksport og højere trivsel
• Vi ser omstillingen som en nødvendighed og en mulighed for alle sektorer – til gavn for os selv, byerne, erhvervslivet, og fremtidige generationer. Omstillingen må gerne koste penge på kort sigt, da gevinsten på den lange bane kan være enorm
• Vi driver internationale ambitioner fremad i erkendelsen af, at vores fodaftryk er lille, herunder lægger vi os i spidsen for, at EU styrker sin egen samlede indsats, og at Danmark yder sin fair andel.
• Vi maksimerer satsning på forskning og udvikling for at skabe næste generation af danske løsninger indenfor alle relevante sektorer, og vi understøtter i langt højere den danske eksport af teknologi og samfundsløsninger.
• Vi tilpasser vores makroøkonomiske tænkning, modeller og praksis således at vi kan værdisætte risiko og gevinst ved en grøn omstilling eller mangel på samme.
• Vi er solidariske med de fattigste lande, som har de største udfordringer med at modstå klimaforandringerne og med at omstille deres økonomier.

En tilgang baseret på disse principper vil logisk kunne bygge på de unikke kompetencer, som vi gennem de sidste årtier har opbygget på de grønne bæredygtige løsninger. Det ville give fuld forretningsmæssig mening, og det vil kunne samle partierne omkring en positiv dagsorden for alle danskere. Det er herigennem vil ville kunne fastholde Danmark som en ægte grøn vindernation.