Lad os udvikle en cirkulær byggebranche med mindre klimaaftryk og lavere ressourceforbrug

Debatindlæg
København byggeri
Den danske byggebranche har svært ved at få rigtigt tag på den cirkulære økonomi, som kan mindske byggebranchens store klimaaftryk og betydelige træk på klodens begrænsede ressourcer. Vi bruger i dag ressourcer, som der reelt skal fire jordkloder til at levere.

Cirkulær økonomi i den danske byggebranche har været diskuteret i årtier og indskrevet i adskillige politiske initiativer og rapporter, som alle fremhæver behovet for, at vi nedsætter vores ressourceforbrug og får indarbejdet cirkulære økonomiske forretningsmodeller. I 2023 vurderede ’The Circularity Gap Report – Denmark’, at den danske økonomi var beskedne 4 pct. cirkulær ift. et globalt gennemsnit på 7,2 pct. 

Danmarks placering skal yderligere ses i lyset af, at EU ønsker at fordoble sine cirkulære materialestrømme i 2030. Det står i skærende kontrast til, at det danske ressourceforbrug er steget med 50 pct. siden 2010, og stigningen fortsætter, så der er ikke udsigt til, at Danmark får mere cirkulær økonomi uden konkret politik, virkemidler og understøttende tiltag. 

Stort potentiale i cirkulært byggeri

Cirkularitet er baseret på følgende prioriteringer: byg mindre, bevar bygninger, byg langsigtet, byg klimavenligt og ressourceeffektivt. Der er fokus på totaløkonomi, fleksibilitet og levetidsforlængelse, hvor en bygning kan have flere formål gennem sin levetid. Den kan også adskilles og være materialebank for andre byggerier. Cirkularitet handler således ikke kun om genbrug og genanvendelse, men også om at bevare den eksisterende bygningsmasse og anvende nye typer af løsninger og materialer fx biobaserede byggematerialer. Men det er indtil nu ikke tilgange, der er slået igennem i stor skala herhjemme. 

Vi må lære af de bedste

Hvis Danmark skal op i gear, og for alvor sætte tryk på en cirkulær tænkning i byggeriet, er det derfor en god ide at se mod Holland, når det gælder ambitiøs cirkulær politik, og derved udnytte deres tilgange til at accelerere og skalere cirkularitet i den danske byggebranche. Holland er et absolut foregangsland på området. Deres økonomi vurderes til at være 24,5 pct. cirkulær og de har nedsat deres ressourceforbrug med 30 pct. siden 2010

Den hollandske Plan for Biobaseret Byggeri, der blev offentliggjort i november 2023, adresserer problemstillinger, vi også ser i Danmark. Den hollandske plan tydeliggør, at det er en omfattende proces at skabe cirkulære prioriteringer i byggeriet, for der skal arbejdes på tværs af sektorer. Fx skal forsyningen med biogene råmaterialer sikres. I Holland sker det ved at etablere et samarbejde mellem landbruget og materialeproducenter samt byggeerhvervets aktører. Holland har samtidig skabt et strategisk samarbejde på tværs af ministerier, der har indflydelse på materialeforsyning, affaldsstrømme samt byggeteknik og byggeregulering.

Biobaserede byggematerialer er én mulighed

Én tilgang i den cirkulære økonomi i byggeriet er anvendelse af biobaserede byggematerialer f.eks. træ, halm, hamp, ålegræs m.fl. De er fornybare, de optager CO2 gennem deres vækst, og de kan indgå i cirkulære materialestrømme fx kaskadeanvendelse, hvilket handler om at udnytte ressourcerne til flere formål og gentagne gange. Det, der ender som et affaldsprodukt i én materialestrøm, bliver et råmateriale for et nyt produkt. 

Biobaserede byggematerialer kan potentielt gøre bygningsmassen til et kulstoflager og skabe CO2 reduktioner, når de erstatter klimatunge materialer fx beton, stål m.fl. Dog skal vi være klar over, at også biobaserede råstoffer er eller vil blive en begrænset ressource på globalt plan. Der er arealtrængsel og mange, der efterspørger biobaserede materialer, ikke mindst til fødevarer, men også til andre formål som industriel produktion og energiformål. Der skal derfor tænkes bredere for at realisere potentialerne i cirkulære økonomiske forretningsmodeller, hvor ikke mindst affald nyttiggøres. Og her er byggebranchen helt central, idet 40 procent eller 5 mio. ton affald årligt kommer fra bygge- og anlægssektoren.

Vi skal op i gear når det gælder cirkulær økonomi i byggeriet

Der er behov for, at vi i Danmark for alvor implementerer cirkularitet i byggeriet, og høste de klima- og ressourcemæssige gevinster, der følger med. Circularity Gap Report Denmark vurderer, at cirkulære tiltag kan medføre CO2-reduktioner på 11,9 pct. af byggeriets samlede udledninger og formindske materialeforbruget med 19,2 pct. 

Men det kræver en strategisk indsats, som udstikkes fra politisk hold, og med virkemidler, der understøtter en klimavenlig og cirkulær udvikling. Lad os lære af de bedste fx Holland og samtidig aktivere den viden, der skabes i udviklingsprojekter, som allerede er i gang fx udviklingsprojektet ”4 til 1 planet”, der arbejder målrettet på at kunne levere nybyggeri med et klimaaftryk på bare 2,5 kg CO2 pr m2. Og så kommer vi ikke uden om, at bevaring og fornyelse samt transformation af det, vi allerede har bygget, skal fylde meget mere i fremtidens byggeri. 

Debatindlæg bragt i Building Tech d. 3. april 2023. 

Relaterede emner
Kontakt
Michael H. Nielsen
Seniorrådgiver, Energi, Bygninger og Industri