Energistrategi 2050 første skridt mod det fossilfrie samfund

Pressemeddelelse
Danmarks grønne tænketank hilser regeringens nye energiudspil velkomment, og opfordrer politikerne til at omsætte udspillet til hurtig handling.

Udspillet har dog også væsentlige mangler, især inden for transport og landbrug, og kan ikke stå alene, hvis de langsigtede klimamål skal nås.

Et første stort skridt på vej mod det fossilfrie samfund. Sådan betegner Danmarks grønne tænketank regeringens nye energiudspil. Formand Martin Lidegaard udtaler:

"Inden for energisektoren er der lagt op til store fremskridt med markante energibesparelser og udbygning af både vind og biomasse frem mod 2020. Vi kunne godt ønske os endnu mere ambitiøse målsætninger, især fordi der også økonomisk er så meget at vinde. Men Danmark vil med denne indsats nå ganske langt inden for de kvotebelagte områder som energi og tung industri."

Derfor opfordrer tænketanken også de politiske partier til hurtigt at finde sammen om en politisk minimumsaftale, hvor man hurtigt kan få vedtaget de foreslåede indsatser inden for energibesparelser og vedvarende energi, men samtidig åbne mulighed for mere ambitiøse indsatser på et senere tidspunkt, hvis der kan findes et politisk flertal for det. Martin Lidegaard siger:

"Danmark har ventet meget længe på dette klimaudspil. Hverken klimaet eller den danske energisektor har tid til at vente to år mere på langstrakte politiske forhandlinger. Det er tid til handling, og nu er der et grundlag for de første beslutninger."

Ingen roser er dog uden torne. Ifølge CONCITO rummer regeringens udspil således ikke svar på, hvordan EU’s klimamålsætninger skal nås inden for de ikke kvotebelagte sektorer som transport og landbrug, og målene inden for energisektoren er heller ikke nok til at sikre en lineær reduktion af CO2 frem mod 2050, der lever op til videnskabens anbefalinger.

"Vi er ikke i mål med dette udspil i forhold til klimaet. Fremtidens klimaindsats handler ikke kun om energi, og indsatserne hænger sammen. Det giver fx ikke mening at satse så massivt på udbygning af vind, hvis man ikke også sikrer en fornuftig afsætning af den grønne strøm inden for transport samt sikrer, at landbruget leverer maksimalt på klima. Derfor er det ærgerligt, at regeringen slet ikke har taget de dele med og høstet det fulde klimamæssige og erhvervsmæssige potentiale."

CONCITO hæfter sig ved, at regeringen har taget anbefalingen fra Dansk Energi, Landbrug & Fødevarer og CONCITO til sig om at der skal laves en national strategi for biomassens anvendelse. Regeringen vil lave en analyse af, om der er de rette rammevilkår for en effektiv og bæredygtig anvendelse af biomasseressourcer i den danske energiforsyning. Lidegaard siger: Det er et positivt initiativ, fordi bæredygtigt produceret biomasse, der faktisk gavner klimaet, er en knap ressource som skal anvendes begavet.

CONCITO forbeholder sig retten til at blive klogere, når tænketanken har haft lejlighed til at analysere udspillet i detaljer.

Yderligere oplysninger:
Formand Martin Lidegaard, 29 89 67 00
Direktør Thomas Færgeman, 29 89 66 00

 

Relaterede emner