Ferietrafikkens CO2-regnskab bliver glemt

Debatindlæg
I en kommende strategi for reduktion af transportens klimabelastning er fritids- og ferietrafikken mindst lige så vigtig som hverdagstransporten.

Af Susanne Krawack, chefkonsulent i CONCITO

Så er sommerferien ovre og rigtigt mange danskere har i en periode transporteret sig på en helt anden måde i ferien, end de gør i hverdagen. Nogle har opholdt sig længe det samme sted i Danmark og skiftet bilen ud med cykel til små ture. Andre har fløjet eller kørt langt i bil for at opleve andre himmelstrøg. Selv om ferien er kort, betyder den måde vi holder den på ganske meget for klimagasudledningen. 

Den transportpolitiske debat har en tendens til at dreje sig om hverdagstransporten, og hvordan vi kommer frem og tilbage til arbejde og studier. Pendlingen er imidlertid kun ca. 25 % af det persontransportarbejde der foregår i Danmark, mens det transportarbejde der foretages i fritiden er ca. 40 %. Så der er god grund til at fokusere mere på den del af transporten, der foregår i fritiden.

Og nu hvor ferien lige er overstået vil det være relevant at se lidt på ferietransporten:

Hvis man vælger at fire personer kører i bil frem og tilbage til Barcelona, vil turen samlet udlede 660 kg CO2e. Hvis familien på fire i stedet tager fly til Rom vil udledningen af CO2e være 3.200 kg, altså næsten fem gange så meget. Bilturen vil, inklusiv afskrivning på bilen koste 10.000 kr., mens flyturen med billige billetter kan klares for 4.000 kr. (CO2e-beregningerne inkluderer brændstof samt produktion og vedligehold af transportmidlet). Det prissignal forbrugeren møder er således meget langt fra at give incitament til et klimamæssigt fornuftigt rejsemønster. 

Til sammenligning transporterer en gennemsnitsdansker sig hver dag 21 km pr. dag for at komme til og fra arbejde. Det betyder, at en persons gennemsnitspendling på et år, hvis den foregår i bil, svarer til en CO2e-udledning på ca. 1.250 kg CO2. Sammenligner man pr. person er CO2e-udledningen:

  • 165 kg CO2e for bilturen til Barcelona
  • 800 kg CO2e for flyturen til Rom
  • 1150e kg CO2e for en gennemsnitsdanskes årlige pendling, hvis det foregår i bil.

Afhængigt af, hvordan vi holder ferie, kan vi bruge 2/3 af CO2e-udslippet for et helt års pendling på en kort ferie til Sydeuropa. For slet ikke at tale om, hvis vi tager til Thailand, hvor den samlede klimaeffekt pr. person vil være 6.000 kg CO2e og alene brændstofforbruget vil udgøre 1.200 kg CO2e. 

Da klimabelastningen er en international udfordring, holder det ikke, at man kun sætter mål for den del at transportsektoren, der afvikles indenfor landets grænser, for det betyder, at den internationale flytrafik (og skibstrafik, for den sags skyld) falder mellem de nationale CO2-opgørelser. Hvis man i stedet ser på danskernes CO2-fodaftryk (altså udledning af CO2e som konsekvens af danskernes forbrug) kommer den internationale flytrafik til at udgøre 20 % af CO2e-udledningen mod 2 % i den nationale opgørelse.

Der er almindelig forståelse for, at en grøn omstilling af transportsektoren er nødvendig, og at den vil betyde, at vi først og fremmest skal bruge de bedste teknologier og dernæst ændre vaner. I en kommende strategi for transportens klimabelastning, er det vigtigt, at man ser på incitamenter til at få transportvanerne gjort grønnere – og her er fritids- og ferietrafikken mindst lige så vigtig som hverdagstransporten.

---

Debatindlæg bragt i Altinget Transport den 22. august 2012.

Foto: Colourbox.dk

Relaterede emner