Behov for global CO2-pris

Af Michael Appel, klimaøkonomisk chef i CONCITO

Dieter Helm er professor ved Oxford University og forsker i økonomiske aspekter af klima- og energipolitik. Hans nye bog ”The Carbon Crunch: How We're Getting Climate Change Wrong and How to Fix it” er et oplagt julegaveønske for klima- og energipolitikere. Helms udgangspunkt er, at klimaproblemet er reelt og alvorligt.

Så alvorligt, at det er katastrofalt, at man vælger ineffektive økonomisk-politiske instrumenter. Ikke alene spilder man midler. Man opnår heller ikke de nødvendige reduktioner af CO2-udledningerne. Her er et resumé af de politisk relevante hovedpointer:

• Et lands CO2-fodaftryk skal måles ud fra landets forbrug. Det er forbruget, der bedst måler det reelle aftryk. Måler man ud fra forbrug, står EU-Kommissionen og mange af EU-landene tilbage som kejseren uden klæder, for så har EU reelt slet ikke reduceret sin udledning de seneste år. Den tilsyneladende reduktion dækker over, at EU-landene i stigende grad importerer varer, der har forårsaget udledning, og de varer kommer ikke med i EU-landenes produktionsbaserede opgørelser. Som svar på det bør man, siger Helm, indføre en CO2-baseret skat på udvalgte importerede varer. 

• KYOTO-aftalen indeholdt en systemfejl, fordi man ikke fik alle lande reguleret. KYOTO kan ikke genoplives, men gennem ovennævnte trusler om skat på import fra lande uden reel CO2-regulering, kan man presse dem til at indføre en regulering. EU's kvotehandelssystem (ETS) er kørt af sporet og bør afløses af en beskatning af CO2. Det kan i praksis igangsættes ved, at enkeltlande selv indfører en minimumspris på kvoterne.

• Europa har betydelige forekomster af skifergas, og dem bør man bruge i en overgangsperiode for at presse brugen af kul ud. Skifergas udleder som udgangspunkt mindre CO2 end kul, men det udleder nok til, at brugen af skifergas kun kan betragtes som en midlertidig løsning.   

• Det af nogle påståede ressourceproblem i form af mangel på fossile brændsler eksisterer desværre ikke. Man skal i stedet holde fokus på politisk at indføre en pris på CO2-udledningen. En af flere fordele ved at bruge skatteinstrumentet er, at det forbedrer muligheden for at gennemføre reduktionerne omkostningseffektivt. Uden at regeringer fristes til en ”pick the winners”-erhvervspolitik med større risiko for politisk påvirkning fra økonomiske særinteresser. 

• Det er ikke gratis at løse klimaproblemet. Den politisk skabte illusion om en gratis indsats har som konsekvens, at man ikke tager seriøst fat på det grundlæggende problem. 

I princippet er det ikke afgørende, om beskatningen af CO2-udledning sker på basis af en forbrugs- eller produktionsopgørelse – det afgørende er, at få al udledning beskattet. Men Helm har ret i, at den aktuelle forskel er et symptom på et problem: Nemlig at der er mange varer, der smutter uden om en CO2-baseret beskatning. Og Helms bud – en korrigerende skat på importen af disse varer - fortjener seriøs overvejelse. 

Også for Helms forslag om at anvende skifergas, er det vigtigt at understrege, at kun med indførsel af en global pris (skat eller kvotepris) på dette og andre fossile brændsler vil en eventuel fordelagtig effekt af skifergas blive omsat til andet end en beskeden bremse på et globalt stigende forbrug af kul. I IEA’s netop offentliggjorte World Energy Outlook 2012 regner man med en stigning i kulforbruget på 60 pct. i 2035 i forhold til 2010 med den eksisterende politik, og selv under optimistiske antagelser ventes en stigning på 20 pct. Så på sigt skal der indføres en global pris – ellers får man ikke sækken snøret til.

Den omtalte bog er: 

Dieter Helm: The Carbon Crunch: How We’re Getting Climate Change Wrong and How to Fix It. Yale University Press, 2012, 304 sider.

---

Anmeldelse bragt i Altinget Energi & Klima den 4. december 2012

Foto: Colourbox.dk