Danmark skal fastholde støtte til ambitiøs klimapolitik i EU – også i praksis

Debatindlæg
Danmark må bakke fuldt op om EU-Kommissionens forslag om at udskyde salget af CO2-kvoter - alt andet vil være i modstrid med regeringens ønske om grøn omstilling.

Af Hanne Jersild, Thomas Færgeman, Christian Poll, Tarjei Haaland og Søren Dyck-Madsen. WWF Verdensnaturfonden, CONCITO, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace og Det Økologiske Råd. 

Det har længe været god latin, at Danmark arbejder for, at EU påtager sig skrappere klimamål. Det erklærede danske mål er, at EU skal øge CO2-målet i 2020 fra 20 procent til 30 procent reduktion. 

Desværre hører vi fra vores europæiske grønne organisationer og samarbejdspartnere, at den danske stemme er blevet ulden på det seneste. Godt nok fremhæves det fra dansk side, at Danmark støtter 30 procent reduktion i EU, men samtidig undlader man klart at støtte de skridt, som skal føre os derhen. Det duer simpelthen ikke. 

Regeringen må helt og fuldt erklære sig som klar støtte af Kommissionens fremsatte forslag om at udskyde salget af kvoter, idet det er en forudsætning for en senere reduktion af kvotemængden i forbindelse med en stramning af EU's CO2-reduktionsmål i 2020 til 30 procent.

Forslaget om at bortsælge færre udledningsrettigheder er et første skridt til at arbejde sig hen imod en øget CO2-reduktion i Europa. Et nødvendigt skridt for at øge CO2-kvoteprisen på et tidspunkt, hvor det europæiske kvotemarked er i krise, og der ikke på kort sigt kan forventes vedtaget et øget reduktionsmål på grund af modstand fra en række lande med Polen i spidsen. 

Hvis salget af en del af kvoterne besluttes udskudt til senere i perioden frem til 2020, så forventes det, at kvoteprisen kan holdes på nuværende niveau – eller måske endda stige en smule til fordel for investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet.

Analyser viser, at det også vil give flere penge i statskassen fra auktioneringen på trods af færre solgte kvoter. Og det vil være til fordel for de danske virksomheders konkurrenceevne på EU’s eksportmarkeder ifølge en helt ny analyse fra Dansk Energi i tirsdags.

Danmark bør naturligvis fastholde sin hidtidige politik og støtte forslaget fra Kommissionen. Alt andet er i modstrid med regeringens ønske om grøn omstilling og direkte skadeligt for både den danske konkurrenceevne, afsætningen af grønne teknologier og det danske klimamæssige positive omdømme på klimaområdet i EU og globalt.

---

Debatindlæg bragt i Altinget Energi den 22. januar 2013. 

Foto: Colourbox.dk

Relaterede emner