Effektivt CO2-kvotesystem kræver politisk vilje

Det europæiske kvotesystem (ETS) med omsættelige CO2-udledningstilladdelser giver aktuelt anledning til store frustrationer. Kvotesystemet dækker omkring halvdelen af EUs CO2-udledninger og sætter en grænse for, hvor meget EU-landene samlet må udlede frem til 2020. I overensstemmelse med EUs mål for en reduktion af udledningen i ETS-sektoren begrænses kvoterne årligt frem mod 2020. Forudsat at der ikke snydes med systemet vil EU opfylde reduktionsmålet i 2020. Det lyder som en succeshistorie, og det er det da også på flere måder.

 

For det første sætter det som et af de få steder i verden et loft over CO2-udledningen. For det andet binder det en hel region af lande og ikke kun et enkelt. For det tredje er det et omkostningseffektivt instrument til reduktion af udledningen. For det fjerde kan man fromt håbe på, at det tjener til inspiration for andre lande og regioner, der også ønsker at sætte et loft over deres udledning, og man kan have den ambition, at disse systemer på et tidspunkt kan kædes sammen, så man opnår en egentlig global regulering.

 

Det sidste er det vigtigste, for uden en global regulering håndteres klimaudfordringen ikke. Akkurat ligesom Danmark er en lille udleder, er EU det også. Rationalet for at gå foran med ensidige reduktioner er, for såvel Danmark som EU, at man på den måde kan påvirke andre lande, og dermed bidrage til på sigt at opnå en global regulering. Tror man ikke på den mulighed, så er der ingen grund til at gå foran.

 

Den aktuelle frustration over systemet hænger sammen med to forhold. Dels har man i lang tid observeret en lav kvotepris, der ikke giver det nødvendige incitament til grøn omstilling. Dels har Europa-Kommissionens forslag om at hæve prisen ved at tilbageholde 900 millioner kvoter netop lidt skibbrud i Europa-Parlamentet.

 

Frustrationen har givet anledning til overvejelser om instrumentets anvendelighed. Nogle virksomheder har beklaget sig over, at det med introduktionen af en kvotepris ikke er gratis at forurene – ikke fordi de gerne vil forurene, men fordi de, forståeligt nok, er bekymrede for konkurrencen med virksomheder i andre dele af verden, hvor man ikke gennemtvinger en pris på CO2-udledningen. Andre har været modstandere, fordi de har et dybfølt ubehag ved brugen af såkaldt markedskonforme instrumenter, hvor man kan »betale sig fra at forurene«.

 

Endelig er nogle modstandere af instrumentet, fordi de foretrækker brug af »command-and-control«-instrumenter, hvor man forsøger at detailstyre de virksomheder, som udleder CO2.

 

Frustrationen burde imidlertid ikke rette sig mod kvoteinstrumentet som sådan, men i stedet rette sig mod det ambitionsniveau, man har lagt for det i EU. Instrumentet som sådan er fornuftigt, men der er meget stor usikkerhed om den politiske vilje til at træffe de nødvendige beslutninger, hvilket blev understreget af et dramatisk prisfald på kvoterne på 45 procent efter Europa-Parlamentets afstemning i tirsdags.

 

Hovedårsagen til den aktuelt lave pris skyldes en række politiske fejl samt manglende politisk vilje og handlekraft i forhold til EUs fremtidige CO2-reduktionsmål. Fejlene vedrører den førte økonomiske politik i EU, hvor man så bort fra de aftalte bindinger på finanspolitikken og endte med at forværre en i forvejen slem økonomisk krise.

 

Det har heller ikke været hensigtsmæssigt at give adgang til internationale reduktionskreditter (projekter i udviklingslande, hvor man håber på, at de indebærer reelle reduktioner), der ikke er led i egentlige kvotesystemer med effektive loft over udledningen.

 

Det er ikke første gang, der kan observeres lave priser i kvotesystemet og den franske økonom Christian de Perthuis har i bogen »Economic Choices in a Warming World« givet en præcis diagnose af det egentlige problem: »Hvis prisen anses for at være for lav, så er det kvoteloftet der skal diskuteres, og den manglende politiske vilje til at begrænse udledningsrettighederne.« Det Miljøøkonomiske Råd har i sin netop offentliggjorte analyse af energi- og klimapolitikken en lignende pointe og peger på, at fastlæggelsen af et ambitiøst langsigtet reduktionsmål – og delmål på vejen dertil – er den bedste løsning.

 

Ud fra forudsætningen om, at det er nødvendigt med en markant reduktion af CO2-udledningen, følger spørgsmålet, hvorledes et lille land som Danmark kan påvirke de andre EU-lande. En oplagt mulighed er at forsøge at gøre det, man ønsker at EU skal gøre. Det vil sige at indføre bindende langsigtede mål i form af en klimalov med tydelig anførsel af, at man skal anvende omkostningseffektive virkemidler.

 

En af kvotesystemets utilsigtede konsekvenser er, at det kan virke som en begrænsning på de mere ambitiøse landes incitament til at gå foran: Det afspejles i det ofte fremførte argument om, at eksempelvis danske reduktioner i kvotesektoren intet betyder, for de indebærer blot (billigere) kvoter til de andre lande, mens det fælles kvoteloft er uændret. Men det fremtidige kvoteloft er jo netop politisk bestemt, og hvis ingen lande går foran og på forhånd viser, at den grønne omstilling faktisk kan realiseres, får vi aldrig et kvoteloft, som sikrer de nødvendige reduktioner.

 

 

---

 

Se også notatet "EUs kvotehandelssystem - klimapolitisk mirakel eller katastrofe"