Vækstplan bør ruste Danmark til grønt opsving

Af Thomas Færgeman, direktør i CONCITO

I den aktuelle debat om regeringens kommende vækstplan hævder både oppositionen, flere erhvervsorganisationer og dele af fagbevægelsen, at Danmarks høje klimamål, og særligt de høje energiafgifter, er en af de mest afgørende hindringer for øget vækst og beskæftigelse i Danmark. Det kalder på en nøgtern vurdering. 

For det første er energi i Danmark nemlig relativt billig. For det andet udgør energiregningen kun en brøkdel af langt de fleste familiers og virksomheders omkostninger. For det tredje er Danmarks omstilling til vedvarende energi et naturligt og uundgåeligt skridt på vejen til et tåleligt klima i fremtiden samt en grøn og robust energiforsyning til danske virksomheder og husholdninger. 

Der synes at være stor forvirring i debatten om energiforliget i øjeblikket. Især dominerer spørgsmålet om, hvorvidt PSO’en (Public Service Obligation, som bl.a. går til at betale for vindmøller, biogas og solceller) er for høj i den forstand, at den ødelægger dansk erhvervslivs konkurrenceevne i forhold til resten af Europa. Konsekvensen er, at der blandt politikere breder sig en stemning af, at vi er ”tossegrønne” – altså at vi, sammenlignet med andre lande, bruger alt for mange ressourcer på at prøve at være klimavenlige. Fakta viser imidlertid noget andet: 

• En kilowatttime (kWh) strøm i Danmark – inklusive PSO - er billigere end gennemsnittet i EU inden vi lægger afgifter på. Vi er således ret dygtige til at producere billig energi (se figur).
• PSO’en er ganske rigtigt steget og udgør nu lidt over 15 øre per kWh. Dette skal sammenlignes med en samlet pris for en privat forbruger på 220 øre per kWh, hvilket betyder, at PSO’en udgør mindre end syv procent af en almindelig danskers elregning.
• Stigningen i PSO skyldes én ting: Elprisen før afgifter er faldet. Når elprisen falder, betyder det, at eksempelvis vindmølleejerne får mindre i kassen ved at producere el, og så har de behov for mere støtte, fordi de fra starten er blevet garanteret en minimumspris. Er elprisen omvendt høj, ja så er støttebehovet lavt. I sidste ende får forbrugerne fuldstændig samme elregning – eller faktisk en smule billigere jo mere vedvarende energi vi har. 

Ikke desto mindre klager visse politikere, erhvervsorganisationer og fagforeninger over, at danske virksomheder er meget værre stillet end deres konkurrenter. Det er også rigtigt, at der kan være en konkurrencemæssig skævvridning for særligt energiintensive virksomheder som cementfabrikker og gartnerier, men lad os lige slå fast: På Danmarks største eksportmarked lige syd for grænsen betaler virksomhederne mindst ligeså meget PSO som de danske virksomheder. Til gengæld slipper svenske og norske virksomheder billigere. Dansk Energi når i en nylig analyse frem til, at det er omkring 7 procent af danske virksomheder, der kan have et problem med, at PSO’en i Danmark er høj i forhold til andre lande, og det kan være ganske fornuftigt at hjælpe disse virksomheder specifikt.

Den nuværende forvirrende debat skyldes nok ikke mindst, at De Økonomiske Råd tidligere på året kom frem med, at det er en dårlig ide at støtte vedvarende energi så meget som vi gør i Danmark. Og deres kritik har en vis klangbund: 

I den ideelle verden ville ambitiøse europæiske eller globale klimamål mejslet i sten kombineret med et effektivt CO2-kvotesystem betyde en høj pris på at udlede CO2. Det ville utvivlsomt være den optimale og mest effektive vej til at sikre de drivhusgasreduktioner, der ifølge klimaforskerne i IPCC skal til for at bevare et tåleligt klima her på kloden. Men så længe prisen på EU’s CO2-kvoter er i bund, og EU’s stats- og regeringsledere ikke kan blive enige om, hvordan de i fællesskab skal tackle klimaudfordringen frem mod 2030, må vi leve med de nationale – og mindre optimale – virkemidler.

Først og fremmest fordi vi har en bunden opgave med at afværge katastrofale klimaforandringer. Og i den sammenhæng bør Danmarks rolle være at vise omverdenen, at det faktisk kan lade sig gøre at indrette et attraktivt samfund med høj beskæftigelse, social sammenhængskraft og livskvalitet uden en stor udledning af drivhusgasser.

Dernæst fordi investeringer i energisektoren er så langsigtede som de er. Hvis man bygger et kulkraftværk, et atomkraftværk eller en vindmøllepark i dag, så står de der også om 25 år. Derfor er der nødt til at være en sikker ramme om energipolitikken.

Og endeligt vil regulering efter laveste fællesnævner ikke skabe den fremdrift, som dansk erhvervsliv har brug for, hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence om energieffektive og klimavenlige løsninger på verdens udfordringer samt sikre, at et eventuelt nyt opsving ikke resulterer i øget CO2-udledning. Endnu en vækstplan, som sår tvivl om Danmarks klimaambitioner og udskyder de nødvendige forandringer vil være gift for dansk erhvervsliv og et usikkert grundlag for velfærden.

Elpriser for industrivirksomheder i EU/EØS i 2013. EUR pr. kWh inkl. PSO-afgift. Kilde: Eurostat.

---

Analyse bragt i Berlingske den 3. maj 2014