Fremtidens bæredygtige energisystem i spil på Folkemødet

Debatindlæg
Klimaambassaden og Energinet.dk afholdt på Folkemødet 2015 en intens og underholdende spilworkshop, hvor udfordringer og dilemmaer i skabelsen af fremtidens bæredygtige energisystem blev afprøvet i ”Energispillet 2050”.

Under Folkemødet på Bornholm var CONCITO’s Klimaambassade på pletten, hvor de sammen med Energinet.dk udfordrede de unge deltagere i at tage stilling til og give deres innovative bud på vejen mod fremtidens bæredygtige energisystem. Med elementerne af realistiske politiske scenarier, faglig forståelse for forskellige energiformer samt deltagernes egne visioner for fremtidens energisystem, blev arrangementet ”Changing The Game” en stor succes.

Både CONCITOs klimaambassadører og andre interesserede unge deltog i spillet, der blev afprøvet for første gang til Folkemødet. Engagementet var stort, og argumenterne fløj i gennem luften, mens deltagerne fyldte spillepladerne med deres bud på sammensætningen af energiformer og blev klogere på udfordringer og dilemmaer i forskellige faser frem mod et lavemissionssamfund i 2050.

Afhængigt af de spillende holds visioner for 2050, valgte og forhandlede de om, hvilke energikilder der skulle bruges i forskellige sektorer som blandt andet transport, industri og opvarmning. Holdenes bud på løsninger blev vurderet og kvalificeret af faglige eksperter fra CONCITO og Energinet.dk.

Pilotudgaven af spillet er udviklet af Energinet.dk og CONCITO med afsæt i Energinet.dk’s Energikoncept 2030. Hos Klimaambassaden ser man et stort potentiale i at videreudvikle og inddrage spillet i undervisningsforløb for eksempelvis gymnasieklasser, da det introducerer fordele og ulemper ved forskellige energiformer, sætter fokus på EU’s klima- og energimål frem mod 2050 mål og gør det engagerende og udfordrende at forstå klima- og energiudfordringen på en ny og kreativ måde.

Relaterede emner