Vi får den grønne omstilling, vi betaler for

Af Christian Ibsen, direktør i CONCITO

Der er opstået politisk blæst omkring omkostningerne til den grønne omstilling. Klimaminister Lars Christian Lilleholt gav i sidste weekend udtryk for, at der er behov for at genåbne energiforliget på grund af de stigende PSO-afgifter. Ifølge Berlingske den 22. april sker det ud fra argumentet om at ”Den grønne omstilling er alt for dyr. Regningen er skredet. Det er blevet dyrere, end vi regnede med, og nu skal vi sætte os ned og finde ud af, hvordan vi får den regning bragt ned igen.”

Dermed er det pludselig de absolutte omkostninger i kroner og ører, og ikke omkostningseffektivitet, der kommer i fokus. Tankegangen synes at være, at den grønne omstilling helst ikke må koste noget, og det er med til at skabe usikkerhed hos investorer, virksomheder og sidste ende også borgerne. Derudover negligerer det, hvad vi rent faktisk får for pengene.

Lad os få tallene på plads. I perioden 2005 til 2014 er CO2-udledningen fra husholdninger og erhverv faldet markant fra 34 mio. ton i 2005 til 24 mio. ton i 2014. I samme periode er de samlede el- og fjernvarmeudgifter for husholdninger og erhverv ganske vist steget fra 56 mia. kr. til 70 mia. kr., men fra 2010 har udgifterne ligget nogenlunde stabilt (se figur).

Og ja, danske virksomheder har oplevet stigende PSO-afgifter, men deres samlede elpris er ifølge Eurostat faldet siden 2013, også i forhold til EU-gennemsnittet.

Det er korrekt, at der kan være konkurrenceforvridende effekter i forhold til nogle virksomhedstyper, og dem bør der tages hånd om. Det kan også meget vel tænkes, at vi kan opnå CO2-reduktionerne billigere, og det bør vi i så fald efterstræbe. Men der synes ikke at være belæg for, at regningen skrider eller at omstillingen er alt for dyr.

Tværtimod har vi de senest ti år fået ny grøn energi, nye grønne arbejdspladser og markant mindre CO2-udledning, uden at det er gået nævneværdigt ud over de samlede energiudgifter. Derudover skal vi huske på, at en god del af energiafgifterne går til finansiering af vores velfærd, såsom hospitaler og uddannelser.

Det stikker derfor også i øjnene, når ordet ”omkostningseffektivitet” fremgår syv gange af kommissoriet for regeringens nye Energikommission, mens ”klimaambition” og ”klimamål” fremgår nul gange. Når den fremtidige danske energipolitik ikke hægtes op på en klar klimaambition, tyder det på, at Energikommissionen er blevet bedt om at træde på bremsen og trække ind til siden, frem for at finde den bedste og klogeste vej frem til det klimamål, der bør stå klart foran os.

Danmark skal øge CO2-reduktionstakten i de kommende år, hvis vi skal nå tæt på nul CO2-udledning i 2050. Og da vi har et landbrug mv. som vil have svært ved helt at eliminere udledningerne, må vi tage for givet, at vi skal skabe en energisektor med nul-udledning et godt stykke tid før 2050. Med det mål for øje, er en ambitiøs klima- og energipolitik naturligvis afhængig af, at omstillingen sker så omkostningseffektivt som muligt – økonomisk, teknologisk og politisk.

I den forbindelse er det uhensigtsmæssigt, at Energikommissionen er blevet bedt om kun at pege på initiativer, der ikke har statsfinansielle konsekvenser. Dette er en unødvendigt stram spændetrøje, da investeringer i klimaambition og grøn omstilling jo koster på kort sigt, men giver gevinst på langt sigt. Tænk hvis vi stillede samme krav til finansieringen af andre kernesamfundsydelser som sundhed, uddannelse og sikkerhed? Ligesom på de mange andre vigtige områder, er investeringer i den grønne omstilling nødvendige, hvis vi skal nå vores mål.

Det er paradoksalt, at mens hele verden lige nu for alvor er ved at få gang i de grønne investeringer, og mange lande sætter farten op i den grønne omstilling, så kommer Danmark i tvivl og trækker ind til siden. Det kan vise sig at være blive rigtig dyrt. Både for den grønne omstilling, men også i sidste ende for dansk eksport af grønne løsninger.

---

Analyse bragt i Berlingske den 30. april 2016