Omkostningseffektiv omstilling koster også noget

Af Christian Ibsen, direktør i CONCITO

Blandt flere af aktørerne i Altingets debat om Energikommissionen synes der at være udbredt enighed om behovet for at tænke langsigtet i Danmarks klima- og energipolitik.

DI argumenterer for at det lange sigte giver de bedste rammevilkår for erhvervslivet, og Klimarådet understreger vigtigheden af det når Danmark skal tilrettelægge omstillingen til et lavemissionssamfund i 2050. Men enigheden hører op, når vi kommer til spørgsmålet om, hvad en omkostningseffektiv omstilling vil sige.

Når der bliver argumenteret for, at den grønne omstilling ikke må koste noget for danske borgere og virksomheder, og der argumenteres for, at opførelsen af (delvist) PSO-finansierede havvindmølleparker er et eksempel på noget, der i hvert fald ikke er omkostningseffektivt, så måler vi pludselig omkostningseffektivitet i forhold til omkostninger og effekt her og nu, og netop ikke i et langsigtet perspektiv.

En ambitiøs klima- og energipolitik er fuldstændig afhængig af, at der tænkes omkostningseffektivt på den lange bane med sigte på at nå i mål med omstillingen til lavemissionssamfund i årene frem mod 2050 på den klogeste og mest omkostningseffektive måde.

Budskabet fra FN’s Klimapanel og talrige forskere og videnspersoner i Danmark og verden over, er at omstillingen vil koste, men at handling nu, vil være billigere end handling senere. Grøn omstilling kræver investeringer, og ja - den må gerne koste noget på kort sigt, selvom den er klog og omkostningseffektiv i et længere perspektiv. På energiområdet er investering i varmepumper, elbiler og bedre udlandsforbindelser er oplagte eksempler i denne sammenhæng.

I kommissoriet for Energikommissionen fremstilles omkostningseffektivitet som et spørgsmål om, ”hvordan Danmark så billigt som muligt kan opfylde de danske andele af de internationale klimaforpligtelser”. Som Klimarådet har påpeget, er det afgørende, at Energikommissionen i den forbindelse ikke fokuserer på, hvor der kan spares her og nu. I stedet bør kommissionen rette blikket mod horisonten i 2050 og se, hvordan vi gennem de næste årtier kan sikre den nødvendige grønne omstilling på en måde, som sikrer, at regningen på lang sigt ikke bliver højere end nødvendigt, og at midlerne prioriteres der, hvor det er klogest og hvor de har størst effekt.

For politikere, hvis mandat skal stå sin prøve hvert fjerde år, kan det naturligvis være udfordrende at fæstne blikket i horisonten og støtte op om langsigtede prioriteringer og ambitioner, hvis de er forbundet med omkostninger på kort sigt. Men det er netop her vi har brug for politisk mod og handlekraft. Her er det værd at hæfte sig ved resultaterne fra CONCITOs seneste Klimabarometer-undersøgelse, som viser, at 49 pct. af danskerne ønsker, at politikerne gør mere for klimaet og hele 64 pct. erklærer sig helt eller delvist enige i, at den grønne omstilling gerne må koste penge og kraftanstrengelser på kort sigt – vel at mærke, hvis indsatsen giver samfundsmæssig gevinst på langt sigt.  

Klimaminister Lars Christian Lilleholt gav i weekenden udtryk for, at der er behov for at genåbne energiforliget på grund af de stigende PSO-afgifter. Det sker ud fra argumentet om at ”prisen for den grønne omstilling er blevet for høj, og at regningen skal skæres til”. Igen må man spørge - for høj i forhold til hvad? Her snakker vi pludselig absolutte omkostninger i kroner og ører, og ikke omkostningseffektivitet.

Hvis vi kan få samme klimaeffekt andetsteds og til billigere penge, er det selvfølgelig vigtigt at diskutere. Udfordringen er at udmeldingerne er et udtryk for at en ide om, at den grønne omstilling ikke må koste noget. Den slags udmeldinger er kun med til at skabe usikkerhed hos investorer, virksomheder og sidste ende også borgerne.

Energikommissionen er desuden blevet bedt om kun at pege på initiativer, der ikke har statsfinansielle konsekvenser. Dette er en unødvendigt stram spændetrøje, da investeringer i klimaambition og grøn omstilling jo koster på kort sigt, men giver gevinst på langt sigt. Tænk hvis vi stillede samme krav til andre af statens kernesamfundsydelser som sundhed, uddannelse og sikkerhed? Ligesom på de mange andre vigtige områder, er investeringer i den grønne omstilling nødvendige, hvis vi skal nå vores mål.

Det er paradoksalt, at lige nu mens hele verden for alvor er ved at få gang i de grønne investeringer, så kommer Danmark i tvivl og trækker pænt ind til siden, mens andre lande sætter farten op i den grønne omstilling. Det kan vise sig at være blive rigtig dyrt. Både for den grønne omstilling, men også i sidste ende for dansk eksport af grønne løsninger.

---

Debatindlæg bragt i Altinget den 27. april 2016