Fire bud på dansk modsvar til et G7 topmøde med historisk gode signaler, men skuffende resultater

Djævlen ligger i detaljerne, og det ses i den tekst, der er kommet ud af topmødet. Isoleret betragtet står G7 resultatet simpelthen ikke mål med dét verden har brug for netop nu i håndtering af klimaudfordringen.

For umiddelbart lyder det jo godt når G7 landene vedkender sig en fælles udviklingsvej på linje med  Parisaftalens laveste temperaturmål på 1,5 graders global opvarmning. Også godt, at G7 landene samlet udmelder vilje til at skabe et globalt nettonul-samfund i senest 2050. Og det er godt, at G7-gruppen vil arbejde for at halvere de globale udledninger frem mod 2030 og fremme en fuld dekarbonisering af egen elproduktion i løbet af 2030’erne. Endelig er det rigtigt godt nyt, at G7 landene vil stoppe ny international finansiering af kul fra udgangen af 2021.

Dette er alt sammen historisk vigtigt og i fuld overensstemmelse med såvel videnskaben som med Parisaftalens efterlevelse. Men kunne man have sagt andet?

Uambitiøs omsættelse af de rigtige klima-ambitioner

Mange af disse klimamål er allerede udmeldt af de enkelte lande eller i andre globale fora, og på spørgsmålet om udfasning af kul, er det skuffende, at man ikke har kunne sætte en skæringsdato for udfasning af kul i 2030, som bl.a. IEA netop for nyligt har vurderet er nødvendigt i OECD-landene.

På diskussionen om kulfinansiering siger G7, “we commit now to an end to new direct government support for unabated international thermal coal power generation by the end of 2021". Dette er i praksis et kulstop i store dele af verden, da kulkraft med CO₂-fangst og lagring/anvendelse (CCSU) vil klare sig meget ringe i konkurrere med bl.a. vind og sol, som IEA har pointeret.

Det er imidlertid også skuffende, at G7 ikke går videre med at aftale et stop af subsidier (støtte) til fossil energianvendelse. Her har man blot fastholdt 2025 som mål for at stoppe denne praksis. Hvorfor ikke også gøre dette i 2021 – samme år som finansiering af kul skulle stoppe?

Mon denne relative slaphed på kul kan skyldes at man i G7 er bevidst om at næste trin på klimatoget frem mod COP 26 i november, er G20 mødet i Italien til oktober med deltagelse af mange kul-afhængige lande, som er den næste mulighed for at fremme konsensus op til COP 26?

De lande, der er med i Parisaftalen, skal her indsende nye klimaplaner med højere klimamål frem mod 2025. De skal også indsende langsigts-strategier for en dekarbonisering af økonomierne frem mod 2050. Herudover skal de enes om et nyt mål for klimafinansiering til de fattigste landes grønne omstilling frem mod 2025 – og op over de $100 milliarder årligt, som de rige lande allerede nu er forpligtet til at levere ifølge Parisaftalen.

I denne globale forventningsafstemning spiller G7 derfor en afgørende vigtig rolle – enten i kraft af de forventninger G7 landene sætter til hinanden, eller i kraft af de signaler, som sendes til de store økonomier i G20, herunder i særdeleshed Kina, Indien, Australien, Sydafrika, der alle var invitere med på G7 mødet for at lytte med.

G7 udnyttede ikke momentum efter covid 19

Hvert topmøde vil som ringe i vandet markere ambitionsniveauet på COP 26, og her er der meget at indhente efter et års udskydelse af COP 26 på grund af covid 19 pandemien.  Men også meget at vinde i lyset af det momentum som klimasagen kan siges at ride på i indsatsen for at genrejse økonomierne efter covid 19 pandemien. Og her leverede G7 ikke varen.

På den klimafinansielle side er resultatet nemlig skuffende. Der er mange hensigtserklæringer om at ville arbejde for at øge klimafinansiering fra offentlige og private kasser, såvel nationalt som internationalt via de multilaterale finansielle institutioner, men helt konkret er der tale om ganske begrænsede nye midler. Og det er ikke nye bidrag til den Grønne Fond i FN-systemet, der er tale om, men i stedet sølle $2 milliarder yderligere til udviklingsbankernes klimafonde.

Dog er det en positiv klimafinansiel nyhed, at G7 landene har udtrykt hensigt om også at stille krav i håndtering af klima-relaterede risici i virksomheder og finansielle institutioners porteføljer og værdikæder, således som tidligere forslået af G20’s egen Task Force on Climate-related Financial Disclosures (TCFD).  Skuffende er det til gengæld, at der ikke er mere fokus på finansiering af klimatilpasningsindsatsen i det globale syd.

Udpræget mangel på konkrete mål og midler

På andre områder er resultatet meget lidt konkret. Det gælder i særdeleshed i forhold til dekarbonisering af transportsektoren, hvor der alene tales om behovet for en dramatisk dekarbonisering i 2020’erne, samt at øge elektrisk infrastruktur og andelen af ikke fossile transport, herunder offentlig transport. Men ingen konkrete mål eller midler er omtalt. Man burde gøre fælles front og signalere at fossiltransport er på vej ud og at vi teknologisk og økonomisk bevæger os mod at al salg køretøjer skal være elektrisk. Tilsvarende for dekarbonisering af de fossilt-intensive sektorer i industrien, hvor flere kræfter vil blive kastet ind i innovation og udvikling, samt øgede offentlige indkøbskrav. Også indsatser på landbrugsområdet og bygningsområdet fremstår umiddelbart uambitiøse og ikke særligt konkrete.

I en bredere kontekst rummer G7 resultatet dog også hensigt om i langt højere grad – gennem en ny ”G7 naturpagt” - at håndtere tilbagegangen i biodiversitet og natur og i bestræbelserne på at afsøge synergier med klimaindsatsen – særligt gennem beskyttelsen af 30% af jordens og havets arealer til natur og biodiversitet, samt et øget fokus på naturbaserede løsninger i udbygning af infrastruktur og håndtering af klimaudfordringer.  Dette er gode og vigtige elementer.

Samlet set et lille hop på stedet på klima, men et skridt fremad på natursiden

Samlet set står hensigter og konkrete forpligtelser slet ikke mål med det niveau af indsatser, der skal til for netop at levere det klimaresultat, som Parisaftalen foreskriver; nemlig i særdeleshed en halvering af de globale udledninger af drivhusgasser over de næste 9 år som påkrævet af videnskaben. Det vil sige en reduktion på omkring 7-8% årligt, eller svarende til effekten af en covid 19 pandemi hvert eneste år frem mod 2030.

Det globale samfund kan uden større problemer godt investere snesevis af billioner kroner i genrejsning af økonomierne efter pandemien, men ikke afsætte de midler, der skal til for at sikre en aggressiv dekarbonisering af verdensøkonomien på et tidspunkt, hvor vi står på en brændende platform. Det er ganske simpelt ikke godt nok.

Fire bud på Danmarks modsvar  

For Danmarks vedkommende bør G7 resultatet give anledning til i hvert fald fire overvejelser og tiltag:

1. Skabelse af en dansk klimadiplomatisk akutpakke med statsministeren i spidsen. Det bør give anledning til en seriøs overvejelse om, hvordan Danmark markant kan bidrage til et styrket globalt klimalederskab i EU, USA, Kina og via koalitioner af lande gennem relevante internationale fora. Man er allerede godt i gang i ministerierne, men det bør være en dansk udenrigspolitisk top-prioritet på statschefsniveau at bruge de forbindelser, vi har for at sikre tilstrækkeligt ambitiøse bidrag til såvel COP 26 processen som også ambitiøs straks-handling på klima. Vi glemmer ofte, at også Danmark er blandt de mest sårbare lande over for klimaforandringerne på grund af de uundgåelige havvandsstandsstigninger, som vil ramme os og via den betydelige migration, som uvægerligt vil ramme Europa i et klima, der er løbet løbsk.

2. En markant styrkelse af dansk klimafinansiering ud over udviklingshjælpen.  Et ambitiøst resultat fra COP 26 står og falder med de rige landes finanselle støtte til de fattigste landes grønne omstilling og sikring af klimarobuste udviklingsveje på et tidspunkt, hvor de genrejser sig fra covid 19 pandemien. Det globale syds grønne omstilling er i Danmarks store egeninteresse i kraft af de danske virksomheder, som leverer grønne løsninger overalt. Her kan den allerede etablerede fremtidsfond  på 25 milliarder kr. anvendes langt mere aggressivt i en samlet risikoafdækning af grønne investeringer i udviklingslandene, end de gør i dag.  Det vil - i lyset af hvad der er på spil - være i Danmarks klare egeninteresse, at øge den samlede bistands-, og klimastøtte-ramme til 1 % af BNI.  

3. En ny dansk udviklingspolitisk strategi som fuldt ud integrerer klima og naturkapitalen. En socialt retfærdig, inkluderende og grøn genopretning efter covid 19 pandemien skal ganske rigtigt være pejlemærket i en ny dansk udviklingsstrategi. Strategien må vokse ud af en fuldstændig anerkendelse af, at en forfejlet klima og naturpolitik i det globale syd vil umuliggøre fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling på sigt. I de fattigste og mest sårbare lande, skal indsatsen samtidigt øges for at styrke lokal modstandskraft over for klimaforandringerne – særligt inden for de sektorer, som er bestemmende for om befolkninger migrerer eller ej, nemlig i relation til landbrug, vand, sundhed og lokal jobskabelse. Områder, hvor Danmark netop står meget stærkt på kompetencer og erfaringer. Med et individuelt forbrugsfodaftryk blandt top-10 lande i verden på CO₂, vand, materialer og arealanvendelse, takket være vores livsstile og store individuelle forbrug, har vi et helt særligt ansvar i sikringen af det globale syds klima og naturpolitiske værdier og politikker. En socialt bæredygtig, inkluderende og rettighedsbaseret udviklingspolitik kan kun være grøn.  

4. Danmark skal med inspiration fra G7 topmødets resultat rydde op i sin egen butik. Danmark bør inspirere andre lande til øget handling, og derfor snarest muligt fremlægge en samlet plan for opfyldelse af 70%-målet og afsætte tilstrækkelige midler til senere at finansiere de reduktioner, som vi ikke kan konkretisere endnu. Vi skal også helt konkret blive langt bedre til at beskytte vores natur og biodiversitet. Vi skal gøre langt bedre brug af en ambitiøs grøn indkøbsmuskel for at drive forandring overalt. Vi skal stille krav om total risikoafdækning af de større virksomheders og finansielle institutioners porteføljer og værdikæder. Vi skal droppe enhver fossilt brændsels-støtteordning, eller momsfritagelse af fossile brændsler på tværs af alle sektorer. Vi skal slutte enhver form for statslig finansiering af kul og fossile brændsler såvel indenlandsk som udenlandsk fra 2021.

G7 topmødets resultater giver således anledning til at Danmark selv – og med sine nærmeste partnere – træder i karakter i såvel sit nationale som sit internationale engagement på klimaområdet. Risikoen er alt for stor for Danmark og dansk økonomi og velfærd på sigt, hvis ikke det internationale samfund i overensstemmelse med videnskabens bedste vurdering, kan sikre en effektiv halvering af de globale udledninger frem mod 2030, og sikring af et nettonul udledningssamfund mellem 2040 og 2050.