CO2-afgift skal motivere til innovation i landbruget

Landbruget fylder meget i det danske landskab. Landbruget er også en betydelig kilde til udledning af drivhusgasser fra dyr, gødning og organiske jorder. Inden for få årtier skal Danmark være klimaneutralt, og det mål kan ikke opfyldes, hvis ikke vi hurtigt får knækket kurven for landbrugets drivhusgasudledning og på sigt reduceret meget markant.

En afgift på landbrugets drivhusgasudledninger er vigtig, fordi den vil tydeliggøre de samfundsmæssige omkostninger og bidrage til at skabe et marked for de produktionsmetoder og teknologier, der kan reducere udledningen. De positive effekter ved en afgift bør komme landbruget til gode.

For få år siden var det ikke givet, at der var politisk vilje til at stille industrivirksomheder til regnskab for deres drivhusgasudledninger. Det blev heldigvis ændret med den brede aftale om en grøn skattereform, som regeringen i juni indgik med Venstre, SF, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Afgift vil også gavne landbruget

Prisen for industriens klimabelastning ligger nu det rette sted, nemlig hos udlederen. Det er vigtigt, ikke blot fordi det er retfærdigt, men også fordi det er hos udleder, at de bedste muligheder for at handle ligger. En afgift sikrer et klart signal til industrien, som de nu kan pejle efter. Omstillingen sker nu med afsæt i industriens egen viden om deres produktionsforhold.

Som gode debattører i denne debat allerede har påpeget, så er omstillingen af landbruget ikke en enkelt opgave. Der er brug for væsentlige investeringer i nye teknologier og produktionssystemer, og der skal skabes det fornødne forsknings- og innovationsmiljø. Men vognen fuld af nødvendige klimahandlinger og -initiativer kan mest effektivt blive trukket af afgiftsinstrumentet.

Når landmanden skal vælge mellem at fortsætte som hidtil eller satse på udviklingen af noget nyt, så er der behov for et klart økonomisk signal. Det skal kunne svare sig at producere fødevarer på en mere arealeffektiv og klimavenlig måde. Klare grønne krav til udbetaling af EU's landbrugsstøtte bør også spille en aktiv rolle, men en drivhusgasafgift vil bidrage til at skabe den nødvendige dynamik.

Afgiften er også et virkemiddel, der hviler på et liberalt grundlag, hvor afgiften vil belønne de mest innovative og fremsynede landmænd og de mest klimavenlige produkter.

Et klart problem med afgifter på landbruget er, at en præcis opgørelse af udledninger kan være svær. Når en gaskedel brænder en kubikmeter gas af, så er der nærmest ingen usikkerhed om, hvor meget CO2 der udledes til atmosfæren.

Hvis virksomheden effektiviserer sin proces, så kan effekten måles direkte på, hvor meget naturgas, der efterfølgende brændes af. Virksomheden kan selv optimere sin proces. Det kræver ingen administration eller særlig kontrol.

For landbruget forholder det sig ikke helt så enkelt. Drivhusgasudledningen fra en ko er stor, men den kan svinge meget fra dyr til dyr. Det er udsving, der ikke kan måles specifikt. Den problematik er gældende på tværs af landbruget. Det reducerer effektiviteten af en afgift. Det er dog ikke ensbetydende med, at en afgift ikke virker eller kan anvendes.

I debatten har der været en sammenblanding af retfærdigheden og effektiviteten af en klimaafgift i landbruget. Men blot fordi skadeseffekten ved for eksempel cigaretter varierer meget mellem rygere, er det ikke ensbetydende med, at cigaretter ikke kan afgiftspålægges. Uden sammenligning i øvrigt så gælder det samme for drivhusgasser fra landbruget.

Fokus på de store udledningsposter

Selv om den specifikke udledning fra en kilde og den præcise reduktion fra et tiltag ikke kan opgøres, kan der godt arbejdes med mere generelle afgifter og en mere generel kompensation ved tiltag, der reducerer drivhusgasudledningerne.

Man kunne oplagt fokusere på de fire store udledningsposter fra landbruget: køers metanudledning, dyrkning af lavbundsjorder, kvælstof på marken og husdyrgødning. Disse kan opgøres relativt præcist og bør kunne afgiftspålægges uden en stor usikkerhed om aktivitetsdata med videre.

Målet om drivhusgasreduktioner i landbruget er stadfæstet i landbrugsaftalen fra oktober 2021, hvor alle partier med undtagelse af Alternativet har tilsluttet sig, at landbrugets udledninger skal reduceres med 55-65 procent i 2030 i forhold til 1990.

Det er en flot og ambitiøs målsætning, men der er få konkrete bud på, hvordan den skal nås. En afgift på de store udledningsposter i landbruget bør være en væsentlig drivkraft for udviklingen af arealeffektive og klimavenlige produktionsmetoder og -teknologier samt det økonomiske perspektiv for landmanden i at bruge dem.

Den præcise indretning af klimaafgifter i landbruget samt de produktionsmetoder, teknologier og tiltag er ingen let opgave.

Landbruget har en række meget konkrete udfordringer i forhold til en afgift, og andre debattører i denne debat har også berørt lækageproblematikken og værdien i at fastholde fødevareproduktionen i et effektivt landbrugsland som Danmark samt naturligvis det sociale hensyn til de eksisterende landmænd.

Vi skal derfor ikke forvente en perfekt eller ensartet drivhusgasafgift for landbruget i første omgang. Men der er flere gode grunde til at bruge afgiftsinstrumentet til at motivere landbruget til den nødvendige drivhusgasreduktion samtidig med, at vi udvikler den danske landbrugssektor og derigennem går foran som et godt eksempel samt bidrager til at brødføde verden på en bæredygtig måde.

Debatindlæg bragt i Altinget Fødevarer d. 26. september 2022.