Hvis ikke vi afdækker vores klimatunge forbrugsmønster, bliver det langt sværere at nå i mål

Debatindlæg
Billede af person der kigger på tøjstativ
Ja det vil være svært at have nedbringelse af forbrugsbaserede klimaudledninger som et politisk mål. Men der er en selvstændig værdi i at afdække den globale klimaeffekt, som forbruget har.

I et stringent argumenteret indlæg taler Mogens Fosgerau og Frikk Nesje om ulemperne ved at bruge vores forbrugsbaserede klimaudledninger som et politisk mål. Fosgerau og Nesje sammenligner den produktions- og forbrugsbaserede opgørelse af vores klimaaftryk. Det er forskellen på, om vi ser på vores udledninger af drivhusgasser, der hvor selve udledningen sker, for eksempel på fabrikken, der laver stålet, eller vi ser på det forbrug, der skaber efterspørgslen efter selv samme stål.

Fosgerau og Nesje ser det som problematisk, hvis vi i Danmark påtager os ansvaret for de udledninger, der er sket i produktionen uden for Danmark af de varer, som vi forbruger i Danmark. Derfor argumenterer de specifikt imod Klimarådets anbefaling om at indføre et national klimapejlemærke for det forbrugsbaserede klimaaftryk. Concito har også anbefalet et sådant pejlemærke i rapporten om Danmarks globale forbrugsudledninger, hvor vi argumenterer for mindst en halvering i 2030 i forhold til 2020.

Men med den tilgang fratager de ’forbrugeren’ dennes ansvar, og de afskærer os fra et stort og nødvendigt handlingsrum. Et handlingsrum, der kigger på os som forbrugere og som et forbrugende samfund. Et handlingsrum, som er nødvendigt for at komme i mål med den grønne omstilling.

Vores levevis og vores forbrug er jo drivkraften i de drivhusgasudledninger, der skaber ravage i klodens klima. Det er korrekt, at den forbrugsbaserede opgørelse er en svær størrelse at bygge klimapolitik på. Styrken ved den produktionsbaserede opgørelse er, at fokus er på de nationale udledninger, som netop nationalstaten kan monitorere og aktivt arbejde for at reducere.

Men der er en selvstændig værdi i at afdække den globale klimaeffekt, som forbruget har. Når vi følger og tager ansvar for vores forbrug, giver det en forståelse for, hvad der driver klimakrisen. Samtidig åbner det for en anden og større palet af handlingsmuligheder.

Når vi ikke forholder os til forbrugets natur, samt med hvad der er en klimarigtig livsstil, så fastholdes vores klimatunge forbrugsmønster. Det gør det langt sværere at nå i mål klimamæssigt.

Ved kun at se på produktionsbaserede opgørelser afskærmer man sig fra mange reelle løsninger. De løsninger, vi kender, der giver anledning til at tage fat om udfordringens rod – nemlig forbrugets omfang og sammensætning.

I Concito ser vi det som uundgåeligt at afvige fra det, der i en klassisk økonomisk forstand karakteriseres som de ’optimale’ reduktionsværktøjer. I en ’uperfekt’ verden, der ikke nemt lader sig beskrive af klassisk økonomisk teori, er det legitimt at tage fat i flere reguleringsformer, som løser de problemer, vi står over for. Det betyder også, at der ikke er én enkelt løsning, der kan bringe os i mål, men flere strenge, vi skal spille på.

Vi ser produktions- og forbrugsbaserede opgørelser og reduktionsindsatser som supplement til hinanden. Der skal tages udgangspunkt i at adressere og nedbringe udledningerne fra vores forbrugstunge livsstil. En mere klimavenlig kost er for eksempel en vigtig løftestang for en fremtidig grøn fødevareproduktion. Samtidig skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at få ’styr på egen hønsegård’ ved at reducere aftrykket fra aktiviteter i Danmark.

Fosgerau og Nesje ønsker en løsning på klimakrisens globale koordinationsproblem, men klimapolitik indebærer i sidste ende i lige så høj grad behovet for en omfattende omkalfatring af den økonomiske og sociale aktivitet inden for hver økonomi. Her er der behov for, at vi handler på baggrund af vores viden om det forbrugsbaserede klimaaftryk og vores livsstil og samfundets bidrag til dette.

Debatindlæg bragt i Politiken d. 2. februar 2024. 

Relaterede emner