Klimaprogrammet er en fin køreplan men mangler fart og drivkraft

Pressemeddelelse
Klima
Regeringen har i dag præsenteret et klimaprogram, der skal anskueliggøre, at Danmark indfrier klimamålet på 70% reduktion af drivhusgasser i 2030. Ifølge CONCITO er det positivt, at der nu for første gang foreligger en køreplan for, hvordan man teknisk når det mål. Men regeringen mangler fortsat at komme med sit eget bud på, hvilke virkemidler der skal bringes i spil hvornår.

”Der skal lyde ros til regeringen for at fremlægge en køreplan og et langt mere gennemarbejdet grundlag, end vi har haft før. Men vi mangler simpelthen, at regeringen bekender kulør. Jo tidligere vi kommer i gang med at reducere jo bedre. Det vigtigste at tage med sig fra IPCC-rapporten var netop, at hvert tons tæller, og helst så tidligt som muligt. Det havde vi gerne set reflekteret i regeringens klimaprogram og køreplan. De burde simpelthen have modet til også at fremlægge deres bud på konkrete virkemidler der giver reduktioner hurtigt.” siger direktør Christian Ibsen, CONCITO.

”Det er ikke ligegyldigt, hvornår reduktionen af CO2 sker. Vi har nok viden i dag til at skabe meget større fremdrift på den grønne omstilling. Regeringen har i dag peget på alle de områder, der skal bidrage - så man kan spørge, hvad forhindrer os i at tage de nødvendige beslutninger nu? Hvorfor vente?”

Ifølge CONCITO mangler der et klart udspil fra regeringen til, hvordan vi når de 70% inkl. virkemidler og finansiering. Det drejer sig om, hvilke klimainitiativer der bør sættes yderligere i gang nu for at levere de nødvendige hurtige reduktioner og, hvilke tiltag de mener skal føre til de 70%.

Der er flere initiativer, som regeringen og Folketinget allerede i dag kunne vedtage, men de mangler helt i klimaprogrammet.

”Vi kan allerede nu sætte fart på klimaomstillingen i år ved at lave oplagte afgiftsjusteringer, der bringer os på niveau med vores nabolande og giver effekt hurtigt, der kan udmeldes en høj CO2-afgift for 2030 der allerede nu vil dreje investeringer osv., vi kan fremrykke udfasning af kul i Danmark, sætte gang i kraftigere udbygning af grøn energi, øge puljer til CO2-fangst og lagring osv.” siger Christian Ibsen.

I klimaprogrammet er de tekniske potentialer for forskellige teknologier opgjort, uden der er taget stilling til, om disse potentialer reelt er bæredygtige set ud fra både et økonomisk perspektiv, et globalt klimaperspektiv eller om de er de rette virkemidler i forhold til at bringe Danmark hele vejen til netto nuludledninger. Dette risikerer at give et misvisende billede af, hvilke veje til 70% som Danmark bør forfølge.

”Vi skal undgå at satse stort på teknologier, som ikke er en del af løsningen efter 2030. Vi risikerer at ende i klimablindgyder. Ikke alle veje og teknologier giver mening efter 2030,” påpeger Christian Ibsen.

Dette kan fx være at satse stort på iblanding af biobrændstoffer i vejtransporten, som baserer sig på meget knappe bioressourcer. Regeringen har fremlagt et potentiale på op til 8 mio. tons CO2-reduktioner fra iblanding i transportsektoren. I stedet for at bruge biobrændstoffer i vejtransporten bør vi fokusere på at elektrificere den, hvilket er den langsigtede løsning.

Det samme gælder biomasseafbrænding i fjernvarmen, hvor der er angivet et stort potentiale for CO2-fangts og lagring (CCS), selvom denne teknologi i første omgang bør prioriteres til de steder, hvor der ikke er andre løsninger (fx affaldsforbrænding, biogasanlæg og tung industri).

Relaterede emner
Kontakt
Christian
Direktør