Klimatosserne – den grønne omstilling og det personlige ansvar

Af Mikael Bellers Madsen, Projektleder i CONCITO

Mere eller mindre bevidst har vi i Danmark stærke forestillinger om et normalt forbrug, og hvordan det gode liv skal se ud. Og afviger man fra forbrugsnormerne, risikerer man kritik. Sociale relationer og en dominerende fortælling om, hvordan livet bør leves, kan betyde meget for vores lyst og evne til at omstille vores forbrug i en mere bæredygtig retning, også mere end politik og økonomi. Ikke desto mindre er det muligt at bryde med gældende forbrugsnormer. Det er også helt nødvendigt. Lad os derfor starte med at se på vores forbrug.

VI ER VERDENSMESTRE – I juni 2020 blev Danmark udnævnt som verdensmester i bæredygtighed. Vi toppede listen på Environmental Performance Index, der udarbejdes af to af USA's førende universiteter, Yale og Colombia. Den fine placering bygger bl.a. på Danmarks førende position på vindområdet og på vores klimamålsætninger, herunder regeringens ambition om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent senest i 2030.

Og der er da grund til at kippe med flaget for nogle af de ting Danmark har gjort og vil gøre. Imidlertid lægger forskerne bag ranglisten åbent frem, at placeringen ikke inkluderer danskernes meget høje privatforbrug og import af forbrugsgoder. Og det samme gælder faktisk også målsætningen om de 70 procent, der fokuserer på det, vi producerer, og den energi, vi gør det med. Vores fine placering på den internationale rangliste og regeringens egen ambition mangler et centralt element, nemlig forbruget.

Højt forbrug
Den danske tænketank Concito har beregnet, at hver dansker udleder ca. 17 ton drivhusgasser om året, og det er sandsynligvis stigende. Estimater peger på, at vi skal ned på en udledning på maksimalt 1-2 ton om året pr. verdensborger, hvis Paris-målsætningen om en temperaturstigning på max. 1,5 grader skal overholdes.

Det er åbenlyst, at danskernes forbrug og dermed personlige udledning er faldet som følge af nedlukningen af Danmark pga. coronaen, men tal fra Danmarks Statistik viser, at lysten til at købe nyt tøj, fødevarer og ting til boligen nærmer sig niveauet fra før coronakrisen. Og et højt forbrug giver en meget høj udledning af drivhusgasser pr. dansker. Faktisk så høj, at danskerne ikke lever op til Parisaftalens målsætninger. Hvis alle udledte som os, ville Paris-aftalen være et utopisk mål. Det er måske værd at huske på, når vi kritiserer Donald Trump for at have meldt USA ud af aftalen.

Danskerne er blandt de mest kødspisende folkefærd i verden. Vi bor i stadig større boliger. Der er ca. en halv million flere biler på gaden i 2020 end i 2009, dette på trods af alle politiske aftaler, f.eks. det grønne trafikforlig fra netop 2009. Vi udskifter vores elektronik, tøj og stort set alle andre forbrugsgoder hurtigere end nogensinde før og genererer en mængde affald, der ligger markant over EU-gennemsnittet.

Man kan hævde, at nye teknologier vil gøre varerne mere bæredygtige. Ud fra denne betragtning kan forbrugerne blot læne sig tilbage og vente på vindmøllerne, vandkraften og geotermien. Og ja, teknologierne bliver smartere og er selvsagt en central del af omstillingen. Men studier, herunder flere danske, viser også, at teknologierne skal foretage urealistisk store spring, hvis de alene skal løse klimaudfordringen (se f.eks. Bjørn et.al., 2018 og Bodin, 2019). Derfor er det naivt at tro, at ny teknologi alene vil løse problemet. Ny teknologi må følges af gennemgribende forandringer af vores livsstil og forbrug.

Omstillingen af privatforbruget er et fælles ansvar
Er omstillingen af privatforbruget så politikernes eller forbrugernes eget ansvar og opgave? Liberalt indstillede vil typisk vende sig mod politisk indblanding og styring af forbrugsvalg, mens socialister vil vende sig mod at lægge ansvaret for løsning af samfundsopgaver som grøn omstilling på den enkelte forbruger. Mit svar er, at begge dele er nødvendige. Her spiller den gamle liberale grundtanke ind: at vi må gøre, hvad vi vil, så længe vi ikke skader andre. Men her er klimaforandringerne en ny slags udfordring, for vi skader faktisk andre gennem vores nuværende høje forbrug. Blot er det endnu ikke synligt.

Et eksempel: Concito har beregnet, at en enkelt tur til Gran Canaria for at få sol på næsen, sviner langt mere end den unge, der efterlader telt og affald på Roskildefestivalen. Affaldet efter festivalen er synligt, og derfor bliver det (berettiget) kritiseret. Affaldet fra flyveturen i form af CO2 i atmosfæren er langt værre, men det er ikke synligt, hvorfor vi ikke påtaler det. Derfor kan afgifter på flyrejser og andre produkter, hvis organiseret fornuftigt, være en rigtig god idé.

Afgifter på flyrejser er et eksempel på, hvordan politisk regulering af forbruget kan give god mening. Men politisk regulering må suppleres med bevidste forbrugsvalg hos den enkelte forbruger. Det handler om alt det, vi gør af vane og fortæller hinanden, når vi træffer forbrugsvalg. Og det handler om forbrugernes forestillinger om det gode liv, og hvordan den forestilling stadig hænger snævert sammen med et højt forbrug.

Vi begrunder vores forbrugsvalg
Vi kan starte med, hvordan vi begrunder vores forbrugsvalg. Hvad vi får at vide, og hvad siger vi selv, når vi forbruger. ”Det kan ikke betale sig at reparere”, fortæller ekspedienten i butikken os, når vaskemaskinen, computeren eller mobiltelefonen går i stykker. Det misforstår vi ofte som, at genstanden ikke kan repareres. Men vores ting kan faktisk ofte både repareres og holde længere.

En undersøgelse fra DTU viser f.eks. at ca. 50 procent af den elektronik, vi smider ud, har en pæn del af levetiden tilbage, hvis den blev repareret eller opdateret. Det samme gælder vores tøj, der ofte har halvdelen af levetiden tilbage, når vi skaffer os af med det. Forklaringen er, at det økonomisk ikke kan betale sig, fordi vi har vænnet os til, at ressourcerne er rigelige og billige. Nyt er derfor bedre end reparation.

”Det er alt for dyrt at tage toget”, siger vi til naboen. Derfor tager stadig flere flyet på ferie og på miniferier til en storby. Men måske er det ikke toget, der er for dyrt, men flyet, der er alt for billigt. Det er da mærkværdigt, at det transportmiddel, der udleder flest drivhusgasser, er det eneste, der er fuldstændig fritaget for afgifter, herunder CO2-, NOx- og svovlafgifter. Vi skal selvsagt stadig kunne flyve, men man kan håbe, at coronakrisen har skærpet appetitten på f.eks. at lære vores eget land bedre at kende, og at politikerne vil have modet til at hjælpe med at begrænse antallet af flyrejser.

”Man kan ikke blive mæt uden kød”, siger vores sjoveste onkel, og vi griner med ham. Og her følger fødevarebranchen op. I et debatindlæg hed det f.eks., at spiser man ikke det gode danske kød, risikerer man mangel på proteiner og vitaminer. Brancherepræsentanten sammenlignede mennesker, der spiser proteinholdigt oksekød med veganere, der kun spiser grønne bønner, som er en meget proteinfattig spise.

Pointen var klar: kød er godt, dansk kød næsten klimavenligt, og en vegetabilsk kost næsten livsfarligt. Men hvor mange veganere lever udelukkende af grønne bønner? F.eks. er andre vegetabilske fødevarer som bælgfrugter, gryn og brød langt mere proteinholdige. Og ønsker man stadig at spise kød, er fisk og fjerkræ mere bæredygtige alternativer til oksekødet.

”Vi har børn, derfor har vi bil”, siger vi til forældrefesten, og ingen anfægter. Vi kan åbenbart ikke længere få en hverdag til at hænge sammen uden bil (og i stigende grad 2 eller 3 biler). Og vi har ikke længere tiltro til, at vores børn kan cykle selv. Derfor er antallet af børn, der cykler til skole og fritid faldet, lige som antallet af cyklister i Danmark generelt er det.

Livsstil påvirkes af sociale relationer
På trods af al tale om grøn omstilling, stiger forbruget altså i Danmark på mange områder, Corona til trods. Kan man forestille sig, at vi kan ændre en ressourcetung livsstil, og hvorfor er der ikke flere, der gør det?

Det er der mange forklaringer på. Forbrugsforskning peger på, at en ofte underbelyst og undervurderet faktor er de sociale relationer, vi indgår i og påvirkes af. Det fremhæves, at vores ”mikrosystem” i form af familie, venner, kollegaer og naboer spiller en stor rolle for etableringen af de værdier, der bestemmer vores forbrug. Når vi køber mad, tøj, elektronik, biler, rejser og andre varer, påvirkes vi –bevidst eller ubevidst – af hinanden. Vi køber det, de andre i mikrosystemet køber.

Gennem opvæksten vænnes mange til et højt forbrug – forældrene har bil, de spiser kød hver dag og ferier foregår med fly. De forbrugsmønstre viderefører vi typisk. Forbrugsvalg institutionaliseres, ”gøres normale” i voksenlivet og bekræftes af omgangskredsen. Og selvom vi måske ved, at andre valg ville være mere grønne, holder vi fast i kendte mønstre. Vi vil ikke risikere kritik og sociale sanktioner. Vi vil gerne passe ind og ikke stikke ud.

Derfor udfordrer vi ofte ikke gruppen og søger hellere konformiteten i fællesskabet. Forbrugsforskere omtaler den barriere, vi helst ikke vil udfordre som ”glasgulvet”. Det bruges i en klimasammenhæng om den nedre grænse for forbrugerens mobilitet, det vil sige, hvor langt vi kan tillade os at gå i vores forbrugsvalg eller fravalg, før vi risikerer social kritik. Glasgulvet er et usynligt, men alligevel meget virkeligt minimumskrav til størrelsen af vores forbrug for at kunne blive accepteret i den nære gruppe og bredere i samfundet.

Den polske sociolog Zygmunt Bauman pointerer, at man i vestlige forbrugssamfund ”ikke må ikke-forbruge”, og den danske sociolog Bente Halkier peger med begrebet ”lade-sig-gørlighed” på, at vi gør det, der kan lade sig gøre, fordi det er socialt acceptabelt.

Og i Danmark er minimumskravet til forbrug – til hvad der er ”socialt acceptabelt” – sat meget højt. Hvis et højt forbrug er normen for måden at opføre sig på, kan det være svært for den enkelte at nedsætte forbruget, fordi man risikerer at fremstå unormal; som én, der opfører sig underligt eller dårligt, og hvem har lyst til det? Af samme årsag er vi ofte hurtige til at kategorisere andres anderledes handlinger, f.eks. andres forbrugsmønstre, som ”forkerte”, hvis de skiller sig ud fra, hvad vi er vant til.

Klimatosserne er mønsterbrydere
I bogen ”Klimatosserne” har jeg samlet den liste over de stigmabetegnelser, som jeg i kort form indledte denne artikel med. De hæftes på mennesker, i bogen omtalt som ”mønsterbrydere”, der tillader sig at forbruge anderledes og mere bæredygtigt – og som måske oven i købet viser det offentligt. De er klimatosser.

Den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffman skrev om begrebet stigma, og i denne forbindelse om afvigelse og normalitet. Han fremhæver, at det er en nødvendig forudsætning for det sociale liv, at deltagerne i en gruppe er fælles om det samme sæt af normative forudsætninger. Socialpsykologisk, siger han, gør vores tidlige gruppetilknytning, at vi møder andre gruppemedlemmer med forventninger, måske endda med krav om, at de lever op til et sæt af normative forudsætninger. Gør de ikke det, fremhæver han, ”træder visse andre forholdsregler i kraft for at genoprette orden”.

Den svenske psykolog Martin Levander er inde på noget af det samme, når han siger, at overholdes de etablerede miljøers spilleregler ikke, straffes individet med sanktioner, som f.eks. stigma og udelukkelse fra fællesskaber.

Det vil være forkert at sammenligne mennesker med anderledes forbrugsmønstre i Danmark i dag med undertrykte minoritetsgrupper i forskellige historiske epoker. Men jeg argumenterer for, at der med ovenstående remse in mente er nogle af de samme mekanismer på spil, når vi taler om mennesker, der fravælger bilen, kødet eller flyrejsen. I min bog taler jeg med mønsterbrydere, der beretter, at familie, venner og kollegaer forsøger at bringe ”de vildfarne” tilbage i folden, hvilket kan ske mere eller mindre tydeligt og mere eller mindre hårdt.

Det vil afholde mange fra at slå ind på nye måder at leve på. Derfor er det vigtigt at inddrage betydningen af de sociale relationer, der kan have en stor betydning for vores evne til omstilling til noget grønnere.

Vi skal forbruge smartere
Jeg er ikke ude i et ærinde om antiforbrug. Vi har i brug for beklædning, kommunikationsmidler, tag over hovedet, god mad og meget andet. Vi har også brug for de skatteindtægter, som vores forbrug bidrager med. Så vi skal ikke helt holde op med at forbruge. Det siger sig selv. Men tager man klimaeksperterne alvorligt, er udfordringen klar. Det vil ikke være muligt at fortsætte med det forbrug, vi har i dag. Og det vil ikke være nok blot at tage kortere bade, sætte sparepærer i og sløjfe kødet om mandagen.

Vi er pinedød nødt til at forbruge markant anderledes og smartere. Det skal politikerne selvfølgelig hjælpe os med, uden politisk lederskab går det ikke. Det skal ske gennem ændringer i vores energisystemer og produktionsformer Men det skal også ske ved, at vi som forbrugere tager det personlige ansvar på os. Både fordi det ikke går uden det, og fordi vi har et etisk ansvar overfor vores børn og børnebørn, en pligt, for nu at lyde lidt gammeldags.

Det er derfor vigtigt, at vi både i egne mikrosystemer og samfundets makrosystemer af politikere og meningsdannere anerkender behovet for nye fortællinger om det gode liv. I 1700-tallet gik vi med paryk. At vise sit eget hår var stærkt afvigende, indtil de første tog parykken af. Så kom andre med. I dag, ca. 250 år senere, anser vi det som latterligt at skulle gå rundt med en pudret paryk til daglig. Så lang tid har vi ikke til at omstille samfundet til noget grønnere. Men om 30-40 år kan vi måske komme til at se tilbage på denne fossile æra som noget næsten tilsvarende latterligt.

Hvorfor var det nu, at vi i Danmark havde noget nær verdensrekord i kødforbrug? Til den tid spiser vi langt flere vegetabilske fødevarer, fremstillet af moderne danske fødevareproducenter.

Hvorfor var det, at produktionen af dyrefoder optog så meget plads i stedet for den natur, vi til den tid endelig har fået mere af? Hvorfor var det, at mange menneskers hedeste drøm om en ferie var at sidde helt tæt i en maskine i mange timer (og i en periode med mundbind) for på den anden side af jorden at dyrke den samme fitness, drikke den samme øl og spise den samme mad som hjemme?

Hvorfor følte mennesker behov for at købe en ny computer eller telefon med en marginal forbedring, kort tid efter at de havde købt den sidste, og var der virkelig nogen, der fandt glæde ved at gemme næsten ny og stadig brugbar elektronik væk i skabe ved siden af den ”grimme” kjole, vi elskede sidste sommer?

Og hvorfor skulle alle have deres egne biler, boremaskine, græsslåmaskine, blender og hækkeklipper fremfor at dele, som vi nu gør? Og hvorfor troede vi, at skatter og afgifter kun kunne hentes ind via fossiltproducerede forbrugsgoder? Den nye produktion betaler også skat.

Nogle er allerede i dag begyndt at smide parykken. De stiller spørgsmålstegn ved vante måder at gøre tingene, søger nye rejsemønstre og overlever uden bil. Nogle er blevet bedre kokke ved at skære ned på kødet og bruge flere vegetabilske råvarer, og andre igen finder en ny frihed i begrænsningen og opnår mere tid sammen. Og de trives tilsyneladende alligevel.

De ser ikke deres liv som præget af ofre og afsavn. De viser, at der er flere veje til et godt og lystbetonet liv. Og når bæredygtigheden integreres som noget naturligt, drevet af lyst, træder den etiske pligt i baggrunden. For dem er det grønne det normale og det sorte en undtagelse – i stedet for omvendt. Måske er mønsterbryderne ikke så (klima-) tossede endda, og måske er der noget, vi andre kan lære?

---

Denne artikel er en kondensering af pointer fra bogen ”Klimatosserne – Fortællinger om klima, forbrug og det personlige ansvar". I bogen analyserer Mikael Bellers Madsen, hvorfor vi forbruger, som vi gør, hvad vi forbruger, og hvor meget det udleder. I bogen præsenteres otte historier om almindelige mennesker, der formår at bryde med sociale konventioner for forbrugsmønstre i Danmark og anvise nye veje til det gode liv. Hvad gør de, hvordan gør de det, og hvad kan vi lære.

---

Artikel bragt i Samfundslærernes blad, september 2020