Langsommere CO2-reduktion er hverken grønt eller realistisk

Af Christian Ibsen, direktør i CONCITO

Regeringen har under parolen "grøn realisme" meldt ud, at den vil sænke Danmarks klimamål fra 40 til 37 procents reduktion i 2020. Derudover vil den gøre op med den tidligere regerings delmål om udfasning af kulkraft og oliefyr i 2030 og gas i 2035. Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt har dog understreget, at det langsigtede mål om uafhængighed af fossile brændsler og EU-målet om 80-95 procents reduktion i 2050 står ved magt.

Argumentet for de svækkede og annullerede delmål er, at det vil være dyrt at leve op til dem. Her er det vigtigt, at vi får sat indsatsen i perspektiv i forhold til den indsats, der ligger foran os i de kommende år.

Danmark har som en del af EU allerede vedtaget et samlet CO2-reduktionsmål for 2030 på mindst 40 procent i forhold til 1990, som et afgørende skridt mod målet om 80-95 procents reduktion i 2050. For Danmark vil det langsigtede mål betyde, at reduktionstakten skal øges efter 2020. Situationen er dermed, at Danmark, selv om vi allerede har reduceret CO2-udledningerne ganske betragteligt, i de kommende årtier skal sikre anderledes markante reduktioner på tværs af alle sektorer.

Hvis vi i de kommende år bremser op og udskyder den nødvendige reduktionsindsats, vil omstillingen blot blive dyrere. Vi vil skulle nå den samme indsats på kortere tid. Tager vi derimod allerede nu fat i tiltag, der støtter op om en bæredygtig udvikling på transport-, landbrugs- og bygningsområdet samt en intelligent brug af vores vindstrøm i bl.a. transport og varmeproduktionen, vil vi kunne sikre en klog og omkostningseffektiv reduktionsindsats. Der vil simpelthen være tale om rettidig omhu.

Det er derimod fornuftigt at se på, hvordan vi klogest og mest omkostningseffektivt kan nå Danmarks klimamål. Lidt simpelt sat op er fokus på omkostningseffektivitet en forudsætning for en ambitiøs klimaindsats. Men af selvsamme grund er det også afgørende at holde farten i reduktionsindsatsen og ikke bremse op.

Det vil give rigtig god mening at få analyseret og diskuteret, hvordan omstillingen bedst tilrettelægges på kort og mellemlang sigt, og her kan det også vise sig at være nødvendigt at se på, hvordan og hvornår de enkelte teknologier og brændsler bedst passes ind.

Eksempelvis bør den konkrete diskussion om udfasning af gassen i det danske energi­system i 2035 i stedet handle om, hvilken rolle gassen kan og skal spille i den omstilling, der skal ske over de næste årtier, frem mod et samfund med tæt på nul udledning i 2050. Om gassen så konkret udfases i 2033, 2035 eller 2038 er ikke så afgørende som, at vores energisystem tilrettelægges bedst muligt i forhold det massive input af blandt andet vindenergi og stadigt mere energi­udveksling med vores nabolande.

Delmålene bør under alle omstændigheder tage udgangspunkt i overordnede ambitiøse reduktionsmål, og hvordan vi klogest og mest omkostningseffektivt tilrettelægger indsatsen. Når det er sagt, bør udfasningen af kul og olie ske hurtigst muligt, da de under alle omstændigheder kan erstattes af tekno­logier med klart lavere udledninger.

Det er også helt legitimt at fokusere på at sikre en styrket samklang mellem den grønne omstilling, vækst og beskæftigelse. Erfaringerne fra den hidtidige indsats er netop, at det er muligt at skabe ganske betydelig vækst og arbejdspladser gennem en målrettet klimaindsats.

Men det er kun gennem en fortsat ambitiøs grøn omstilling, vi er i stand til at fastholde interessen fra både USA og Kina, men også andre vækstøkonomier, og dermed sikre en platform for fortsat eksport af danske løsninger. Og netop Kina, USA og en række andre lande signalerer i denne tid klart, at de vil den grønne omstilling, og også på et niveau og i et tempo vi ikke havde troet bare nogle få år siden. Samtidig skal man huske på, at vores store samhandelspartnere i Tyskland, England og Sverige alle har ambitiøse reduktionsmål i perioden frem mod 2030.

Hvis Danmark stadig skal være førende i forhold til inspiration og løsninger på klima- og energiområdet, kræver det fortsat ambition og nytænkning. Det er ikke givet, at andre lande fortsat vil kigge mod Danmark, når de skal implementere grønne løsninger. Risikoen – og muligheden – er, at konkurrencen intensiveres, når den grønne omstilling for alvor tager fart internationalt, og her skal danske virksomheder virkelig være vågne.

Regeringen hævder, at Danmark er helt i front på klimaområdet, og fortsat vil være det med de svækkede mål. Og ja, Danmark ligger ganske rigtigt helt i front, især når det gælder omstilling fra kul til vind i den danske energiproduktion og udbygning af et velfungerende fjernvarmesystem baseret på kraftvarmeproduktion.

Men på en række andre parametre er Danmark ikke førende. Blandt andet når man ser på elektrificering af transport- og varmesektoren, og i forhold til den bredere indsats i landbrug, transport og byggeriet. En række af vores nabolande matcher eller overgår Danmarks indsats, både i forhold til reduktionsmål frem mod 2030 og den nuværende CO2-udledning per indbygger. Vælger vi at udskyde de nødvendige CO2-reduktioner kan det blive skidt for både klimaet og konkurrenceevnen.

---

Analyse bragt i Berlingske Politiko den 12. september 2015