Materialer udgør stadig større del af bygningers klimabelastning

Pressemeddelelse
Forbruget af byggematerialer har en væsentlig og stigende betydning for nye og renoverede bygningers klimabelastning. Det viser en ny rapport fra CONCITO, der samtidig peger på muligheder for at mindske belastningen.

Hidtil har indsatsen for at reducere klimapåvirkningen fra danske bygninger primært været koncentreret om at nedbringe energiforbruget i driftsfasen, mens klimabelastningen fra selve opførelsen af bygningerne ikke har fået samme opmærksomhed. I en ny rapport konkluderer CONCITO, på grundlag af danske og internationale livscyklusanalyser, at byggematerialernes andel af nye og renoverede bygningers samlede klimabelastning er ganske betydelig og kun vil blive større i fremtiden. 

”Allerede i dag ser vi eksempler på bygninger, hvor selve opførelsen, vedligeholdelsen og renoveringen af bygningen har et større klimaaftryk end energiforbruget i driftsfasen. Den tendens vil kun blive forstærket i takt med omstillingen af Danmarks energiforsyning til vedvarende energi samt den fortsatte forbedring af bygningernes energieffektivitet. Hvis Danmark skal realisere ambitionerne om et lavemissionssamfund, skal der derfor mere fokus på byggematerialernes betydning for nye og renoverede bygningers samlede klimapåvirkning”, siger chefkonsulent i CONCITO, Michael Minter.     

I rapporten ”Bygningers klimapåvirkning i et livscyklusperspektiv” peger CONCITO på flere områder, hvor man – under hensyntagen til andre bæredygtighedsparametre som sundhed, trivsel, sikkerhed og økonomi – kan mindske bygningers klimabelastning yderligere gennem en mere konsekvent hensyntagen til byggematerialernes betydning. Det gælder bl.a. mindre areal og længere levetid, renovering og ændret anvendelse frem for nybyggeri samt valg af klimavenlige byggematerialer og øget genanvendelse af disse. 

CONCITO vurderer, at dansk og international lovgivning samt eksisterende standardiserings- og certificeringsværktøjer giver byggeriets beslutningstagere et godt udgangspunkt for at arbejde mere indgående med materialedelen af bygningers klimabelastning, men at efterlevelsen af reglerne samt efterspørgslen og brugen af certificeringsværktøjerne fortsat er begrænset. 

”Der er allerede gode beslutningsværktøjer på markedet, men de er langt fra mainstream. Derfor bør der i udviklingen af bygningspolitikken samt de forskellige standarder og certificeringsordninger gøres en særlig indsats for at udbrede en fælles forståelse for byggematerialernes klimabelastning og potentialet for at mindske denne. En af vores anbefalinger er, at offentlige bygherrer lader byggeprojekters samlede klimabelastning veje tungere som udvalgskriterium i offentlige udbud. Derudover er det vigtigt, at reglerne om sortering af byggeaffald håndhæves og efterleves, så ressourcerne herfra kan udnyttes mere optimalt end i dag”, siger Michael Minter.   

Læs rapporten ”Bygningers klimapåvirkning i et livscyklusperspektiv”

Yderligere oplysninger
Michael Minter, 26 16 64 14

Foto: Colourbox.dk

Relaterede emner