Nyt undervisningsmateriale om fremtidens bæredygtige byggeri

Pressemeddelelse
Med nyt digitalt undervisningsmateriale om ”Fremtidens bæredygtige byggeri” giver CONCITOs Klimaambassade nu de unge på landets erhvervsskoler og tekniske gymnasier mulighed for at lære mere om grønt byggeri.

Mens byggebranchen har sat bæredygtighed og grøn omstilling af byggeriet højt på sin dagsorden, kniber det med relevant undervisningsmateriale til de unge på landets erhvervsuddannelser og tekniske gymnasier. Det gør det svært at undervise i, hvad en grøn omstilling af byggeriet helt konkret betyder og åbner af nye muligheder. Samtidig stiller den nye erhvervsskolereform, der trådte i kraft i september 2015, krav om, at elever på tekniske skoler lærer om bæredygtigt byggeri.

På den baggrund udgiver CONCITOs Klimaambassade nu et nyt omfattende, digitalt undervisningsmateriale om ”Fremtidens bæredygtige byggeri”. Materialet stilles gratis til rådighed, og er målrettet landets erhvervsskoler og ungdomsuddannelser.

Christian Ibsen, direktør for CONCITO, ser et stort behov for undervisningsmaterialet:

"Bygninger og byggebranchen spiller en helt central rolle i vores klimapåvirkning og dermed den grønne omstilling. Derfor er det helt afgørende, at vi får uddannet de unge til fremover at kunne træffe de mest bæredygtige valg. De skal i deres uddannelsesforløb lære, hvordan man omsætter ny viden i praksis, både når det gælder nybyggeri og renovering. Det yder vi nu i CONCITO et vigtigt bidrag til", siger Christian Ibsen.

Undervisningsmaterialet stiller skarpt på de udfordringer og dilemmaer, der skal løses, hvis det skal lykkes at sikre et mere klimavenligt og bæredygtigt byggeri. Materialet gennemgår temaerne: Den bæredygtige by, materialer, indeklima, energi og certificeringer.

Materialet kan bruges enten i et sammenhængende undervisningsforløb eller som led i undervisningen af enkeltstående temaer. Indholdet i undervisningsmaterialet perspektiveres via konkrete cases, interaktive figurer, film og opgaver. CONCITOs Klimaambassade har udarbejdet materialet, der er blevet til med støtte fra Energifonden.

Undervisningsmaterialet kan downloades gratis på www.sustainable.dk/byg og som iBook på appstore.

Yderligere information
Synnøve Kjærland, sek@concito.dk, 29 89 67 54

Relaterede emner