Salling Fondene støtter etableringen af Klimaakademiet

Pressemeddelelse
Studerende uni
Ny donation fra Købmand Herman Sallings Fond støtter etableringen af ”Klimaakademiet” – et unikt tværfagligt uddannelsesforløb i klima og bæredygtighed. Her vil CONCITO og Rethos Academy klæde kandidatstuderende og unge professionelle godt på, så de på deres fremtidige arbejdspladser kan dele viden, visioner og løsningsforslag på klimaområdet.

Klimakrisen er uoverskuelig for de fleste. Hvad er op og ned i klimavidenskaben? Kan teknologien løse problemerne for os? Kan vi overhovedet gøre noget i lille Danmark? Overblik er en mangelvare på klimaområdet, og derfor går den grønne omstilling stadig alt for langsomt.

Den problemstilling skal det nye uddannelsesprojekt Klimaakademiet hjælpe med at råde bod på. På Klimaakademiet uddannes kursisterne til grønne forandringsagenter. De skal gennem et fagligt forløb på otte weekendmoduler, der følges ved siden af studie eller arbejde. De studerende tager viden og kompetencer med sig til fremtidige arbejdspladser og kan være med til at sikre fokus på den grønne omstilling overalt i samfundet.

”Salling Fondene er optaget af, hvordan vi kan bidrage til at finde nye initiativer og løsninger, som kan gøre en forskel for klimaet. Med donationen til CONCITOs Klimaakademiet støtter vi et projekt, der ligesom Den store klimadatabase er ambitiøst og visionært, fordi det har til formål at udvikle og udbrede viden på klimaområdet. Klimadagsordenen er vigtig både for os og for rigtig mange af vores kunder, så vi glæder os til at følge akademiets kursister”, siger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand for Købmand Herman Sallings Fond.

Klimaakademiet etableres i et partnerskab mellem Danmarks grønne tænketank CONCITO og uddannelsesvirksomheden Rethos Academy, som er stiftet af ph.d. og forfatter Anders Holst Bodin.

Om motivationen bag Klimaakademiet udtaler direktør i CONCITO, Christian Ibsen:
”Klimakrisen kalder på omstilling i hele samfundet. Hvad end det gælder samfundsøkonomi, teknologi eller hverdagsliv, går vi store forandringer i møde. Derfor er det afgørende at uddanne kompetente forandringsagenter, som kan hjælpe samfundet med at navigere i en ny klimavirkelighed. Vi har allerede gode erfaringer med at engagere unge rollemodeller i skoleprojekter gennem vores frivillige i CONCITOs Klimaambassade, og glæder os til at sætte disse erfaringer i spil i en bredere kontekst gennem Klimaakademiet.”

Behovet for Klimaakademiet bekræftes af en række fremtrædende personer fra universiteter, erhvervs- og kulturliv. De har tilkendegivet deres støtte til projektet og vil fungere som gæsteundervisere på akademiet.

At der både er opbakning og økonomisk støtte til Klimaakademiet glæder stifter af Rethos Academy Anders Holst Bodin:
”Jeg møder så mange unge, der brænder for klimakampen. Salling Fondenes donation giver os mulighed for at styrke de unge menneskers viden og kompetencer til at handle seriøst på klimaudfordringen. Jeg håber, at Klimaakademiet bliver arnested for et stærkt fællesskab af forandringsagenter, som kan bidrage til den grønne omstilling.”

Relaterede emner