Skyttegravskrige risikerer at bremse samarbejdet om grønne offentlige indkøb

Af Tobias Johan Sørensen, klimaanalytiker i CONCITO

Med lancering af regeringens strategi for offentlige grønne indkøb blev klimaaftrykket fra offentlige indkøb fra kommuner, regioner og staten opgjort til 12 millioner tons CO2 om året. Det er godt det samme som hele det danske landbrugs udledninger.

Derfor er det positivt, at regeringen med strategien har lagt op til at forhandle et klimamål for offentlige indkøb i 2021.

Det siger selv, at målet skal være ambitiøst og understøtte både det danske 70 procent-mål og Parisaftalen. Inden målet forhandles afventer vi imidlertid en nærmere analyse af potentialet og en fremskrivning af de offentlige indkøbs klimaaftryk, som skulle være på trapperne.

I mellemtiden bør relevante parter overveje, hvordan vi får mest klimaeffekt for de over 300 milliarder kroner, der hvert år købes varer og tjenesteydelser for.

Balance mellem krav og frihed
Det kommende klimamål for offentlige indkøb skal omfatte alle indkøb og bør anvise konkrete handlinger til at reducere klimaaftrykket.

Det kræver, at der samarbejdes på tværs af kommuner, regioner, staten og leverandører. Tiden er for knap til at sylte grønne indkøb ind i en skyttegravskrig om, hvem der skal betale, inden vi overhovedet er kommet i gang.

Det er helt naturligt, at kommunerne for eksempel ønsker at blive kompenseret, hvis der indføres klimakrav, der øger omkostningerne. Omvendt vil der også være klimakrav, der ikke nødvendigvis afspejles i en højere regning for kommuner og regioner, som derfor bør implementeres nationalt.

Staten, kommuner og regioner bør derfor sætte sig sammen og udforme nogle principper, der finder den rette balance mellem krav og metodefrihed frem mod 2030.

Parterne bør sikre, at der løbende bliver udarbejdet friske analyser af, hvilke klimakrav - og andre bæredygtighedskrav for den sags skyld - der i et livscyklusperspektiv kan stilles uden nævneværdige meromkostninger for budgetterne.

Det kan for eksempel være elektriske køretøjer, energiforbedringer, længere levetider på elektronik, klimavenlige fødevarer og lignende. Her bør parterne løbende forpligte sig til at stille ensartede krav, som sikrer en hurtigere omstilling. Dette vil desuden gøre det nemmere for leverandører at give tilbud, opnå stordriftsfordele og bedre priser for det offentlige.

Grønne krav kan gøre indkøb dyrere
Detaljereringsgrad og metodefrihed kan selvfølgelig diskuteres. Offentlige kantiner bør for eksempel have frihed til at sammensætte menuen og tage lokalt ejerskab, så længe de bidrager til løbende at reducere udledningen af drivhusgasser fra maden.

Omvendt er der ingen grund til stor metodefrihed i valget af grønne køretøjer i kommuner, hvor fremtiden er elbiler og teknologien er klar, moden og konkurrencedygtig. Der kan eventuelt gives et par ekstra år til implementering i landkommuner med større transportafstande end bykommunerne.

Der vil selvfølgelig også være indkøb, hvor grønnere og klimarigtige krav kan blive dyrere. Der vil være områder med behov for innovation, markedsdialog og mere krævende udbudsprocesser - og deraf højere omkostninger. Dette kan for eksempel være indkøb af nye typer af byggematerialer baseret på genbrugsmaterialer eller beton med lav eller på sigt nuludledning af drivhusgasser fra cementen.

Parterne bør løbende drøfte, og sikre sig opdateret viden om, hvor der kan stilles nationale krav i takt med at nye klimarigtige produkter blive tilgængelige på markedet - og i så fald løbende forhandle kompensation af kommuner og regioner, når kravene skal gælde alle indkøb.

Ligeledes bør parterne samarbejde om at identificere udvalgte områder med stort innovations- og klimapotentiale og afsætte ressourcer, der kan skubbe til en markedsmodning af nye grønne varer og ydelser.

Regeringen lader store klimasyndere gå fri
I implementeringen af strategien og det kommende klimamål er det selvskrevet, at der skal være fokus på de indkøb, hvor klimabelastningen er størst, men også de indkøbskategorier, hvor der er mulighed for at sikre synergier med andre vigtige prioriteter og mål.

For eksempel er klimaaftrykket fra maden i institutioner og kantiner ikke den største enkeltstående klimasynder fra offentlige indkøb. Til gengæld har klimavenlig kost en vigtig rolle i omstilling af danskernes forbrug og produktion – og offentlige kantiner kan være med til at udbrede kendskabet og mindske frygten for en mere planterig kost.

Samtidig kan den offentlige efterspørgsel bidrage til innovation inden for eksempelvis plantebaserede produkter. Det samme gælder i øvrigt for eksempelvis klimabelastende indkøb som tekstiler og elektronik.

Omvendt med store investeringer inden for eksempelvis transport og bygge og anlægssektoren, som er blandt de helt store klimasyndere for offentlige indkøb. Her bør der laves sektorplaner og indikatorer for, hvordan den offentlige indkøbsmuskel kan reducere udledningen inden for områderne i dialog med aktører i branchen.

Anlægget af Femern-forbindelsen vurderes at udlede to millioner tons CO2. Det fremgår af projektets miljøvurdering. Dertil bygges der hvert år skoler, metroer, broer og veje i hele landet. Men hvor er klimakravene?

Det er slående, at regeringens nye infrastrukturplan på yderligere 106 milliarder kroner frem mod 2035 ikke forholder sig til klimavenlige materialer og anlægsprocesser, på trods af at man lige har fremlagt en strategi for grønne indkøb. En strategi, hvor regeringen selv har påvist at bygge- og anlæg er blandt de største klimasyndere fra det offentlige forbrug.

Der skal derfor gang i samarbejdet om udvikling af krav og indsatsområder, så vi kan indfri det store klimapotentiale, der ligger i de offentlige indkøb. Og det skal sættes i gang nu.

---

Debatindlæg bragt i Altinget den 19. april 2021