Tænk vækstpakke og energibesparelser i bygninger sammen

Pressemeddelelse
Regeringen har netop indgået skatteforlig sammen med Dansk Folkeparti, hvori det er aftalt at afsætte 1,5 mia. til støtte til byggeriet.

Senere på måneden fremlægger regeringen sit forslag til energibesparelsesindsats for bygningssektoren, der står for 40 % af al CO2-udledning. Set fra klimaets synspunkt er det helt afgørende, at disse indsatser tænkes sammen og at de 1,5 mia. kr. øremærkes grønt byggeri.

Derfor har Danmark grønne tænketank, CONCITO, netop sendt vedlagte notat med seks konkrete bud til Folketinget baseret på den nyeste viden fra blandt andet Statens Byggeforskningsinstitut:

1. Stil krav om at alt nybyggeri opføres i lavenergiklasse 1 allerede fra 2010.
2. Bygningsreglementets regler skal omfatte el til belysning samt installationer som IT, dørtelefoni og lavspændingsanlæg for alle bygningstyper.
3. Alle bygninger i Danmark skal energimærkes
4. Vedtag her og nu en tilskudspakke, der giver progressive tilskud til energirenoveringer baseret på energimærket.
5. Indfas en grøn ejendomsbeskatning på længere sigt, baseret på den obligatoriske energimærkning.
6. Gør elprisen progressiv ved at hæve prisen på el udover et forbrug på 1000
kWh/år/person i husstanden (1500 ved enlige).

”Hvis man tænker vækstpakke, ejendomsbeskatning og bygningsreglement sammen i ét politisk udspil har man virkelig mulighed for at kickstarte og fastholde en omfattende energirenovering af vores boliger – til gavn for både klimaet, boligejerne og økonomien”, siger Thomas Færgeman, direktør i CONCITO.

Yderligere oplysninger:
Direktør Thomas Færgeman, 29 89 66 00

Relaterede emner