Vi er nødt til at acceptere, at genbrug er dyrere og kræver en ny æstetik

Debatindlæg
Energirenovering
Når vi skal benytte flere byggematerialer, der har lidt år på bagen, vil det kunne ses. Men vi skal hen mod, at kvalitet ikke er det samme som nyt.

Byggeriet er storforbruger af ressourcer, men det kan kloden ikke blive ved med at levere. Derfor er det godt, at der er strategier, planer og fyrtårnsprojekter for cirkulær økonomi i byggeriet, men der mangler omstilling og handling på tværs af hele værdikæden.

Vi skal have reduceret efterspørgsel efter nye virgine materialer og styrke fokus på, at de ressourcer, der bruges, ikke går tabt, men bevares i et cirkulært kredsløb.

Potentialet ved omstilling til cirkulær økonomi i bygge- og anlægssektoren er kendt, og der er taget flere skridt mod mere cirkulær tænkning ved Folketingets ’National strategi for bæredygtigt byggeri’ og ’Handlingsplan for cirkulær økonomi’, begge fra 2021, ligesom der er EU-regulering på vej som følge af EU’s Green Deal.

Men der er fortsat et godt stykke vej igen, før genbrug og genanvendelse er en integreret del af den måde, vi planlægger og disponerer byggeri og anlæg på. Det kræver en helt ny forståelse af, hvad kvalitetsbyggeri er. Det behøver nemlig ikke at være 100 procent nyt.

Lad genbrug koste mindre i LCA

En af de absolut lavest hængende frugter er at sørge for, at der ikke er regulering, der decideret modarbejder genbrug og genanvendelse.

Et eksempel til efterfølgelse er justeringen til de nye regler for livscyklusberegning af nybyggeri. Her belastede genbrug af byggematerialer klimaregnskabet lige så meget som et nyproduceret byggemateriale. Det er der heldigvis besluttet at ændre på. Vi skal netop have regulering, der understøtter genbrug af byggematerialer og ikke står i vejen for, at genbrug for alvor kan få en markedsmæssig betydning.

Lad os samtidig blive inspireret af andre lande. Se for eksempel mod Holland, der er førende, hvad angår målsætninger og regulering, der understøtter cirkulær økonomi.

Vi skal vænne os til afvigende materialer

En af de absolut største udfordringer er at få ændret hele opfattelsen af, hvad man kan forvente af (nyt) byggeri. Når vi fremover skal benytte flere byggematerialer, der har lidt år på bagen, vil det kunne ses. Men vi skal hen mod, at kvalitet ikke er det samme som nyt.

Det vil også være en præmis, at det ikke nødvendigvis er muligt at få præcis det, man har forestillet sig, hvis ikke den type materiale eller produkt er på lager. Det kræver også en helt anden åbenhed mod forskellige løsninger.

Genbrug er dyrere

Samtidig skal vi acceptere, at genbrug og genanvendelse ikke kommer til at gøre et byggeri billigere, nærmere tværtimod. Det koster at nedtage, restaurere eller omarbejde byggematerialer, og det er en håndholdt proces.

Overgangen til cirkulær økonomi vil koste, men samtidig i højere grad afspejle de omkostninger, der reelt er ved byggeri – klimabelastningen ved anvendelse af nye materialer samt omkostninger ved affaldshåndtering og ved nye materialer.

Kræv mere for nedrivningstilladelse

Renovering og levetidsforlængelse af vores allerede opførte bygninger er et andet vigtigt indsatsområde. Frem for ukritisk at rive ned og bygge nytskal vi arbejde meget mere med renovering, levetidsforlængelse og transformation af de bygninger, der allerede er opført.

Det nye normale må være, at vi forholder os konstruktivt og med klimabriller til det, der allerede er bygget, før vi bare river ned. Måske det skal være en betingelse for at få en nedrivningstilladelse i fremtiden?

Arkitekter, ingeniører og entreprenører skal klædes på

En opgave må være løbende at sørge for at præge efterspørgslen til at acceptere byggeri med mere genbrug og genanvendelse, og at renovering og levetidsforlængelse bliver naturligt og gerne en ny trend.

Samtidig skal udbuddet understøtte genbrug og genanvendelse. Der skal etableres markeder for genbrug af byggematerialer, der skal leveres dokumentation for kvalitet og byggetekniske egenskaber for byggematerialer, der genbruges eller produceres af byggeaffald. Endelig skal kompetencerne hos arkitekter, ingeniører og udførende entreprenører styrkes, så renovering med genbrug og genanvendelse bliver det nye normale i sektoren.

Concito og Rådet for Grøn Omstilling samarbejder

Den gode fortælling, bevidstheden om de begrænsede ressourcer og klimaaftrykket skal blive en del af salgsargumentet over for kunderne. Det er vi nødt til, hvis vi vil forholde os ansvarligt til klodens ressourcer.

I projektet ’Boliger og grøn omstilling’ har Concito og Rådet for Grøn Omstilling, med støtte fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond, udarbejdet en række fremsynsnotater med bud på, hvad fremtiden kan forventes at bringe.

Debatindlæg bragt i Byrumsmonitor d. 26. april 2023. 

Relaterede emner
Kontakt
Nethe
Programchef, Energi, Bygninger og Industri