Klimaplanlægning i kommunerne

I denne rapport undersøger CONCITO, hvordan danske kommuner arbejder strategisk med reduktion af CO2 og andre drivhusgasser. Rapporten giver et overblik over kommunernes klimaplanlægning, herunder hvilke klimamål, metoder og indsatser, som kommunerne arbejder med. Rapporten bygger på en dokumentanalyse af kommunernes klimaplaner og en spørgeskemaundersøgelse blandt kommunale fagmedarbejdere.

Rapporten viser, at der i kommunerne på tværs af landet er stor vilje til at løfte klimadagsordenen lokalt. Samtidig står det klart, at den kommunale klimaplanlægning er præget af, at der ikke er nationale rammer for, hvordan kommunerne skal sætte klimamål og udarbejde klimaplaner. Det giver sig til udtryk i  væsentlig variation i metoder, målsætninger og indsatser på tværs af kommunerne. Denne forskel mellem kommunerne peger på, at der er behov for en klar rolle til kommunerne og et løft af den kommunale klimaindsats, så alle kommuner kommer med, trækker i samme retning og understøtter de nationale klimamål – understøttet af de nødvendige rammer og regulering fra statslig side.

Kortlægningen er udarbejdet som en del af DK2020-projektet, som Realdania, CONCITO og C40 står bag. Her skal den fungere som arbejdsredskab og baseline for de kommuner, der som del af indsatsen arbejder med at oversætte Parisaftalens 1,5°-målsætning til lokale klimaplaner.

Relaterede emner
Ekspert
Tobias
Senioranalytiker, Analyseteamet