Analyse af kommunernes CO2-reduktionsbidrag til 70%- målsætningen i 2030

Analyse af DK2020-kommunernes klimahandlingsplaner

Den forgange sommers voldsomme vejr minder os om alvoren af de klimaforandringer, der venter os i de kommende årtier. Alligevel øges udledningen af drivhusgasser til atmosfæren, og 2022 satte endnu en trist rekord for den globale CO2-udledning. Klimaforandringerne er uundgåelige, men kan vi vende udviklingen og hurtigt nedbringe udledningen af drivhusgasser, har vi en chance for at afbøde de værste konsekvenser.

Dette kræver en koordineret og massiv indsats fra regeringer, virksomheder, lokale beslutningstagere og borgere. 97 ud af 98 danske kommuner har udviklet eller er i gang med at udvikle C40-godkendte klimaplaner, som er kompatible med Paris-aftalen.

Der kortlægges i denne rapport de 92 klimaplaner, som indtil videre ligger klar, og resultatet er opløftende. Kommunernes mål er at reducere deres udledninger med sammenlagt 76% i 2030 sammenholdt med 1990, hvilket er 6 procentpoint mere end det nationale mål på 70%. De kommende år skal vise, at kommunerne kan levere på målene. DK2020-rammen, som klimaplanerne er udviklet under, fastsætter krav om, at kommunerne regelmæssigt overvåger og evaluerer deres initiativer, og senest om fem år skal planerne gennemgås på ny.

Den nationale klimalov er blevet en succes, fordi den holder den siddende klimaminister til ilden. Forhåbentligt vil DK2020 have samme på effekt på byråd og kommunalbestyrelser landet over. Hvis kommunerne skal levere på deres mål, er det helt afgørende at finde plads til vindmøller og solcelleanlæg, udfase af gas- og oliefyr og sikre ladeinfrastruktur til elbiler. Men det kan ikke stå alene. Klima skal indgå som et kriterium i alle større beslutninger, hvad enten det drejer sig om affaldsplanlægning, investeringer i plejehjem eller etablering af ny infrastruktur. Lykkes kommunerne med det, vil de ambitiøse mål være inden for rækkevidde.

Udarbejdet for DK2020-partnerskabet. 
Udarbejdet af: Ea Energianalyse i samarbejde med CONCITO.

Relaterede emner
Ekspert
Tue
Seniorkonsulent, Fremtidens Byer