National mobilitetsstrategi: Hvorfor, hvad og hvordan?
Mobilitet er mulighed for bevægelse. At der er fremkommelighed på vejen, hvis jeg vil køre. At der er en busafgang eller en flextur. At der er gode cykelstier og fortove.
Mobilitet omtales som et nærmest ubetinget gode, som vi som samfund satser meget på at tilvejebringe og forøge. Mobilitet er imidlertid ikke gratis. Hverken for den enkelte eller samfundet.
Også klimaet presses af vækst i transport og udbygning af infrastruktur. Jo mere mobilitet jo sværere bliver det at nå klimamålene, især så længe den bygger på fossil energi. Behovet for ’mobilitet’ er altså et vigtigt spørgsmål både for samfundsøkonomien og i et klimaperspektiv.
Hidtil har fokus været på at øge mobiliteten gennem tilvejebringelse af øget kapacitet. Flere veje, baner, biler. Dette har haft bivirkninger som for eksempel øget CO2-udledning, øget arealaftryk, mere luftforurening og flere støjbelastede boliger. Effekter som skader både mennesker og miljø.
Men der er tegn på, at prioriteterne i samfundet er i forandring. Det viser debatten om biodiversitet og arealanvendelse og de mange ønsker fra kommuner om at gøre noget mere ved trafikstøjen. Klimaloven omsætter allerede den bevægelse, der er sket i forhold til klimahandling.
Dette er dog ikke afspejlet i en samlet tænkning om, i hvilken retning landet skal mobilitetsmæssigt. Dette gør, at beslutninger som for eksempel vedtagelsen af de mange projekter i Infrastrukturplan 2035 træffes uden, at det er klart, om de bringer os i den rigtige retning.
