Bliver klimaet glemt i den fysiske planlægning?
Danmark har en intensiv arealanvendelse. 62% er dyrket landbrugsjord og naturen er under pres. Opførelsen af ny grøn infrastruktur som solcelleanlæg og vindmøller er synlige i landskabet og i konkurrence med det åbne land. Byspredningen fortsætter og intet årti ser ud til at være muligt uden en større ny bro, tunnel eller motorvej. Klimaforandringerne udfordrer desuden Danmarks 23 vandoplande med væsentligt øgede risici for oversvømmelse samt en forventet 70% stigning i kysterosion på grund af havstigning og stormflod.
Vi er på den baggrund nødt til at se nærmere på og ændre vores praksis for arealanvendelse, så klima bliver en central del af den fysiske planlægning. Dette satte CONCITO sammen med Arkitektforeningen til debat på et virtuelt tænketræf om klima og fysisk planlægning den 2. marts 2021, hvor oplægsholderne var:
- Lars Autrup, direktør, Arkitektforeningen
- Svend Erik Rolandsen, partner og byplanlægger, Grandville
- Lisbet Wolters, stadsarkitekt og klimachef, Vejle Kommune
Mere helhedstænkning
Samtidig med kommunesammenlægningen i 2007 forsvandt amterne og dermed den sammenhængende planlægning, som amterne havde ansvaret for. Lars Autrup pegede på behovet for forpligtende samarbejder på tværs af kommunegrænser og efterlyste mere helhedstænkning på alle niveauer. ”En af nøglerne til en fysisk planlægning, der understøtter klimamålene er, at der planlægges mere på tværs af sektorer frem for inden for de traditionelle siloer som landbrug, transport, forsyning, bosætning, erhverv, uddannelse osv.”
Svend Erik Rolandsen fremhævede, at DK2020 optager politikerne i kommunerne og er en vigtig platform for lokal klimahandling. ”Kommunerne handler, mens de venter på staten. Men vidensgrundlaget er ikke stærkt nok hos de lokale planlæggere, og der er behov for en styrket klimafaglighed, et stærkere datagrundlag og en bevidsthed om, hvilken type viden der mangler.” Han pegede specifikt på et videnshul hos planlæggere i forhold til bæredygtige energisystemer, og hvordan den øgede elektrificering af samfundet bliver koblet til den fysiske planlægning.
I Vejle Kommune var dét at få lavet et klimaregnskab en øjenåbner for de lokale politikere, fortalte Lisbet Wolters. ”Det at arbejde ud fra reelle data har gjort, at politikerne er begyndt at stille nogle helt andre spørgsmål, og klima er kommet på dagsordenen i de forskellige fagudvalg. For vi skal væk fra at tro, at fysisk planlægning kun er noget, der foregår i teknisk forvaltning. Planlægning er meget større end det.”
Flere fagligheder på banen
Planlægning er en fælles opgave, og fysiske planlæggere og klimaplanlæggere bør arbejde tættere sammen for at sikre en mere helhedsorienteret planlægning. Både den fysiske planlægning og klimaplanlægningen skal tænkes sammen med andre behov på tværs af eksempelvis social, sundhed og erhverv, så også bykvalitet, bymiljø og de sociale værdier bliver væsentlige elementer i planlægningen. At samarbejde og være åben for andre fagligheder kan hjælpe med at se de blinde vinkler og tænke nyt.
En af de blinde vinkler hos både politikere og planlæggere, som Svend Erik Rolandsen pegede på er, at 1,2 mio. danskere ikke ejer en bil. 56 % af disse bor uden for hovedstadsregionen. Alligevel planlægger vi fortsat efter bilejerskab, og stationsnærhedsprincippet er kun et lovkrav i Fingerplanen for hovedstadsområdet. Hvorfor ikke gøre det gældende i resten af landet, når vi ved, at stationsnærhed har dokumenterede CO2- effekter?
”Et andet vigtigt greb er parkering, hvor vi ser flere kommuner reducere krav til antal parkeringspladser,” fortsatte han. ”Hvis man rammer den rigtigt med de normer, man lægger ned over et byudviklingsprojekt, kan man både spare biltransport og økonomi, få bedre luftkvalitet og bruge pengene på smukke byrum i stedet.”
Lisbet Wolters gav et eksempel fra Vejle, hvor byrådet mente, at innovationsniveauet ikke var højt nok på klimatilpasningsløsningerne i kommunen. Derfor udskrev de idékonkurrencen Kanten, som har ført til, at Vejle Kommune nu arbejder mere kunstnerisk og kommunikativt med klimatilpasning, bl.a. i form af et flydende kunstværk, et pop-up bylaboratorium og en stormflodsbeskyttelse med et biologisk proceslandskab fremfor en tydelig kant. ”Vi skal turde sætte vores faglighed i spil og arbejde mere med det sanselige og kunstneriske i planlægningen,” lyder opfordringen fra Lisbet Wolters.
Byfortætning fremfor byspredning
Bystrukturerne sætter rammen for, hvordan vi bruger byen. Er der langt til de daglige gøremål som indkøb, skoler og læge og brede veje, som skærer byen over? Eller er de daglige gøremål inden for kort afstand til fods, på cykel eller med kollektiv transport og er det let og trygt at færdes som gående og cyklist? Er der lokale grønne områder og mødesteder? Dette er nogle af de forhold, som den fysiske planlægning sætter rammerne for, der påvirker vores mobilitet og daglige adfærd.
At minimere byvækst på bar mark og undgå byspredning er centralt for en fysisk planlægning, der understøtter klimamålene. Byfortætning er sværere og mere besværligt end barmarksprojekter, men er nødvendigt i et klima- og ressourceperspektiv. Byfortætning, stationsnærhed og gode knudepunkter understøtter bl.a. klimavenlig mobilitetsadfærd og er med til at sikre sammenhængende og levende byer, der inviterer til at transportere sig til fods, på cykel og med kollektiv transport. At mindske byspredning er også vigtigt i et globalt perspektiv, hvor presset på klodens ressourcer – herunder arealer – stiger og øger presset på natur og biodiversitet.
Svend Erik Rolandsen pegede på to eksempler, som bidrager til minimering af byvækst. Det første var fra Hamborg, hvor det pt. diskuteres at forbyde nye enfamiliehuse i et byområde i det nordlige Hamborg, fordi de optager for meget areal og fører til byspredning. Det andet eksempel var fra Aalborg Øst, hvor der er skabt et lokalt fortætningspunkt med tættere byggeri, nye forbindelser, grøn bypark og flere mødesteder i byen.
Klima ind i planloven
Den fysiske planlægning har allerede en stor værktøjskasse, men der skal skrues op for øget samtænkning mellem klima og fysisk planlægning. Som Dansk Byplanlaboratorium pegede på i deres høringssvar til fremtidens planlov, vil det styrke handlekraften og retningen for regeringens politik, hvis klimamålene indskrives i planlovens formålsparagraf. Klimahensyn skal med andre ord være en ”skal”-opgave i den fysiske planlægning.
Og vi er nu i en ny situation, hvor planloven siden januar 2021 er flyttet til Indenrigs- og Boligministeriet med Kaare Dybvad som minister. En ny Bolig- og Planstyrelse har overtaget ansvaret for bolig og byggeri fra den tidligere Trafik-, Bygge- og Boligstyrelse samt ansvaret for plan- og landdistriktsområdet fra Erhvervsstyrelsen. Hvad giver det af nye muligheder? Hvordan griber Kaare Dybvad bolden?
Tid er en vigtig faktor i klimaindsatsen, da enhver forsinkelse gør vores klimamål sværere at nå, og prisen for en forceret slutspurt er dyr. I CONCITO er vi klar til at understøtte behovet for viden om klima i en fremtidssikret fysisk planlægning og arealanvendelse for at skabe accelereret handling. Lad os komme i gang!
Se eller gense tænketræffet ”Bliver klimaet glemt i den fysiske planlægning”.
