Danmark og Tyskland i front med første internationale solcelleudbud

Blog

Ved udgangen af 2016 bliver Danmark frontløber i innovativ støtte til solcelleenergi. Det sker når Energistyrelsen gennemfører et pilotudbud af pristillæg for elektricitet fra solceller, der ikke alene er baseret på et fast pristillæg, men også på internationalt samarbejde. Udbuddet er åbent for anlæg i både Danmark og Tyskland, og især det sidste aspekt gør udbuddet enestående i Europa.

Sidst i juli underskrev den danske og tyske regering en samarbejdsaftale om gensidigt åbne solcelleudbud. Aftalen gør det muligt at projekter i Tyskland kan modtage støtte fra den danske stat og omvendt. Selv om sådan et regionalt samarbejde længe er blevet drøftet og opmuntret fra europæisk side, er fx samarbejdsmekanismerne i VE-direktivet (2009/28/EC) kun blevet brugt meget lidt.

Det krævede også et lille skub fra Europa-Kommissionen at realisere dette samarbejde: I 2014 gjorde Kommissionen godkendelsen af nye danske støtteordninger afhængig af et sådant åbnet pilotudbud (KEBMIN og EC). Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt kommenterede samarbejdet med, at ”aftalen mellem Danmark og Tyskland sørger for at vores støtte til vedvarende energi kommer i overensstemmelse med EU-ret". På den tyske side understregede statssekretær Rainer Baake ønsket om "at sende et signal om betydningen af regionalt samarbejde og de gensidige fordele" (BMWI).

Pragmatisk løsning vedrørende regulering og støtteordning
Danmark vil afholde et solcelleudbud med i alt 20 MW og åbne 2,4 MW for bud fra tyske projekter, mens Tyskland vil åbne et fuld 50 MW-udbud for projekter der ligger i Danmark. Mens det danske udbud er baseret på et fast pristillæg, vil Tyskland støtte de vindende projekter med en variabel markedspræmie. I begge tilfalde vil støtten blive udbetalt over 20 år.

Et stort spørgsmål i starten af samarbejdet har været, hvilken regulering samt hvilke konkrete støtteregler der bør gælde for hvilke projekter? Med andre ord, hvilke planlægnings- og byggetilladelser fra hvilke lande skal et projekt søge om og hvilke skatteregler og afregningsprocedurer bør et projekt underkastes? Og hvem kan bestemme, hvilke konkrete støtteregler et projekt skal være berettiget til, fx når markedsprisen bliver negativ? Det blev aftalt, at alle regulatoriske aspekter, herunder skatteregler og planlægningslov, vil følge projektets placering, mens udbudsdesign og støtteregler defineres af landet, der betaler støtten.

Denne rimelige og pragmatiske beslutning var sandsynligvis en af de afgørende faktorer for at muliggøre samarbejdet. Flere detaljer om udbuddene er offentliggjort på de respektive myndigheders hjemmesider.

Energistyrelsen offentliggjorde det nyeste udkast til udbudsbetingelser den 5. september. I juni måned vedtog det tyske kabinet loven om “Grenzüberschreitende-Erneuerbare-Energien-Verordnung”, der generelt regulerer åbningen af tyske udbud for støtten af vedvarende energi.

Fordele og ulemper ved åbne udbud
Internationale udbud vil øge projektudvikleres mulighed for at modtage støtte. Det kan bidrage til et mere stabilt investeringsmiljø i tider, hvor kun et begrænset antal projekter bliver støttet nationalt. Samfundsøkonomisk kan det åbne op for udnyttelsen af ressourcepotentialer, der ellers ikke er tilgængelige. Alt sammen kan bidrage til at opnå målene for udbygning med vedvarende energi med lavere omkostninger.

Dette indebærer dog, at støtteudbetalinger kan flyde på tværs af landegrænser, afhængigt af den konkurrencemæssige situation mellem teknologier i samarbejdslandene. Med konkurrencedygtige projekter på begge sider af grænsen kan man dog forvente, at en gensidig åbning vil føre til, at støtteudbetalinger begynder at flyde i begge retninger. Fra europæisk perspektiv kan bi- eller multinationale udbud styrke det indre marked, da det kan give incitament til at harmonisere rammebetingelserne for investeringer i vedvarende energi.

Konkurrencedygtige danske solcelleprojekter
Der er forskellige rammebetingelser for investeringer i de forskellige lande. Det handler ikke kun om forskelle i ressourcer som solindstråling, men også om forskelle i skattesatser, afskrivningsregler, jordleje, lønomkostninger og ikke mindst finansieringsvilkår. Disse forskelle kan føre til systematiske fordele for projekter i det ene eller det andet land, som ikke direkte kan begrundes med samfundsøkonomisk værdi og dermed kan forvride budpriserne og konkurrencen.

De første åbne udbud af støtte til vedvarende energi vil blive fulgt med stor interesse. Det gælder også i AURES-projektet, som er et europæisk forskningsprojekt, hvor DTU og CONCITO medvirker fra dansk side. Her bliver udbud som politikinstrument for støtten til vedvarende energi i hele Europa analyseret.

AURES-projektets foreløbige resultater for det danske pilotudbud har overraskende vist, at der ikke synes at være nogen strukturel fordel for tyske projekter, som man ellers kunne have forventet på grund af den typisk højere solindstråling. Faktisk kan el fra solceller i Danmark opnå højere markedsværdier, hvilket er en vigtig økonomisk faktor i en støtteordning med faste tillæg.

Derudover viser analyserne, at kapitalomkostningerne sandsynligvis vil være en afgørende faktor for konkurrenceevnen i udbuddet, da det i væsentlig grad påvirker rentabiliteten af projekterne og dermed det nødvendige støtteniveau. Sandsynligvis vil projekterne med adgang til de bedste finansieringsvilkår kunne give de bedste bud. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at Tyskland giver fordelagtige lånebetingelser gennem sit KfW-program, som fører til meget attraktive finansieringsvilkår for støtteberettigede projekter.

Det dansk-tyske pilotudbud kan komme til at tjene som forbillede for flere lignende udbud i Europa. Selvom der i øjeblikket ikke er planlagt flere åbne udbud efter piloten i Danmark vil konsekvenserne for omkostningerne og konkurrencen samt den politiske implementering og offentlige modtagelse blive fulgt med stor interesse rundt omkring i Europa.

---

AURES er et europæisk forskningsprojekt, der skal fremme en bedre og mere effektiv implementering og brug af udbudsprocesser for vedvarende energi i Europa. Projektets overordnede mål er at generere nye indsigter og viden omkring udbudsprocesser for vedvarende energi, at skræddersy anbefalinger til specifikke udbudsmodeller og facilitere erfaringsudveksling mellem de europæiske aktører. 

Med Danmarks Tekniske Universitet i spidsen indgår CONCITO i perioden 2015-2017 som formidlings- og policypartner på projektet, der desuden involverer en række europæiske vidensinstitutioner og energimyndigheder. Projektet er finansieret af EU's Horizon 2020-program.

Følg med i de løbende aktiviteter og udgivelser på auresproject.eu

Relaterede emner
Lena Kitzing, forsker, DTU Management Engineering
Indhold