EU-forslag om afskovning tager ikke fat om problemets rod

Det er Kommissionens egen vurdering, at forordningen vil kunne opnå en effekt på ca. 72.000 ha skov, som vil være ”mindre påvirket af EU-drevet afskovning og skovforringelse årligt i 2030”. Det må siges at være en ret lille effekt i forhold til EU's samlede påvirkning. Derudover er det tvivlsomt om forslaget faktisk kan opnå denne effekt, da det sandsynligvis ikke vil ændre nævneværdigt på EU’s store forbrug af risikoprodukterne. Forslaget er derfor utilstrækkeligt, og står i sig selv ikke mål med EU's ansvar for at stoppe den globale afskovning.

Begrænset effekt på den samlede globale afskovning

Kommissionens forslag indeholder en række forpligtelser til erhvervsdrivende om due diligence-procedurer (nødvendig omhu), som skal sikre, at råvarer og produkter ikke må sælges på EU’s indre marked eller eksporteres, hvis det har medført afskovning. Dermed indeholder lovforslaget et omfattende due diligence-regime for virksomheder og et stort offentligt kontrolsystem.

Der er dog en risiko for, at alt dette arbejde vil være spildte kræfter, da lovforslaget ikke har fokus på at reducere EU’s forbrug af de risikoprodukter, der bidrager til den globale afskovning. Forslaget risikerer derfor blot at forskyde importen til lande eller områder, som ikke for nyligt har ryddet skov, og så vil nogle andre aktører på det globale marked, købe de produkter som aktører i EU før har købt. Dette skyldes, at den globale efterspørgsel på fødevarer er stigende, og World Resources Institute estimerer, at der skal produceres ca. 45 % mere mad i 2050 for at mætte alle munde.

I en rapport fra Dansk Initiativ for Etisk Handel overvejer 12 % af de adspurgte virksomheder, at flytte deres produktion til Europa, og 30 % overvejer at vælge leverandører inden for EU's grænser, hvilket indikerer, at der blot kan ske en forskydning af de europæiske virksomheders forsyningskæder mod import og produktion i EU. Der er dermed en stor risiko for, at forordningen ikke vil have nogen effekt på global rydning af natur og skov. Den kan endda være med til at legitimere et forsat stort forbrugsaftryk i EU, da EU-borgerne nu kan antage, at de, med et forsat højt og uændrede forbrug, ikke bidrager til afskovning.

Kommissionens forslag bliver kaldt ’Forordning om tilgængeliggørelse på EU-markedet og eksport fra Unionen af visse råvarer og produkter, der er forbundet med skovrydning og skovforringelse’. I forslaget er kravet til due diligence afhængig af, hvor stor en risiko (lav, standard eller høj), der er forbundet med landet/området, der importeres fra. Derfor kan der enten være lempede eller udvidede due diligence-forpligtelser til importen af risikoprodukterne. Due diligence kan måske være med til at gøre virksomheder i EU mere bevidste omkring deres påvirkning på afskovning, men så længe man blot kan importere samme mængde produkter fra andre lande, vil effekten være begrænset.

Mangler i Kommissionens forslag

Det er problematisk, at EU ikke tager fat i de instrumenter, som med større sikkerhed vil have en positiv effekt (direkte eller indirekte) på beskyttelsen af natur og skov, og dermed også naturlige kulstoflagre. En reel plan for at reducere EU-drevet afskovning og rydning af natur burde også omfatte:

• En indsats for reduktion af fødevaretab og madspild
• Stop for brug af fødevarer og foder til energi
• Fremme af arealeffektiv landbrugsproduktion
• Udvikling og udbredelse af alternative proteiner
• Reduktion af forbruget af animalske produkter, særligt fra køer og andre drøvtyggere
• Beskyttelse og genopretning af natur og skov i producentlande

Danmark bør i højere grad understøtte de ovennævnte tiltag, og i de videre forhandlinger bør regeringen lægge mere vægt på at mindske risikoen for at produktionen blot flytter et andet sted hen eller at den ”dårlige soja” blot bliver købt af nogle andre. Det kunne eksempelvis ske gennem følgende elementer:

• Udvidelse af beskyttelsen til flere naturtyper, så det ikke kun er produktion fra arealer, der for nyligt har været bevokset med skov, som bliver omfattet af forslaget. Beskyttelsen bør fx også omfatte kulstofrige lavbundsjorde, som fx er et problem i forhold til palmeolieindustrien i Indonesien.
• Udvidelse af risikoprodukterne til også at omfatte gummi, som har samme risiko for at bidrage til skovrydning som kaffe og kakao. Gummi ser ud til at blive omfattet af tilsvarende lovgivning i USA.
• Krav om samme høje grad af due diligence, uanset hvor produktet kommer fra, da det er det generelle høje forbrug, der skal reduceres for at opnå mindre skovrydning. Der bør ikke gives lempelser til produkter, der stammer fra lande/områder, som har ryddet deres natur for mange år siden.
• Styrket fokus på samarbejde med producentlande, som også inkluderer småbønder og oprindelige folk. Eksempelvis gennem fokus på beskyttelse og genopretning af natur i producentlandene samt understøttelse af arealeffektiv landbrugsproduktion. Sidstnævnte kan understøttes gennem initiativer, der bidrager til at øge udbytterne fra det eksisterende landbrugsareal på en bæredygtig måde, og dermed bidrager til at undgå, at den stigende efterspørgsel på fødevarer resulterer i øget skovrydning.

Danmark bør arbejde for øget ambition

Danmarks holdning til forslaget er forholdsvis ambitiøs, da der åbnes op for at inkludere andre naturtyper og der er fokus på at styrke EU’s samarbejde med tredjelande. Danmark bør dog også skubbe på for at inkludere andre risikoprodukter som gummi samt forholde sig kritisk til den meget begrænsede effekt på ca. 72.000 ha årligt i 2030.

Hverken den danske regering eller EU-Kommissionen har adresseret problematikken omkring den stigende globale efterspørgsel på fødevarer og energi baseret på biomasse, og hvordan forordningen kan bidrage til at mindske den samlede efterspørgsel. Som forslaget ser ud nu, får det ikke fat om problemets rod. Det bør der rettes op på i de kommende forhandlinger om forordningen eller i supplerende regulering, der bidrager til mindsket efterspørgsel på samt mere arealeffektiv produktion af risikoprodukterne.