Gode pointer fra Energikommissionen, men for meget ideologi og for lidt analyse

Energikommissionen har i dag barslet med sine med spænding imødesete anbefalinger til fremtidens energipolitik. Hjælper de os så på sporet mod opfyldelsen af de vedtagne klimapolitiske målsætninger for 2030 og 2050? Ja og nej.

Det er glædeligt, at Energikommissionen så klart anbefaler, at Danmark vender tilbage til ideen om en ambitiøs klimapolitik og ikke bare, som den nuværende minister og regering på et tidspunkt lagde op til: En plads et eller andet sted i midten af feltet. Det er helt nødvendigt, hvis vi skal nå i mål i 2050 på en måde, der er i overensstemmelse med 2 graders-aftalen fra Paris, og det er iøvrigt på det knap så lange sigt, en rigtig god ide, hvis vi fortsat vil se energiteknologi som en dansk styrkeposition, ikke mindst på de potentielt store eksportmarkeder.

I den forbindelse er det også glædeligt, at Energikommissionen så klart anbefaler en kraftig styrkelse af energiforskningen. En ambitiøs klimapolitik vil i sig selv styrke virksomhedernes interesse i forskning og udvikling, men der er næppe tvivl om, at samspillet mellem ambitiøse klima- og energipolitik og forskningsstøtte netop er den “cocktail”, der vil kunne gøre det muligt at fortsætte de seneste års positive udvikling i den grønne eksport.

Et tredje punkt hvor rapporten rammer plet er i understregningen af elektrificering af energiforbruget som en helt central del af især den lidt mere langsigtede strukturelle omstilling af energisektoren. Det har været klart i adskillige år, uden at politikerne har reageret på erkendelsen. Forhåbentlig vil det hjælpe på lydhørheden, at beskeden nu kommer fra regeringens “egen” kommission.

Det er flere punkter, hvor man kun kan være enig med Energikommissionen, f.eks. at EU's kvotesytem bør styrkes, hvis det skal spille nogen rolle i praksis. Intet tyder dog på, at det vil ske inden for den relevante fremtid. Energikommissionen peger også på, at der er brug for en “opdatering” af energibeskatningen.

Herefter til de mindre opløftende kommentarer:

Kommissionen er for selvrosende på nationens vegne, når den præsenterer Danmark som “verdensmester” i grøn omstilling. Danmark er ubetinget førende på to områder: Kombination af kraft/varme i forbindelse med et ekceptionelt veludviklet fjernvarmenet og en langt højere grad af vind (og sol) i elproduktionen end noget andet land. Og for så vidt angår energieffektivitet, en størrelse der er svær at måle entydigt, ligger vi også ganske pænt.

Der er derimod ikke så meget at hente i understregningen af, at vi har præsteret en betragtelig afkobling af energiforbrug og CO2-udslip fra den økonomiske vækst. Den tendens, der fremgår af kurven på rapportens side 11 er typisk, omend ikke præcis den samme, for de fleste OECD-lande eller for EU som helhed. Og kurven er i et vist omfang misvisende: En ikke ubetydelig del af Danmarks økonomiske vækst over de sidste 40 år skyldes international skibsfart, hvor CO2-udslippet ikke medregnes i nogen national opgørelser.

Endvidere skyldes en del af den opgjorte CO2-reduktion omlægning til forskellige former for bioenergi, der anses for CO2-frit, uanset om det reelt er tilfældet eller ej. Den anvendte opgørelsesmetode er i fuld overensstemmelse med EU's regler, men det bliver biomassen ikke mere klimavenlig af. Lige som haren ikke er eller bliver en drøvtygger, selv om det står i biblen (gl. testamente).

Mere problematisk bliver det imidlertid, når kommissionen så stærkt fremhæver “teknologineutralitet” og “markedsgørelse” af den fremtidige indsats. Har kommissionen helt overset, at de elementer, der har været bærende for den hidtidige, positive udvikling netop har været drevet frem af det stik modsatte? Eller at de to EU-”flagskibe”, der er baseret på “markedet”, elmarkedsliberaliseringen og CO2-kvotesystemet begge har været – diplomatisk sagt - fiaskoer, målt i forhold til, hvad de skulle levere? Man spørger sig, om Energikommissionen har en krystalkugle, der siger, at fremover vil det, der hidtil ikke har virket, virke - og vice-versa? Eller er kommissionens forslag først og fremmest baseret på den fremherskende ideologi, at “markedet er altid bedst”?

Min erfaring og analyse siger mig, at netop energisektoren er et særtilfælle, der ikke passer særlig godt med de nationaløkonomiske teorier. Energiinvesteringer har ofte en tidshorisont, der slår markedets med årtier, og dele af de omlægninger, vi taler om, er karakteriseret ved, at nye teknologier altid er dyrere i begyndelsen i forhold til de teknologier de skal udkonkurrere. To eksempler:

Vindenergi er åbenlyst blevet konkurrencedygtig, i forhold til elproduktion baseret på nye fossilt fyrede kraftværker. Men vindenergi konkurrerer ikke med nye kul- eller gasfyrede værker, men derimod med eksisterende værker, der har en markeds-interessse i at producere, så længe prisen dækker alene de variable (lave) omkostninger, kul og CO2-kvoter. Ingen ved deres fulde fem ville i dag overveje, alene af rent økonomiske grunde, at investere i fossilt fyret el-produktion. Selv om prisen på vind og sol er faldet, og måske fortsat falder, vil der være brug for en form for intervention, hvis udbygningen med vind og sol skal fortsætte. Og så kan vi, især industrien, glæde os over, at elpriserne “på nettet” er meget lavere end de ville have været, hvis vi alene havde fået en liberalisering af sektoren uden den ikke-teknologineutrale investering i vindenergi.

Et andet eksempel, hvor princippet om teknologineutralitet åbenlyst ikke virker, er personbilerne. Deres CO2-fodaftryk kan i princippet opnås ved enten bedre energieffektivitet, biobrændstoffer eller elektrificering. Bedre energieffektivitet er godt, men ikke den løsning, der er tilstrækkelig på lang sigt. Biobrændstoffer er p.t. den billigste, d.v.s. den løsning “markedet” vil levere, men stort set uden anden klimagevinst end den rent bogholderimæssige (CO2-udslippet fra ekstra palmeolieproduktion i Malaysia eller Indonesien er langt væk fra Danmarks eller EU's CO2-regnskab). Den eneste “langtidsholdbare” løsning er elektrificering, men intet tyder på, at markedet vil levere andet end ren imagepleje på elbilsområdet.

Konklusion: Idéen om teknologineutralitet på energi- og klimaområdet vil i de kommende (relativt mange) år være ensbetydende med stagnation. Derfor er det ærgerligt, at Energikommissionen ikke gravede lidt dybere i disse elementære sammenhænge på energiområdet.

Endelig: Bioenergi eller biomasse? Det er glædeligt, at Energikommissionen gør opmærksom på, at biomasse, i modsætning til sol og vind, er en endelig ressource. Men det er lidt af en gratis omgang. I en global sammenhæng er det mulige danske forbrug af biomasse så beskedent, at man roligt kan betragte resssourcen som ubegrænset. Men hvis man tager langsynsbrillerne på, ser det meget anderledes ud.

Vi er for øjeblikket, takket være et helt forældet afgiftssystem, i færd med at opbygge et forbrug af biomasse, som er aldeles u-bæredygtigt, hvis det danner skole på globalt eller europæisk plan. Og værre end det. Vi roser os af dette mere og mere importerede forbrug som om det var lige så godt som al anden vedvarende energi. Har kommisionen læst rapporten fra Det Europæiske Miljøagenturs videnskabelige komite (september 2011) eller Energistyrelsens redegørelse om bioenergi fra 2014.  

I så fald ville de have lært, at biomasse på ingen måde automatisk er CO2-neutral og i mange tilfælde kun med årtiers forsinkelse. Dette aspekt er ikke alene vigtigt, fordi det snyder på CO2-udslipsregnskabet og får den grønne omstilling til at fremtræde langt grønnere end den i virkeligheden er.

Det er også vigtigt, fordi de milliarder, der for øjeblikket kastes i ombygning af store og små fossiltfyrede kraftvarmeværker til rent eller helt overvejende biomassefyrede varmecentraler i mange år fremover vil blokere for den elektrificering af opvarmningssektoren, der er vores mest oplagte mulighed for nationalt at fremme elektrificeringen af slutforbruget. Netop et af de punkter kommissionen selv frehæver som en prioritet.

Man kunne have ønsket sig, at Kommissionens formand ikke alene havde påpeget eksportmulighederne for elektrificering af bolig- og bygningsopvarmningen, men også langt stærkere havde forsøgt at råbe politikerne op med beskeden om, at klokken er (mindst) fem minutter i tolv, hvis vi skal redde de stumper, der ikke allerede er for fuld fart i den gale retning. Det ser unægtelig ud som om kortsigtede, snævre sektorinteresser har fået lov til at dominere over det mere langsigtet optimale.

Blot for at skære det ud i pap: Omlægning af bolig- og bygningsopvarmningen til el, enten ved hjælp af store varmepumper eller ren el, og gerne med udnyttelse af geotermisk energi, er det mest oplagte eksempel på en energiteknologisk udvikling, hvor Danmark har en chance for at komme på forkant internationalt efterhånden som flere og flere finder ud af, hvordan man bygger havvindmøller eller elementer til bedre bygningisolering. Men der skal tales med store bogstaver, hvis det skal blive en realitet.

They could have done better!