Klimaloven er et markant grønt løft af den danske klimapolitik

Så faldt aftalen om en ny klimalov på plads, og til trods for bump på vejen, er det blevet en historisk aftale, der sætter bindende og ambitiøse rammer for dansk klimapolitik i de næste år og årtier. Det er helt afgørende, at det er lykkes, at samle et meget bredt flertal bag aftalen, så vi undgår, at gentage det seneste årtis slingrekurs, og i stedet står i en situation, hvor kursen og ambitionen grundlæggende vil være den samme selvom regeringsmagten måtte skifte.

Vi har en aftale!! #klimalov pic.twitter.com/qGze88MeUp

— Dan Jørgensen (@DanJoergensen) December 6, 2019

CONCITO har spillet aktivt ind i forhandlingerne af mange omgange, og vi har været inviteret formelt ind i Folketinget for at give CONCITOs bud på rammerne for en sådan klimalov. Kort opsummeret flugter den endelige aftale på rigtig mange punkter med CONCITOs hovedprioriteter, og vurderingen er derfor også grundlæggende, at både ambitionerne og mekanikken i aftalen vil være et markant grønt løft af den danske klimapolitik. Nedenfor opsummeres kort nogle af hovedpunkterne i aftalen, og CONCITOs vurdering og perspektivering heraf.

1. Danmarks langsigtede mål

Aftalen specificerer et langsigtet mål for den danske klimaindsats som værende ”klimaneutralitet senest i 2050 og med 1,5 graders målsætningen for øje”.

Ordlyden markerer et kompromis mellem ordlyden i energiaftalen fra 2018 og et politisk ønske om at rykke målet frem mod 2040 i lyset af 1,5 grads målsætningen i Paris aftalen. Aftalens ordlyd læner sig op ad Parisaftalens målsætning om at begrænse den globale middeltemperaturstigning til vel under 2 grader – svarende til et klimaneutralt Danmark senest i 2050 – men stræbe efter at begrænse den til 1,5 grad – hvilket vil svare til et klimaneutralt Danmark omkring 2040. Formuleringen åbner derfor også op for at styrke det langsigtede mål yderligere over tid, i takt med ny videnskabelig viden, teknologiske muligheder e.l.

2. Principper for indsatsen fremadrettet

I aftalen understreges behovet for dansk klimalederskab og hensynet til en omkostningseffektiv opfyldelse af målene. Der refereres også til at der skal tages hensyn til den langsigtede omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling, konkurrencekraft, beskæftigelse osv. At aftalen netop understreger behovet for at tage hensyn til dette, og ikke, at det er et krav, at alle disse elementer skal sikres - som ellers har været fremført i forhandlingerne - er vigtigt. Klimaomstillingen er en bunden opgave, og vil på den korte bane komme til at koste og vil kræve investeringer og omstillinger på tværs af samfundet og hos alle aktører. Men der er selvfølgeligt en lang række hensyn der er legitime at tage, herunder for eksempel, at have fokus på fortsat stærk grøn beskæftigelse.

Vigtigere er det, at aftalen slår fast, at klimatiltag fremadrettet skal resultere i reelle indenlandske reduktioner, hvilket dermed forhindrer, at vi begiver os ud i bogholderiøvelser, som kun har begrænset eller ingen klimaeffekt, fx EU kvotekøb. Desuden slår aftalen fast, at det skal sikres, at tiltag ikke bare flytter produktionen og dermed udledningerne til udlandet, hvilket giver god mening rent klimamæssigt, da der er brug for at finde løsninger på udledningerne fremfor at flytte dem.

3. Delmål for 2025

70% reduktionsmålet i 2030 var igennem hele forløbet et fælles udgangspunkt for ambitionen i aftalen. Men forhandlingerne var svære i forhold til hvordan reduktionsstien i perioden frem mod 2030 skulle se ud, da den samlede udledning for perioden jo vil afhænge af hvor tidligt og hvor meget der kan reduceres med. Samtidig står det klart, at en række afgørende elementer i klimaindsatsen, som fx indfasningen af el-biler, ophør af dræning af lavbundsjorde osv., først vil få effekt relativt sent i perioden, og at det derfor vil være svært at forestille sig en helt ret reduktionssti fra 2020-2030, men snarere en lettere omvendt hængekøje. Kompromisset i aftalen er, at Klimarådet i forbindelse med klimaplanen i 2020 skal definere et indikativt delmål for 2025 i form af et interval.

Dette flugter fint med CONCITO’s forslag om en etablering af en form for ”målzone” for 2025, som skal sikre at der både sker en ambitiøs reduktion på kort sigt, men også indeholder en vis realisme i forhold til hvornår den store effekt af mange tiltag kan slå igennem. Det afgørende her er at huske på, at rigtig mange initiativer og indsatser skal i gang meget hurtigt, hvis det overhovedet skal have markant effekt i perioden op imod 2030, så det må under alle omstændigheder ikke blive en sovepude.

4. Årligt klimaprogram og handlepligt

Aftalen specificerer et ret ambitiøst løbende årshjul for vurdering og tilrettelæggelse af klimaindsatsen, med klare rammer og forpligtelser for Klimarådet, ministeren og Folketing. Grundlæggende er der lagt op til at Klimarådet hvert år vil vurdere fremdrift, komme med anbefalinger og anskueliggøre om klimalovens mål kan nås og dermed fagligt vurdere om den såkaldte handlepligt for ministeren indtræder. Ministeren skal så i lyset af dette og Energistyrelsens fremskrivninger, fremlægge et klimaprogram med nye initiativer på kort og lang sigt. Disse elementer giver et løbende stærkt fagligt fundament for klimaindsatsen

Folketinget får en meget stærkere rolle i forhold til at sikre de nødvendige ambitioner og indsatser i klimapolitikken, i det Folketinget i sidste ende vil vurdere om handlepligten for ministeren og regeringen skal træde i kraft, og i givet fald også kan vedtage konkrete indsatser, og i sidste ende udtrykke mistillid til ministeren. Samtidig vil relevante ministre årligt blive indkaldt af Folketingets klimaudvalg for at stå på mål for relevante indsatser på deres områder, både nationalt og internationalt, og der vil blive afholdt en årlig forespørgselsdebat med klimaministeren efter Finanslovens indgåelse.

Alt i alt er ovenstående årshjul og specificering af ansvar og forpligtelser, en model, der i meget høj grad gør klimaloven meget bindende og er med til at sikre, at der holdes momentum i ambitioner og indsatser.

5. Et stærkere klimaråd

Med både aftalen om Finanslov 2020 og Klimalov har det uafhængige Klimaråd fået både flere muskler, og klarere og bedre rammer for sit arbejde.

Fremadrettet vil Klimarådet have en klar defineret rolle i de løbende årshjul i forhold til at vurdere fremskridt og ikke mindst analysere fremskrivninger i forhold til at vi er på rette kurs i forhold til målene i 2025 og 2030. Klimarådet kommer tættere på forudsætninger og maskinrummet i Energistyrelsen, og kan selv bestille relevante kørsler af modellerne for at sikre det nødvendige grundlag for deres analyser. Rådet skal samtidig give status på den globale søjle i klimaloven og dermed Danmarks indsats globalt.

Klimarådets uafhængighed i form af udpegning af medlemmer, formand osv. styrkes, og der etableres et dialogforum for relevante aktører.

Styrkelse af Klimarådet er en af de vigtigste elementer i aftalen, da Rådet vil kunne varetage og udøve sin rolle som både faglig vagthund og inspirator for den danske klimaindsats, idenfor klart definerede og uafhængige rammer.

6. Global afrapportering og strategi

Et afgørende nybrud i aftalen og dermed i den danske klimapolitik fremadrettet, er etablering af en global søjle i Klimaloven, og dermed den stærke anerkendelse af behovet for også markant at styrke klimaindsatsen de steder, hvor de ikke kan tælles med i det danske klimaregnskab, men har en global klimaeffekt.

I aftalen specificeres en række statslige områder som fx klima-myndighedssamarbejdet og eksportfremme af danske grønne løsninger, men der nævnes også specifikt effekterne af, at reducere klimapåvirkningen af det danske import og forbrug, og behovet for at understøtte udviklingslandenes reduktionsindsats og klimatilpasning. Der skal konkret udarbejdes en global klimastrategi i forbindelse med det årlige klimaprogram.

CONCITO har I forhandlingsprocessen lagt meget vægt på netop at udvide perspektivet for den danske klimaindsats til også at omfatte effekterne globalt (læs mere her). Selvom det ikke specifikt nævnes i aftalen er dette afgørende for en lang række indsatser hos hovedaktører i det danske samfund, herunder både investorer, virksomheder, borgere (i forhold til eget forbrug) og kommuner/byer/regioner/stat, hvor fx klimaeffekten af grønne indkøb hos sidstnævnte kun for alvor giver mening, hvis effekten kan medregnes, hvad enten produkterne er produceret indenfor eller uden for Danmarks grænser.

7. Ingen køb af bl.a. EU-kvoter her og nu

I aftalen understreges det, at opfyldelse af 70% målet ikke skal ske via køb af fx EU kvoter, eller øvrige indsatser med international effekt som fx eksport af el. Dermed slås det fast, at indsatserne til opfyldelse af 70% målet grundlæggende skal ske via reduktioner på dansk grund.

Denne del af aftalen er afgørende for at sikre den klimamæssige integritet af aftalen, og er en naturlig og vigtig del af efterlevelsen af princippet om at indsatsen fremadrettet skal skabe reelle indenlandske reduktioner nu og her. Analyser viser meget klart, at fx køb af EU kvoter, kun vil have en meget lille effekt i 2030 og først have fuld effekt om 2-3 årtier, på grund af de meget store mængder overskudskvoter i EU systemet.

Der åbnes dog en dør på klem for at disse elementer kan bringes i spil lige op imod 2030, hvis 70% målet i synes realistisk og hvis fx EU systemet er ”fixet” og dermed at køb af EU kvoter giver en reel effekt på det tidspunkt.

8. Klimahandlingsplanen 2020 – sektorstrategier og øvrige tiltag

Aftalen indeholder specifikke elementer for klimahandlingsplanen for 2020, nemlig at der skal udarbejdes sektorstrategier for de væsentligste sektorer (fx landbrug, transport, energi, byggeri og industri) og at disse skal indeholde indikatorer for indsatsen fremadrettet, som en måde at opstille og måle fremskridt må man forstå. Det er helt oplagt at de 13 partnerskaber, der afrapporterer tilbage til regeringen i februar/marts 2020, udmøntes nærmere i disse sektorstrategier i forbindelse med klimahandlingsplanen.

Desuden peges der specifikt på at klimahandlingsplanen skal indeholde tiltag målrettet borgere, erhvervsliv og civilsamfund, hvilket synes at åbne op for en bredere dialog med samfundets hovedaktører om omstillingen. Selvom der helt åbenlyst mangler aktører i dette billede, fx kommuner, byer og regioner, kan der være rigtig mange spændende og vigtige perspektiver i at inddrage disse aktører på nye måder, hvilket vil være et meget vigtigt element i at skabe medejerskab og følgeskab til de mange elementer og aspekter i omstillingen i de kommende år.

Næste skridt: Klimahandlingsplanen

Med ovenstående og de mange andre elementer i Klimaloven, er der nu sat bindende og ambitiøse rammer for den danske klimapolitik de næste år og årtier. Næste skridt bliver at få en klimaplan på plads i 2020, der leverer virkemidler og indsatser, som reducerer udledningen med omkring 65% i 2030. Så må der efterfølgende sættes at arbejde i gang med at identificere virkemidler, teknologier osv. der gør os i stand til at række ud efter de 70 procents reduktion.

Og Klimaloven står ikke alene. Regeringens forståelsespapir fra i sommers lægger også en række mere konkrete spor ud, der nu skal udmøntes i konkrete tiltag og indsatser hurtigst muligt. For det første står det klart, at der en meget tæt sammenhæng med tilsvarende høje ambitioner på natur- og biodiversitetsområdet, hvilket helt konkret giver muligheder for arealløsninger der skaber markante gevinster for både klima, natur, biodiversitet, vandmiljø, klimatilpasning osv. (læs mere her).

Der er også lagt tydelige spor ud i forhold til energiområdet, elektrificering, transporten, landbruget, skov, byerne og ikke mindst en styrkelse af grøn økonomisk praksis i blandt andet Finansministeriet. Og der synes at være bred enighed om, at den danske indsats på klimaområdet skal ses i tæt sammenhæng med en ambition om at skabe fremdrift i EU og globalt med bl.a. et klart ønske om at skabe en europæisk klimaunion.

Nu sænker julefreden sig snart over Danmark, og med Klimaloven og den brede opbakning til ambitiøs indsats i de kommende år, kan juletiden nydes med den sikre forvisning, at Danmark for alvor har taget de grønne ambitioner til sig og den grønne førertrøje på, ved som et af de første lande – hvis ikke det første – at have udmøntet Parisaftalen og den klimaudfordring videnskaben har gjort så klar for os, i konkret lovgivning.

Når kalenderåret viser 2020 skal alle de konkrete indsatser i alle sektorer forhandles på plads, hvilket både vil blive svært og kompliceret, men også nødvendigt hvis vi skal leve op til Klimalovens overordnede formål om Danmark skal påtage sig sit grønne lederskab og bidrage til de nødvendige reduktioner i tide – både i Danmark og globalt.