Landbrugsaftalen sigter højt, men mangler konkrete tiltag

Regeringen er sammen med et bredt flertal af Folketingets partier blevet enige om en aftale om grøn omstilling af dansk landbrug. De ti aftalepartier er enige om at fastsætte et bindende reduktionsmål for land- og skovbrugssektorens udledning af drivhusgasser på 55-65 pct. i 2030 i forhold til udledningen i 1990, og det er meget positivt, at der dermed er bred politisk opbakning til, at fødevaresektoren skal levere et markant bidrag til opfyldelse af 70 pct.-målet i 2030.  

Samlet set viser aftalen vejen til, hvordan dansk landbrug kan reducere drivhusgasudledningerne med op til 7,4 mio. ton CO2 ækvivalenter (CO2e) frem mod 2030. Aftalepartierne har desuden en fælles ambition om at nå reduktioner på 8 mio. ton i 2030. 

Heraf er blot 1,9 mio. ton konkrete tiltag i det såkaldte implementeringsspor, der kan reducere drivhusgasudledninger med kendte virkemidler de næste 4-5 år. De resterende 6,1 mio. ton er mere usikre tekniske reduktionspotentialer i det såkaldte udviklingsspor. Aftalepartierne vil genbesøge aftalen i 2023, hvor reduktionerne i udviklingssporet skal konkretiseres og så vidt muligt flyttes over i implementeringssporet, og det genbesøg er tiltrængt. 

Danmarkshistorie!
Vi har landet en historisk stor og bred politisk aftale om landbruget, der viser vejen til en CO2-reduktion på 7,4 mio. ton. Et bindende mål sikrer en afgørende høj reduktion. Vi skal i mål med at skære 70 % af Danmarks CO2-udslip i 2030. #dkpol #dkgreen #dklima pic.twitter.com/b8EokDAppP

— Rasmus Prehn (@RasmusPrehn) October 4, 2021

Flere mulige reduktioner i implementeringssporet 

CONCITO har i slutfasen af landbrugsforhandlingerne peget på kendte virkemidler, der vil kunne sikre en reduktion på omkring 4 mio. ton CO2e i implementeringssporet. Det gælder bl.a. ekstra udtagning af lavbundsjorde, anvendelse af nitrifikationshæmmere ved gødskning af markerne samt kombination af nogle kendte teknologier til håndtering af husdyrgødning, som kan øge potentialet markant frem for at satse på dem enkeltvis, og en ændring af biogasstøtten, som bidrager til at gøre produktionen mere klimaeffektiv.  

Problemer i udviklingssporet        

Det er uhensigtsmæssigt at satse så meget på udviklingssporet som der gøres i landbrugsaftalen, fordi det giver usikkerhed for, om og hvordan reduktionerne reelt skal opnås. Derudover er der nogle af elementerne i udviklingssporet, der kan være tvivlsomme set i et klimaperspektiv. Det gælder især satsningerne på økologi og fodringsteknologier.  

Den positive klimaeffekt af økologisk jordbrug, som der forventes i aftalen, er ikke veldokumenteret. Hvis den forventede reduktionseffekt på 0,5 mio. ton ikke blot skal pynte på det danske klimaregnskab, men også give mening i et globalt perspektiv, er det vigtigt, at der omlægges til økologisk produktion med et markant mindre husdyrtryk end hidtil. Og selv hvis man antager, at der er den forventede reduktionseffekt på 0,5 mio. ton fra omlægning til økologisk jordbrug, er det meget svært at se, hvordan man i praksis vil sikre en fordobling af det økologisk areal, selv med mere end 3,5 mia. kroner i samlet støtte.  

Med de gældende regler for næringsstofforsyning til økologisk jordbrug, vil man primært skulle udvide mælkeproduktionen markant for at levere nok næring til planteproduktionen, og det er tvivlsomt om dette kan drives af øget eksport af mejeriprodukter. Alternativt skal der udbygges massivt med biogasanlæg, og det i sig selv kræver stor økonomisk støtte.  

Hidtil har alle forsøg på at introducere fodringsteknologier til malkekøer for at reducere den enteriske metanproduktion ikke været succesfulde, og det er usikkert om dette lader sig gøre i stor stil uden uønskede sideeffekter.  

I aftalen står der mere eller mindre direkte, at lykkes dette ikke, vil man introducere virkemidlet ”øget tildeling af fedt” i foderet. Men dette virkemiddel kan være uhensigtsmæssigt. Fedtet der tilsættes ekstra kan medføre en betydelig udledning af drivhusgasser under produktionen (afhængig af fedttype). Og bringes gyllen ikke til biogasanlæg (og det gør kun ca. 20 % gyllen i dag), så er der risiko for, at fedtet tabes som metan fra gylletanken.  

Økonomisk prioritering kan give flere reduktioner for pengene 

Prioriteringen af aftalens økonomiske ramme kunne give flere reduktioner for pengene. Der er eksempelvis afsat et meget stort beløb på godt 3,5 mia. kr. til omlægning af konventionelt jordbrug til økologi, mens der ”kun” er afsat 2 mia. til udtagning af lavbundjorder.  

En ambitiøs udtagning på 100.000 hektar, som aftalen lægger op til, vil med meget stor sandsynlighed koste væsentligt mere end 2 mia. kr. – sandsynligvis det tredobbelte. Derudover haster udtagningen, da arealet med lavbundjorde med højt indhold af organisk stof falder med ca. 1000 hektar om året, da det organiske indhold falder i takt med dyrkningen.  

Der er også afsat godt 600 mio. kr. til skovrejsning. Med den nuværende støttesats koster skovrejsning det offentlige ca. 38.000 kr. per hektar, mens lodsejer også betaler en bydelig andel af udgiften for skovplantning. Med denne støttesats er skovarealet ikke vokset nær så meget som håbet. Men med sådan en støttesats vil der kunne tilplantes ca. 16.000 hektar for det afsatte beløb. Det er ikke særlig ambitiøst, når målet er i 1989 med det Nationale Skovprogram var en fordobling af skovarealet i løbet af 80-100 år (altså 50-70 år fra nu), som forudsætter tilplantning af 4-5000. hektar årligt.      

Der allokeres betydelige midler til en plantefond, og det er godt! Men det er ikke optimalt, at en meget stor del af de penge tages fra den offentlige forskningsfond Promilleafgiftsfonden, hvor penge i dag bl.a. anvendes til forskning i planteproduktionens klimapåvirkning. Her ville man få yderligere udvikling af planteproduktionen med en større andel af ”nye penge” til dette formål. 

Det er meget svært at forestille sig, at pyrolyse vil kunne ”levere” 2 mio. ton CO2e uden økonomisk incitament til den konkrete anvendelse. Sker dette ikke på en reguleret måde, vil der være risiko for, at erhvervet finansierer denne teknologi ved salg af CO2-certifikater, hvilket kan vise sig uhensigtsmæssigt på lang sigt. Bruttovirkemiddelkataloget opgør den samfundsøkonomiske omkostning ved pyrolyse til 500-1.500 kr./ton CO2e, dvs. 1-3 mia. kr. pr. år. Hvis der skal leveres 2 mio. ton i 2030, burde man med aftalen have afsat mindst 1 mia. kr. om året fra midten af 20’erne og frem.  

Det fortjener ros, at der i aftalen afsættes 249 mio. kr. til at lave grundlagsskabende forskning, der på sigt skal forbedre vidensgrundlaget for drivhusgasudledningerne størrelse fra landbruget. I dag hviler de nationale opgørelser på et fagligt tyndt grundlag. Dette faglige grundlag kan muligvis på sigt anvendes til at udregne rimelig retvisende bedriftsregnskaber for klima, som igen potentielt kan danne grundlag for et afgiftssystem, der kan fremme den økonomisk optimale tilpasning af landbruget. Dette giver god mening at koble på i forbindelse med genbesøg af aftalen i 2023.