Muligheder og udfordringer i EU’s 2030-indsatsfordeling

Efter den globale klimaaftale i Paris er det nu tid til at verdens lande nu implementerer deres klimaindsatser hjemme. I EU står vi overfor en reduktion af drivhusgasser på mindst 40 % i 2030 i forhold til 1990, og en betydelig del af indsatsen skal ske indenfor de ikke-kvotebelagte sektorer som transport, landbrug og bygninger. EU-Kommissionen fremsatte den 20. juli sit forslag til indsatsfordeling, herunder forslag til, hvor meget de enkelte medlemslande skal reducere i de forskellige sektorer.

På CONCITOs rådsmøde den 7. september 2016 kickstartede vi diskussionen om muligheder og udfordringer for Danmark i EU’s 2030-indsatsfordeling med en konstruktiv og ligefrem dialog med eksperter og centrale organisationer. Her skitseres nogle af hovedpointerne fra rådsmødedebatten samt den offentlige debat i øvrigt.

Rådsmødedebat den 7. september med Landbrug & Fødevarer, DI Transport, Dansk Byggeri. 

Reduktionsmål for den kvotebelagte og ikke-kvotebelagte sektor
EU's samlede mål om 40 % reduktion i udledningen af drivhusgasser i 2030 fordeler sig på hhv. et mål for den kvotebelagte og ikke-kvotebelagte sektor. Mens den kvotebelagte sektor hovedsageligt omfatter energiområdet, dækker den ikke-kvotebelagte sektor transport, landbrug, affald og individuel boligopvarmning.

Ifølge EU-kommissionens udspil til indsatsfordeling mellem medlemslandene, skal Danmark reducere med 43 % i 2030 i forhold til 2005 i den kvotebelagte sektor, mens den ikke-kvotebelagte sektor skal reducere med 39 % i 2030 i forhold til 2005.

Særligt indsatsen i den ikke-kvotebelagte sektor er udfordrende, da udledningerne fra både transport og landbrug ikke falder i disse år, og der derfor er særligt behov for at sikre, at der iværksættes indsatser, der i de kommende år kan reducere udledningerne markant. Men hvor meget skal sektorerne egentlig reducere frem mod 2030?

Danmark får mulighed for fleksibilitet
I Kommissionens forslag er der inkluderet nogle konkrete fleksibilitetsmekanismer, der har til hensigt at give Danmark og en række andre lande mulighed for mere fleksibilitet i opfyldelse af reduktionsmålene.

Det drejer sig specifikt om muligheden for at ”købe reduktioner” i kvotesektoren samt muligheden for at inkludere Danmarks optag af CO2 i skove og landbrugsjorde (den såkaldte LULUCF). Vælger Danmark at udnytte denne mulighed fuldt ud, vil det betyde, at Danmark snarere end 39 % skal reducere med 33 % i 2030 i forhold til 2005.

13 procents reduktion fra 2020-2030 blot et skridt på vejen mod 2050
Danmark forventes allerede i 2020 at have reduceret udledningerne i ikke-kvotesektoren med 20 % i forhold til 2005, og dermed er den reelle ”mer-reduktion” fra 2020-2030 på yderligere 13 %. Det svarer groft sagt til en reduktionstakt, der er meget sammenlignelig med den vi har haft frem til nu i disse sektorer.

En reduktionstakt der ”blot” er på størrelse med indsatsen frem mod 2020, risikerer dog at sløre for den egentlige udfordring – nemlig, at udledningerne skal reduceres til næsten nul i 2050. Ses udfordringen i det perspektiv, vil Danmark sandsynligvis skulle reducere udledningerne i de samme sektorer med yderligere 30-40 % frem mod 2040 for at sigte mod en udledning tæt på nul i 2050.

Det betyder også, at vi risikerer, at den fleksibilitet Danmark får ”foræret” i forhold til at nå i mål i 2030, blot vil udskyde nødvendigheden og behovet for at gøre en reel national indsats, der sikrer strukturel omstilling i særligt transporten og landbruget. Dermed risikerer vi også at ende i en langt stejlere reduktion på et senere tidspunkt, hvis vi ikke opretholder tempoet i omstillingen nu, og tager fat i de strukturelle håndtag, der peger længere frem. Det risikerer at gøre omstillingen dyrere i sidste ende.

Fleksibiliteten er med andre ord rigtig god i forhold til at sikre mulighed for en omkostningseffektiv opfyldelse af de danske reduktionsmål. Samtidig giver inddragelsen af LULUCF-sektoren mulighed for at sikre en meget bedre udnyttelse af potentialet for optag af CO2 i skove og landbrugsjorde, hvilket går hånd i hanke med brug af biomassen til fx energisektoren. Fleksibiliteten risikerer imidlertid også at skygge for behovet for både at sikre et stabilt tempo i omstillingen, og tage fat i de strukturelle elementer, der skal bringe Danmark i hus i 2050.

Transporten
Danmark kan påvirke udviklingen i transportarbejdet samt forbrugernes adfærd gennem eksempelvis investeringer i infrastruktur, afgifter og trafikregulering, og der er behov for, at der tages konkrete initiativer i forhold til fx at ændre afgiftsstrukturen. Målet må være at sikre langt bedre rammebetingelser for at elektrificering af persontransporten for alvor kan tage fart i de kommende år.

Samtidig ligger de mest effektive klimastyringsmidler reelt på EU-niveau. Særligt i forhold til skrappere krav til køretøjerne, brændstofferne og rammerne for medlemslandenes transportplanlægning. Kun gennem europæiske og internationale standarder kan man for alvor påvirke markederne for køretøjsteknologi, drivmidler og infrastruktur.

Derfor er det afgørende, at der vedtages så ambitiøse fælleseuropæiske krav og standarder som muligt. Både fordi det samlet set er den mest effektive vej at gå, og fordi det kan aflaste Danmark fra at skulle implementere særlige nationale tiltag i form af for eksempel afgifter og restriktioner, der er væsentlig stærkere end andre landes.

Jo større en indsats, der gøres for få effektive klimavenlige transportinitiativer på plads i EU, jo større bliver det nationale manøvrerum – og jo mindre pres bliver der for at implementere nationale tiltag inden for eksempelvis transport- og landbrugsområdet.

Landbruget
Energistyrelsen, Klimarådet og andre har allerede peget på en række initiativer, der kan sættes i værk i forhold til konkrete reduktioner i landbruget. Men der er i høj grad brug for en konstruktiv tilgang til, hvordan man kan understøtte en strukturel grøn omstilling af landbruget, og i den forbindelse sigte mod at opnå betydelige synergier med andre samfundsmæssige prioriteringer som fx klimatilpasning, natur og bæredygtig energiproduktion.

Mere konkret kan hovedsporene i de fremadrettede indsatser i landbrugssektoren grupperes som følger:

• Bedre information om faktiske udledninger, for bedre at være i stand til at måle effekten af indsatserne.
• Understøttelse af teknologiudvikling i landbruget, med fokus på både at reducere udledningerne fra produktionen og sikre bedre jordfrugtbarhed i landbruget.
• Aktiv brug af ændret arealanvendelse til markante reduktioner, særligt i forhold til organiske jorde, skovrejsning og græsser.

Byggeri
Udledningen fra byggeriet udgør kun en mindre del af udledningen fra den ikke-kvoteomfattede sektor, men da energieffektivisering også er centralt i forhold til at nå i mål med reduktionerne i den kvoteomfattede sektor, er det et vigtigt indsatsområde frem mod 2050. Indsatsen for energieffektivisering af bygninger er primært et nationalt anliggende, men EU-Kommissionen er på trapperne med et forslag til energieffektiviserings-direktiv, der angiveligt foreslår et bindende energieffektiviseringsmål på 30 % i 2030.  

Omkostningseffektive energirenoveringer og energibesparelser vil mindske det samlede energibehov, og potentialet på dette område bør derfor også bringes i spil i forhold til realisering af Danmarks reduktionsforpligtelser i EU, eventuelt gennem bindende målsætninger for energieffektivisering eller brug af afgifter.