PSO-løsning må ikke bremse den grønne omstilling

Bølgerne går højt om PSO’en, der finansierer den grønne omstilling i Danmark. Mange diskussioner løber sammen. Betaler vi for alt for meget til den grønne omstilling af vores energisystem? Hvordan skal vi hente pengene – og hvad skal de i hele taget investeres i?

Der er brug for at holde hovedet koldt. Og svare på spørgsmålene i den rigtige rækkefølge.

Allerførst bør der skabes ro om det helt grundlæggende: Danmark bør fastholde et højt ambitionsniveau, når det handler om den grønne omstilling. Vi kan i Danmark bryste os af at have leveret rigtig gode resultater, når vi snakker reduktion af drivhusgasser. Men faktum er, at vi i de kommende årtier skal øge reduktionstakten, hvis vi skal leve op til vores forpligtelser og reelt være på vej mod et lavemissions-samfund i 2050.

Investering i den grønne omstilling medfører selvfølgelig en omkostning nu og her, men er netop en investering i en klimavenlig fremtid. Og man kan stille sig spørgsmålet, hvorfor det ikke må koste noget at investere i grøn omstilling, mens investeringer i bedre sundhedsvæsen eller andre områder godt må koste noget.

Folketinget bør altså fastholde tempo i den grønne omstilling – også til vedvarende energi. Her skal vi huske på, at regeringens Klimaråd senest har fastslået, at der skal ske ”en massiv udbygning af vedvarende elproduktion i perioden frem til 2050”.  I øvrigt samtidig med at vi Danmark for alvor bør tage fat i at sikre, at vi bruger den producerede el bedre og klogere, både via el-forbindelser til udlandet og ved at få vind-el ind i vores varme- og transportsystem, via varmepumper og el-biler.

Det der sker nu er, at spørgsmålet om PSO’en bruges til at diskutere om farten skal sættes ned i den grønne omstilling, og det kan vise sig at være både uklogt og dyrt. Man bør politisk fokusere på at diskutere, hvordan omstillingen bedst gennemføres, og hvilke virkemidler der er mest effektive, og selvfølgelig også hvordan vi bedst finansierer denne omstilling. Men selve omstillingen er en bunden opgave, som bør være forankret bredt i Folketinget.

Et væsentligt spørgsmål er, hvordan vi bør investere i den grønne omstilling af bl.a. energisystemet. Det centrale her er, at det sker omkostningseffektivt. At vi bruger pengene, hvor det gavner omstillingen og dermed klimaet mest. Her haster det med at få diskuteret politisk hvordan Danmark mest klogt og omkostningseffektivt kan støtte op om omstillingen.

Her kan spørgsmålet om, hvorvidt finansieringen skal flyttes fra PSO’en til finansloven selvfølgelig være relevant, men der er også andre relevante elementer i spil, bl.a. en reform af skatte- og afgiftssystemet, der fx gør det mere rentabelt at investere i varmepumper. Men det kan også handle om at sætte mere fokus på, hvor der opnås mest klimaeffekt for pengene. Og her giver finansiering af vindmøller mv. rigtig god mening klimamæssigt i forhold til finansiering af biomasse, biogas osv.

Endelig er der spørgsmålet om, hvordan pengene til den grønne omstilling af energisystemet bør opkræves. Hvem skal betale? PSO-afgiften giver i dag et provenu på 7-8 mia. årligt, hvoraf cirka halvdelen går til at betale for vindenergi, mens resten går til udbygning med biomasse og biogas osv., samt forskning og udvikling i miljøvenlig energiproduktion. Om finansieringen hellere skal findes via finansloven og dermed den bredere skattebase er en ganske teknisk diskussion med mange forskellige hensyn.

Der er hensynet til de energiintensive virksomheders konkurrenceevne. Her tog allerede den forrige regering initiativ til at en målrettet lempelse fra 2015-2020. De pågældende virksomheder skal for at få gavn af lempelsen indgå en energieffektiviseringsaftale med Energistyrelsen. Denne løsning har været i kraft et halvt år. Samtidig har regeringen bebudet at ville øge kredsen af virksomheder, der får gavn af den lavere PSO og også øge tilskuddet. Der er derfor politisk fokus på denne problemstilling.

Vi skal huske på at den samlede el-pris for de danske virksomheder ligger cirka på EU’s gennemsnit, til trods for PSO-afgiften. Udfordringen er, at en lavere el-pris ikke slår 100 pct. igennem hos danske virksomheder pga. PSO’en, hvorved de oplever en konkurrenceforringelse i forhold til deres udenlandske konkurrenter. Men det modsatte er jo så tilfældet, hvis prisen stiger, hvor danske virksomheder så vil være ”beskyttet” via PSO-afgiften, og dermed vil opleve en konkurrencefordel.

Et andet hensyn handler om EU, hvor Kommissionen er gået imod, at Danmark lægger et PSO-gebyr på den el, som udenlandske elproducenter sælger til Danmark, uden at de samtidig har mulighed for at få del i den støtte, som finansieres via PSO’en. Det kan vi løse ved, at vi åbner en lille del af vores tilskudssystem for udenlandske elproducenter på tværs af grænsen via et udbudssystem, eller vi kan vælge at overføre PSO’en til finansloven.

Fra et klimamæssigt perspektiv handler det udelukkende om, hvordan vi vælger at finansiere omstillingen. Skal det ske via særligt de virksomheder, der bruger energien (den eksisterende PSO afgift), eller skal det betales via finansloven. De muligheder forholder vi os åbent til i CONCITO.

Overføres finansieringen til finansloven, vil det betyde, at udgifterne til den grønne omstilling overføres til os alle sammen. Det kan jo i en forstand give mening, og blandt andet vil det betyde, at der skabes større incitament til at fremme elektrificeringen via bl.a. varmepumper. Risikoen er, at den nødvendige investering i den grønne omstilling bliver politisk kastebold år ud og år ind – med al den utryghed det skaber for et område med behov for langsigtede politiske rammer. Men kan man sikre langsigtede forlig i en bred kreds i Folketinget, kan der skabes den nødvendige sikkerhed for ambition og retning i investeringerne i den grønne omstilling.

Det er en hasteopgave at få skabt langsigtet ro om finansieringen af den grønne omstilling af vores energisystem. Løsningen bør lande dér, hvor vi får mest klima for pengene, og hvor vi får skabt ro og retning i omstillingen. Den vedvarende tvivl skader vores virksomheder og investorer, og deres muligheder for at investere intelligent og langsigtet. Et bredt, langsigtet politisk forlig bør være en politisk bunden opgave – og det bør være et forlig, der speeder op for den grønne omstilling snarere end trykker på bremsen.