Sorte skyer over klimaindsatsen med Trump i Det Hvide Hus

Chokket over valget af Donald J. Trump som USA’s 45. præsident ringer stadig i ørerne. Og der er betydelig usikkerhed om, hvad det vil betyde for den amerikanske og globale klimaindsats.

Det Trump har sagt lover ikke godt. Han er klimaskeptiker og mener, at klimaindsatsen skal rangere lavt blandt de politiske prioriteter. Han er citeret for at ville have USA ud af Parisaftalen, som ifølge ham er skabt for at tilgodese kinesisk eksport og fordyre amerikanske produkter.  

Obamas tiltag for at begrænse udledninger fra energisektoren (Clean Power Plan) skal rulles tilbage. Subsidier og støtteordninger på vedvarende energi, el-biler og batterier skal alt sammen droppes, og finansiering af klimaforskning og international klimabistand skal annulleres. Kulminerne i rustbæltet skal genrejses, og vandbeskyttelsestiltag i forhold til skifergasudvinding skal droppes. Den omstridte Keystone XL oliesandsledning vil kunne genforhandles positivt, og moratoriet for olie og kuludvinding på føderale landområder ophæves. 

Det rygtes at han udnævner en klimabenægter som ny chef for den amerikanske miljøstyrelse (EPA), og erhvervsledere fra skifergas og olieindustrien på poster som energiminister og indenrigsminister. Han vil udpege en ny højesteretsdommer, som er mindst lige så konservativ (og klimafjendtlig) som den nu afdøde højesteretsdommer Antonin Scalia.

Samlet set kan det se ud som om Trumps klimapolitik er båret af et ”drill, baby, drill”-princip, som skal tilgodese den amerikanske forsyningssikkerhed, genrejse den amerikanske industri i rustbæltet, og fremme eksport af fossil energi. Til at gennemføre sine planer er han understøttet af en republikansk kontrolleret kongres.

Det giver anledning til flere scenarier for den globale og nationale klimaindsats. Lad os tage de globale konsekvenser først.

Betydning for Parisaftalen
Parisaftalen er skruet sådan sammen, at USA kun efter 3 år kan igangsætte en udmeldelse af Parisaftalen, som derefter vil kunne træde i kraft et år senere. Altså efter Trumps første embedsperiode. Det var sandeligt meget forudseende, at man fra bl.a. amerikansk side arbejdede hårdt for aftalens globale ikrafttrædelse inden valget, og at man indbyggede en sådan 4-års klausul i tilfælde af at en klimafornægter skulle ende i det hvide hus.

Trump er altså bundet de første fire år. Eller er han nu det? Dels er der jo ikke noget FN-politi, som slår ham i hovedet, hvis han ignorerer forpligtigelserne, og dels er det vel en mulighed, at han inden for et år i stedet melder USA ud af klimakonventionen, hvorved han måske kan undsige sig Parisaftalens forpligtigelser - eller hvad?

Men sagen er, at USA ved en sådan adfærd vil blive underkastet en enorm fordømmelse fra det internationale samfund, og at det forventeligt vil spille ind i andre vigtige politikområder i forholdet mellem USA og dets allierede og partnere. Det er måske det, der kan afholde ham fra en hurtig udmeldelse, i kombination med en mulig ny og anderledes national indsats for at reducere udledningerne som samtidigt kan fastholde USA på et reduktionsspor. 

Betydning for fremdrift i klimaforhandlingerne
Der er to aspekter: Hvordan reagerer de andre lande på et amerikansk exit fra klimakampen, og hvem overtager lederskabsrollen i den internationale indsats? Da USA sidst var fodslæbende under Bill Clinton (der ikke kunne få kongressen med på en ambitiøs klimaindsats), opfordredes USA direkte til at forlade forhandlingsbordet i FN. En forhandler fra Papa New Guinea råbte således i plenarsalen, at USA skulle ”get out of the way”, og lade de andre lande rykke videre. Noget lignende er forventelig nu hos i hvert fald flere af nøglespillerne samt de fattigste lande i verden. Og sagen er jo, at flere af de største lande nu ser stor egennytte i at omstille deres økonomier i en klimavenlig og sundere retning. Især Kina, men også Indien, Sydafrika, Brasilien demonstrerer i stigende grad denne holdning, og vil være klar til at efterlade USA tilbage i støvet – selvfølgelig under fuld fordømmelse.

Betydning for det globale klima-lederskab
Endelig er der det vakuum som USA vil efterlade i det globale klimalederskab. Det er i meget høj grad det amerikansk-kinesiske partnerskab, som drev Parisaftalen i hus, og USA som fik Kina til truget, hvorved dødvande mellem nord og syd kunne brydes. Hvem kan erstatte USA som co-driver sammen med Kina?

Det er meget svært at se, nu hvor også EU er udfordret internt på sine ambitioner, og i værste fald vil kunne udnytte USA's passivitet til ikke at presse på for en al for hurtig snak om at øge ambitionerne inden 2030, nemlig i 2023, hvor de næste og højere mål skal være klar under Parisaftalen. Måske er det en kommende bredere alliance mellem flere af de store lande i syd der skal til for at drive ambitionsniveauet. Eller forstår EU den taktiske mulighed der er i at overtage en sådan position? Det vil tiden vise.

USA's fravær vil altså kunne have ødelæggende betydning for at nå Parisaftalens målsætninger. Aftalens troværdighed vil være rystet, og incitamentet for hurtigt at øge ambitionerne risikerer at være væk.  Kræfter som ikke ønsker en stor global indsats (f.eks. Golfstaterne) vil have friere spil. Trumps valg kan altså være en sand bombe under Parisaftalens gennemførelse, hvorved den globale opvarmning med stor sandsynlighed ikke kan fastholdes under 2 grader. Der er ikke plads til free-riders og slet ikke USA's fravær.

Hvad er så scenariet for USA's egen klimaindsats under Trump? Ja, hvis hans retorik står for troende, så ser det bogstaveligt sort ud – i hvert fald umiddelbart.

Det sandsynlige scenarie for den amerikanske klimaindsats under Trump
Men selv i fraværet af føderalt lederskab vil omstillingen fortsætte i delstaterne. Den amerikanske energisektor er allerede i voldsom klimavenlig forandring. Selv tunge oliestater som Texas investerer enorme summer i vedvarende energi, og frontløberstaterne som for eksempel Californien vil fortsætte sin egen omstilling af egen kraft og ønske, ligesom flere nordøst-amerikanske stater uden tvivl vil fortsætte udbygningen af det regionale karbonmarked der i dag omfatter 9 stater.

Den voldsomme overgang til skifergas fra kul vil fortsætte, og Trump har ikke givet noget svar på, hvordan han vil opnå den afgørende energiforsyningssikkerhed og energieksport uden den fortsatte udbygning af skifergas, som mest af alt har været hovedårsagen til at det er blevet helt urentabelt at udvinde kul. Den industri som han netop gerne vil genopbygge i rustbæltet. Der er en logik som ikke umiddelbart hænger sammen, mens den rene økonomiske logik foreskriver en fortsat omstilling af energisektoren overalt i USA.

Der er imidlertid ingen tvivl om at en ophævelse af alle føderale regulativer og støtteordninger vil have en ødelæggende effekt på hastigheden af den amerikanske omstilling, og især udenfor energisektoren, hvor for eksempel Obamas seneste initiativ på at sætte udledningslofter fra transportsektoren kan stå for skud. Men igen – også her – har stater som Californien sat egne udledningslofter, og der har Californien bare en størrelse og vægt i USA som kan være markedsdrivende.

Det er i den forbindelse ikke usandsynligt, at for eksempel delstats-lederskaber kan risikere at blive prøvet ved den amerikanske højesteret, og her vil det kunne spille ind, at Trump udpeger en ny klimakritisk dommer. Men sådan noget tager tid, og løses forventeligt ikke i Trumps første embedsperiode.

Det andet scenarie: En ren forretningsbetinget tilgang til klimaudfordringen
Nu bevæger vi os muligvis ind i naivitetens grænseland, men alligevel. Kan der ligge et rationale i Trumps tænkning som alligevel kan drive en klimavenlig omstilling i USA? Hvad ved vi om ham?

Donald Trump er en ”venstreorienteret” republikaner. Han er oprindelig demokrat og bidragsyder til det demokratiske parti. Clinton-familien deltog i hans datters bryllup, og de sås privat. Han er fjendtligt indstillet overfor Wall Street-finanssektoren, og det ”inside beltway ”-magtvælde, der dominerer Washington, herunder de konservative republikanere som han ikke skylder en tøddel. Han har udtalt, at han vil ”dræne sumpen” i Washington.

På klimaområdet har han overraskende nok i 2009 været medunderskriver på et brev fra amerikanske erhvervsledere til Obama med opfordring om at presse på for en ambitiøs global klimaaftale i København. Han har taget skridt til at ”klimasikre” sin golfbane i Skotland, og han har uanset sine andre ytringer om Parisaftalen også udtalt at han ”som minimum vil genforhandle aftalen”. Altså ikke nødvendigvis trække USA ud af aftalen. Gemmer der sig mon en lille bitte sprække til en mulig klimasjæl under hårpragten?

Mest af alt er han (siger han selv) en forretningsmand med øje for at gøre forretning. Deregulering er centralt og markedskræfterne skal have frit spil. Hans udtalelser omkring USA's energikilder peger klart på specifikke teknologi-drevne satsninger.

Trump har udtalt, at han generelt støtter ”all forms of US energy”, dog især rent kul, gas og solenergi. Om vindmøller har han sagt, at ”they kill eagles”. Især ”clean coal” har han fremhævet, herunder brug af CCS-teknologi – altså brug af kul og gas med lagring af CO2 i undergrunden eller udskillelse via kemisk rensning inden forbrænding. Og det er faktisk den eneste måde han synes at kunne forene hensynet til skifergasudvindingen, rustbæltet og ultimativt omstillingen til en klimavenlig energisektor.

Hans udfordring er her at CCS-teknologien er enormt dyr, og endnu i sin tidlige vorden. Den forarmede kulindustri kan ikke finansiere CCS-teknologiens udvikling og udrulning, og der vil skulle gigantiske offentlige midler til for at udvikle CCS som markedsklar teknologi.  Endelig løser det ikke i sig selv problemet udenfor energisektoren, men igen er det økonomiske rationale klart.

Sol og vind skaber tusinder af jobs overalt i USA, og er allerede økonomisk rentabelt i et frit energimarked, hvor også oliestaterne investerer stort i vedvarende  energi. Og det vil de efter al sandsynlighed blive ved med at gøre under Trump. Det bringer dog ikke USA ind på en vej, som sikrer nuludledninger omkring 2050. Der skal meget mere til udenfor energisektoren, men det er en mulig begyndelse under et Trump-regime.

Summa summarum i dette scenarie er, at der KAN være en vis synergi, som forener Trumps hensyn til rustbæltet og til nationalt fokuserede, forretningsdrevne og teknologi-specifikke præferencer i en fortsat reduktion af drivhusgasudledningerne. Om end meget teoretisk, med meget stærkt forsinkende effekt, med potentielt store miljømæssige konsekvenser, og til en astronomisk pris, hvis CCS-potentialet skal udvikles og neutralisere en fortsat kuludvinding. 

Interessant er det, at han selv peger på sådanne løsninger ud fra et rent forretningsmæssigt og USA–centreret udgangspunkt. Hvis man tager tankerækken helt til ende, så er der endvidere det helt groteske scenarie: Hvis en voldsom satsning på CCS-udvikling nu er succesfuld, og den muliggør et amerikansk eksporteventyr, og derefter resulterer i markedsdygtige CCS-anlæg på stor skala overalt i verden, vil det kunne bidrage enormt til begrænsninger af de globale udledninger. Men det er nok panisk ønsketænkning i et kulsort udgangspunkt.

Brug for maksimalt pres fra det internationale samfund
Der er ingen plads til tøven i den globale klimaindsats, og USA kan ikke alene forlade sig på eksperimentel teknologisk satsning og fraværet af klare klimamål til at drive omstillingen af alle sider af det amerikanske samfund.  Også i USA er politiske udmeldinger om retning, ambition og hastighed helt afgørende for at man kommer i mål.

Der skal derfor lægges maksimal pres på Donald Trump fra det internationale samfunds side for at han respekterer Parisaftalen og vedkender sig det enorme ansvar USA har for sammen med sine partnere, og især Kina, at opfylde Parisaftalens mål og forpligtigelser. Trump vil blive underlagt et stort internt pres fra både delstater, og store dele af befolkning og erhvervsliv om at fastholde en ambitiøs klimapolitik, og det bliver en hovedopgave for EU at understøtte presset udefra, og samtidigt yde sit maksimale for at fastholde de andre store lande i en ambitiøs tilgang.

Der er mere end nogensinde behov for at EU træder i karakter, og tidligt påbegynder den interne drøftelse om de højere klimamål, der skal fastlægges i 2023. Her kan Danmark føre an og selv demonstrere fornyet klimalederskab, således at vi i det mindste kan komme op på siden af vores nabolande, der jo alle har deres 2030 klimamål på plads.