Verdens Cykeldag anerkender cyklen som løftestang til en sund og bæredygtig fremtid

Gæsteblog
Cyklen er sund og bæredygtig transport par excellence. Det er mit håb, at Verdens Cykeldag - en ny FN-dag i dag den 3. juni - vil være med til at åbne øjnene hos regeringer i hele verden, inklusiv den danske, for cyklens potentiale, når det handler om at løse tidens store samfundsmæssige udfordringer.

Cyklen er sund og bæredygtig transport par excellence. Det er mit håb, at Verdens Cykeldag - en ny FN-dag i dag den 3. juni - vil være med til at åbne øjnene hos regeringer i hele verden, inklusiv den danske, for cyklens potentiale, når det handler om at løse tidens store samfundsmæssige udfordringer.

Cyklen skal ses som en stærk løftestang til et sundere liv, mere effektiv transport og mindre trængsel på vores veje.

Derfor skal vi sørge for, at alle uanset alder og uanset, om man bor på landet eller i byen, trygt og sikkert kan opleve friheden og glæden ved at cykle. Vi skal gøre cyklen til et oplagt transportvalg i hverdagen for flere.

Jeg er derfor taknemmelig for, at Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, ser den tætte sammenhæng mellem cyklen og arbejdet for at skabe en sund og bæredygtig verden helt fast når han udtaler:

”Det er en god markering. Mere cykling passer præcist til FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Det hjælper blandt andet på sundhed, nedsat CO2-forurening, bedre klima og mindre trængsel i storbyerne”.

Cyklen kan ifølge paraplyorganisationen for de europæiske cyklistforbund, ECF, være med til at indfri 11 af de 17 verdensmål for bæredygtig vækst og udvikling, som FN’s 193 medlemslande vedtog i 2015. I udviklingslande er cyklen for eksempel enkel og billig transport, der kan give flere adgang til skole, uddannelse og arbejde.

Med verdensmålene har landene forpligtet sig til inden 2030 at afskaffe sult og fattigdom, reducere ulighed, sikre god uddannelse og bedre sundhed, anstændige jobs og en bæredygtig økonomisk vækst. Alt sammen med et fokus på det fodaftryk vi sætter. Ikke mindst når det handler om klimaet og at begrænse CO2-udledningen.

Så lad Verdens Cykeldag være dagen, hvor vi minder os selv og hinanden om at man kan hoppe på cyklen mod verdens vigtigste mål. For at kunne cykle giver den enkelte frihed, glæde og oplevelser, og når mange cykler, skaber vi sammen en sundere og mere bæredygtig verden. Alle skal kunne opleve glæden og friheden ved at cykle.

Cykling har gennem generationer gjort en stærk forskel for vores liv og hver­dag, vores sundhed, vores miljø og vores byer. Den stærke danske cykel­kultur og dens betydning for det gode hverdagsliv er et resultat af vores personlige valg og gode, politiske prioriteringer.

Den udvikling skal fastholdes og forstærkes. For det er mere nødvendigt end nogensinde før, at flere vælger cyklen: Alt for mange danskere dør for tidligt på grund af inaktiv livsstil. Vores veje i og omkring byerne er ved at sande til i køer og trængsel. Vores verden er truet af massive, globale klima­udfordringer.

Jeg bruger al min tid på at arbejde på at sikre de politiske prioriteringer, som giver alle muligheden for at vælge et aktivt og sundt hverdagsliv, og som forløser de enorme samfundsmæssige potentialer, der ligger i en stærk cykelkultur.

Vi skal skabe rammerne for, at alle kan opleve friheden ved at cykle. At alle børn bliver tidlige cyklister. At alle kan cykle sikkert og trygt. Uanset alder. Uanset om man bor på landet eller i byen. Uanset om man er hverdagscyklist, motionscyklist, mountainbiker eller cykelturist.

Kun i fællesskab kan vi gøre cyklen til det trygge og oplagte valg. Kun sammen kan vi skabe en sundere og mere bæredygtig verden.

Glædelig #WorldBicycleDay!

Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard

Relaterede emner
Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet
Indhold