Både økologisk og konventionelt landbrug skal omstille til klimaneutralitet

Debatindlæg
Kløvergræs
Det er groft forenklet, når Bæredygtigt Landbrug fremstiller intensivt landbrug som vejen frem for klimaet. Faktum er, at både økologisk og konventionel drift er udfordret i forhold til klimaaftrykket. Begge skal omstille til klimaneutralitet, og det skal gå stærkt.

Af Michael Minter, programleder i CONCITO

Jens Iversen fra Bæredygtigt Landbrug er i diverse medier (Effektivt Landbrug 18.05.2019) med et indlæg, hvor han med reference til CONCITO konkluderer, at "Intensivt landbrug er vejen frem for klimaet". Det er groft forenklet og vildledende af følgende årsager.

CONCITO har tidligere påpeget, at nogle økologiske varer, når klimapåvirkningen fra arealanvendelse regnes med, udleder op mod 30% mere end de konventionelle. Men vi har også peget på en række klimafordele.

Økologiske fødevarer er som regel dyrere end konventionelle, hvilket kan være en klimafordel. Det ser nemlig ud til at mindske kødforbruget og gør derfor den samlede klimabelastning lavere for økologiske end for konventionelle forbrugere. I princippet kan det isoleret set være et bedre klimavalg med et tilsvarende lavt forbrug af konventionelt kød, men der risikerer man så at miste det incitament til kostomlægning, som er relateret til de økologiske principper, priser mv.

Generelt betyder det mere for miljøet og klimaet, hvilken slags fødevarer vi spiser, end om de er økologisk eller konventionelt produceret. Det er videnskabeligt underbygget og forklaret i en ny CONCITO-rapport om Klimavenlige madvaner.

Set i forhold til produktionen, er der ingen af de to produktionssystemer, der er bæredygtige i dag. Dansk landbrug har i perioden 1990-2005 samlet set mindsket udledningen fra godt 12 mio. ton til godt 10 mio. ton CO2e. Siden 2005 er den samlede udledning fra landbruget slet ikke faldet.

Faktum er, at både økologisk og konventionel drift er udfordret i forhold til klimaaftrykket. Begge skal omstille til klimaneutralitet, og det skal gå stærkt.

---

Debatindlæg bragt i Effektivt Landbrug den 22. maj 2019.

Relaterede emner
Kontakt
Michael Minter
Programchef, Fødevarer og forbrug