Bæredygtig mobilitet – hvor langt er vi kommet?

Udledningerne skal halveres inden år 2030 og derefter hurtigt mod nul, og Danmark skal som rigt land gøre mere. Som FN’s generalsekretær António Guterres siger: ”We must do everything, everywhere, all at once”.

Faktisk vakler flere af grundpillerne under den mobilitet, som dagens samfund er bygget på - de subsidierede fossile brændstoffer, de stadig større biler, infrastrukturanlæggene, der befæster naturen, de skjulte parkeringsmagneter i bymidten, den planløse byspredning, der øger transportefterspørgslen og den centralistiske beslutningsmodel, der prioriterer alting ud fra en nærsynet økonomi – for nu blot at nævne nogle af dem. Bæredygtigt er det næppe. Der er stadig brug for mobilitet, men med nye grundpiller og nye mål.

Tag nu infrastrukturen. Den tænkes og planlægges i stort omfang stadig ”som vi plejer”, og som om klima er noget, der hører under et andet ministerium eller sågar en anden planet. Der er flere risici ved dette. For det første udleder anlæg og drift af infrastruktur CO2 . Men der sker ingen samlet prioritering af infrastrukturen ud fra de rammer og klimamål, vi har sat os. Ved bare at fortsætte med udbygning risikerer vi at bruge ressourcer og klimabudget på de anlæg, der øger udledningen fremfor på dem, der mindsker den (f.eks. havvind og fjernvarme), eller beskytter mod klimakatastrofer (f.eks. naturbaserede løsninger). For det andet vil dyrere transport og højere klimakrav til anlægsarbejder formentlig betyde, at samfundsøkonomien skrider under en del af den planlagte transportinfrastruktur. Der er behov for at genbesøge planerne, inden betonen bliver smurt forkert ud.

Eller tag den måde, hvorpå transportens klimaudfordringer håndteres i dag. Det kræver en bred vifte af strategier at få udledningerne hurtigt nok ned. Som i modellen ’Forebyg, Overflyt og Omstil’, som mange globale, nationale og lokale myndigheder er begyndt at arbejde efter.

Men ikke den danske stat. Her mener man, at løsningen næsten udelukkende handler om teknologi og brændstoffer. Og at det er noget, EU og staten har styr på. Man har de nu det? Ser man på Vejdirektoratets publikation Statsvejnettet 2022, bliver det først efter 2070 (!), at transportsektoren er klimaneutral. Alt imens har man ikke meget til overs for, at næsten alle danske kommuner vedtager ambitiøse DK2020- klimaplaner og tilbyder at hjælpe med opgaven. Det bliver alt for dyrt, når de lokale aktører og det lokale demokrati ’blander sig’ i transporten, må man forstå.

I kontrast hertil har man i Storbritannien udviklet konceptet ”Place-Based Solutions”, altså klimaløsninger med afsæt i den lokale kontekst. Analyser viser, at tilgangen kan levere billigere klimaløsninger end de strategier, hvor de lokale forudsætninger ignoreres. Forskellen er tydeligst, når man medregner trafikomstillingens bredere fordele i forhold til lokalmiljø, sundhed og bykvalitet. Men dekarbonisering af transport er jo netop en del af en større dagsorden. Det satser man også på i Sverige. En by som Lund har fået statsstøtte til sin letbane – mod samtidigt at forpligte sig til kompakt byplanlægning, cykelpolitik og restriktioner på biltrafik. En både integreret og ’Place-Based’ tilgang.

Mon ikke også Danmark kan komme lidt længere?

Debatindlæg bragt i Trafik og Veje.