Danmark er langtfra nogen klimaduks

Af Michael Appel, klimaøkonomisk chef i CONCITO

I slutningen af oktober kunne man i danske medier se Danmark karakteriseret som »klimaduks«, fordi vi har reduceret vores CO2 -udslip mere, end EU kræver. Det er det samme signal, politikere udsender, når de eksempelvis omtaler den seneste energiaftale som »verdens mest ambitiøse klima-og energiaftale«. Borgerne er derfor undskyldt, hvis de tror, at Danmark er en klimaduks, der i mindre grad end andre lande anvender atmosfæren som losseplads for drivhusgasser. 

Men prøver man at se på objektive indikatorer, så er Danmark ikke en klimaduks. Det kan vi selvfølgelig ændre på, hvis regeringen går videre med sine klimaambitioner og får vedtaget en ambitiøs og fornuftig klimalov. Men der er vi ikke endnu. 

Skal man skære ind til benet, kan et lands reelle duksestatus bedømmes på, hvor megen drivhusgas det forårsager pr. indbygger. Udleder landet mere end gennemsnittet, forværrer det problemet mere end gennemsnittet. Et land kan altså være nok så energieffektivt, skabe nok så mange grønne job, have nok så megen eksport af energirelaterede teknologier. Men det er ikke det, man skal måle en klimadukse-status på. 

Danmark midt i feltet

Starter man med det enkle, så kan man kigge på omfanget af drivhusgasudledninger pr. indbygger. Blandt OECD-landene ligger Danmark midt i feltet (se figur 1). Men OECD-landene ligger højt i forhold til langt de fleste af verdens lande, og det gør Danmark dermed også. Målt på denne størrelse, er Danmark aktuelt ikke et foregangsland - tværtimod. 

Stor historisk udledning

Den aktuelle koncentration af CO 2 i atmosfæren er bestemt af den koncentration, der skyldes ophobning af tidligere udledning. Der findes skøn over tidligere CO 2 -udledninger, som ganske vist er behæftet med betydelig usikkerhed; men man kan godt tillade sig at konkludere, at Danmark hører til landene med et relativt stort historisk bidrag pr. indbygger (se figur 2). Igen: Danmark er ikke en klimaduks.

Ovennævnte opgørelser er målt ud fra Danmarks officielle nationale udslip. Der kan imidlertid også argumenteres for, at man bør opgøre Danmarks klimapåvirkning ud fra det drivhusgasudslip, som danskernes forbrug forårsager i hele verden. Opgjort på den måde, svinder de senere års danske reduktioner ind til næsten ingenting. 

Sammenfattende kan det konkluderes, at Danmark ikke er en klimaduks målt på den helt afgørende indikator, nemlig udslippet af drivhusgasser. Danmark er i bedste fald en gennemsnitselev i OECD-klassen. Målt i forhold til hele verden præsterer vi mindre godt end gennemsnittet. Denne realistiske erkendelse bør være grundlaget for klimapolitikken i de kommende år. 

Danmark som klimastræber

Mens det i dag er forkert at karakterisere Danmark som en klimaduks, vil det i kraft af regeringens mål om reduktion af drivhusgasudledningen med 40 procent i 2020 være rigtigt at karakterisere os som et land, der stræber efter at forbedre sin præstation. I hvert fald målt på de officielle nationale udledninger. 

For et lille land som Danmark, kan der basalt set være to grunde til at ville indtage rollen som klimastræber:

• Påvirkningsmuligheden: Ved at gå foran med markante reduktioner af drivhusgasudslippet kan Danmark muligvis påvirke andre landes adfærd. Det er denne mulighed, der henvises til, når politikere taler om »eksemplets magt«. Der er i litteraturen ikke stærk evidens for, at denne påvirkningsmulighed er stor i praksis; men man må formode, at forudsætningen for at virke som godt eksempel er, at man har et lavt udledningsniveau eller, som minimum, at man har opnået markante og reelle reduktioner. 
• En etisk begrundelse: Uanset om andre lande »gør det rigtige«, bør Danmark bevæge sig i retning af det udledningsniveau, der er foreneligt med en vis kontrol med de temperaturstigninger, som naturvidenskabsfolk tilskriver en stigende koncentration af drivhusgasser i atmosfæren. For Danmark kan det eventuelt spille ind, at man vurderer, at vores historiske klimagæld giver os en særlig forpligtelse. Om ikke andet, så fra det tidspunkt, da vi blev opmærksomme på, at drivhusgasudledningen udgjorde et problem. 

Større reduktioner påkrævet

Venstre benyttede pressens udråbelse af Danmark som klimaduks til at advare regeringen mod at indføre en klimalov. På den måde risikerer misopfattelsen af Danmark som klimaduks at underminere grundlaget for de nødvendige markante reduktioner frem mod 2050.

Skal Danmark nogensinde blive klimaduks, bør vi først stræbe efter langt større drivhusgasreduktioner. Derfor bør regeringen fortsætte sit planlagte arbejde med en klimalov med ambitiøse, lovfæstede reduktionsmål: 

• For det første kan det øge troværdigheden i klimapolitikken. Der vil stadig være en risiko for, at et folketingsflertal i fremtiden renoncerer på ambitionerne, men det vil der antagelig være en politisk omkostning ved, så fristelsen til at slække på ambitionerne er mindre. Troværdighed er vigtig, dels over for investorer, der agerer ud fra en forventning om fremtidige CO2-priser, dels over for det udland, som man gerne vil påvirke. 

• For det andet kan man benytte lejligheden til også at lovfæste, at indsatsen skal ske ved brug af omkostningseffektive instrumenter. Samt at den uafhængige instans, der årligt skal gennemføre vurderinger af klimapolitikken, også skal forholde sig til, om der anvendes omkostningseffektive instrumenter. Det er ikke gratis at reducere landets udledninger, og befolkningens opbakning må forventes at afhænge af, hvor dyrt det er. Det kunne være interessant, hvis oppositionen lagde vægt på at indarbejde dette hensyn i en klimalov frem for blot at modarbejde den. 

• Endelig kan man, for det tredje, begynde at evaluere, hvor gode vi er til at udnytte muligheden for at påvirke andre landes adfærd. Der er behov for at formulere dels en eksplicit strategi, dels eksplicitte mål, så man kan vurdere, om indsatsen virker optimalt. 

Virker den ikke, er der behov for at overveje, hvordan man kan forbedre udnyttelsen af påvirkningsmuligheden. Det er nemlig den, der er det grundlæggende rationale for ambitiøse reduktionsmål.

---

Analyse bragt i Berlingske Politiko den 12. november 2012

Foto: Colourbox.dk