Derfor skyder regeringens satsning på et teknologisk fix forbi klimamålet

Af Christian Peter Ibsen, direktør, og Mikael Bellers Madsen, projektleder i Concito

Statsminister Mette Frederiksen (S) talte torsdag 11. september på Dansk Erhvervs årsdag om blandt andet regeringens målsætning om at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Her understredede hun, at højere afgifter ikke er svaret på Danmarks klimaudfordring. 

Klimaminister Dan Jørgensen (S) fulgte op i Jyllandsposten 16. september, hvor han også advarer mod afgiftsinstrumentet:

"Man må ikke gøre koteletten så dyr, at Hr. og Fru Jensen ikke har råd til den", fremhævede ministeren.

Lidt forsimplet synes budskabet at være, at klimaudfordringen skal klares alene ved teknologiske løsninger, og ikke ved at ’forstyrre’ eller ’fordyre’ danskernes forbrugsvaner.

Det siger sig selv, at teknologisk udvikling og innovation er en uomgængelig og vigtig del af den grønne omstilling.

Men vi står uforstående overfor, hvorfor regeringen ikke parallelt sætter stærkt ind på den nødvendige omstilling af vores forbrug, herunder indførelsen af forbrugsafgifter. Det er der i al fald tre grunde til.

1. Enorme kvantespring

For det første er der intet, der tyder på, at teknologien alene kan få os i mål. Det er der bred forskningsmæssig enighed om, faktisk også i et dansk perspektiv.

Et dansk studie af Bjørn et al., publiceret i det anerkendte tidsskrift Global Environmental Change i 2018, ser for eksempel på, hvor meget mere effektive en række centrale teknologier i Danmark skal blive, hvis vi forudsætter, at forbrugerne i 2050 vil forbruge som i dag eller øge forbruget.

Med højere effektivitet peger studiet på en mindre udledning af drivhusgasser fra de pågældende teknologier. Konklusionen er klar: med et forbrug som i dag, eller mere realistisk med et stigende forbrug frem mod 2050, vil det kræve historisk høje årlige reduktioner i udledninger fra de forskellige teknologier – på et niveau, der er mange gange højere end det, vi hidtil har set.

Og det samme gælder internationalt, hvor forskere har meldt ud, at den globale årlige reduktionstakt skal helt op i nærheden af det niveau, som svarer til det fald, vi har set i verden under corona-nedlukningen. Det vil selvfølgelig kræve enorme teknologiske kvantespring ja, men for at kunne drage nytte af den teknologiske udvikling og innovation er det helt afgørende, at der samtidigt tages fat i initiativer, der kan bidrage til markante adfærdsændringer og ændrede forbrugsmønstre. Alt andet vil være dyrt, urealistisk og dermed meget risikabelt.

2. God fremdrift ædes op andre steder

Det bringer os frem mod argument nr. 2.

En effektivisering af produktionen af varer, så de hjælper os til en samlet mindre udledning af drivhusgasser, er dybt afhængig af størrelsen af forbruget. Og her har vi desværre set en udvikling, hvor en ellers god fremdrift hen imod grønnere produkter, er blevet ædt op af et større forbrug.

For eksempel udleder biler mindre i dag, fordi de kører længere på literen (og godt for det), men folk køber flere af dem. Derfor udleder den private transportsektor faktisk mere i dag end førhen. Det samme kan siges om udviklingen indenfor en hel række andre sektorer.

Derfor er der for os at se ingen vej uden om grønne forbrugsafgifter, som selvsagt skal skrues sammen fornuftigt, for eksempel med en form for kompensation for de lavestlønnede for at dæmpe den eventuelle ulighedsskabende effekt.

Og dermed når vi frem til den tredje gode grund til at indføre grønne forbrugsafgifter: nemlig, at det kan lade sig gøre, både teknisk som blandt andet fremlagt af Klimarådet, men også fordi, der synes at være et flertal i befolkningen for målrettede grønne afgifter på klimabelastende varer.

Concitos Klimabarometer 2020 viser et markant flertal, der siger ja tak til målrettede afgifter.

• Hele 31 procent siger ja helt uden krav om kompensation.
• 42 procen siger ja mod en form for kompensation.
• Kun 27 procent siger nej.

Interessant nok er flertallet for afgifter tilsvarende markant blandt de laveste indkomstgrupper (o-200.000 og 200.000-400.000). Cirka 80 procent af de vælgere, der ved sidste valg stemte på Socialdemokratiet, går i øvrigt ind for målrettede forbrugsafgifter.

Ydermere er det værd at fremhæve, at 64 pct. i årets Klimabarometer erklærer sig enige i, at vi bliver nødt til at ændre livsstil. Kun 13 pct. tror på, at teknologien alene vil kunne løse problemet. Endelig peger 85 pct. af respondenterne på, at priser for dem er en afgørende faktor for at fremme nye forbrugsvaner.

Nu mangler vi blot samme erkendelse hos politikerne.

---

Debatindlæg bragt i Klimamonitor.dk d. 5. oktober 2020