EU i front med utilstrækkelig klimaaftale

Af Michael Minter, sekretariatsleder i CONCITO

Set i lyset af de store forskelle i de 28 EU-landes økonomiske udvikling samt klima- og energipolitiske interesser, er det en stor politisk bedrift, at stats- og regeringslederne på EU-topmødet den 23. oktober blev enige om et bindende mål for reduktion af EU’s egne drivhusgasser på mindst 40 pct. i 2030 i forhold til 1990. Det bringer EU i front som den første store økonomiske aktør, der kan lægge en konkret reduktionsmålsætning på bordet og skabe fremdrift i forhandlingerne om en global klimaaftale i Paris i 2015.

Desværre er der stor risiko for, at 40 pct. i 2030 vil være utilstrækkeligt i forhold til den reduktion på 80-95 pct. i 2050, der ifølge IPCC som minimum vil være nødvendig i verdens rige lande, hvis vi skal have en chance for at holde den globale opvarmning under 2 grader. 

40 pct. i 2030 betyder nemlig, at vi, i stedet for at reducere i en jævn takt mod 2050-målet, skubber en langt større reduktionsudfordring foran os: Mens vi bruger 40 år (1990-2030) på at reducere de første 40 pct., skal vi reducere de sidste mindst 40 pct. på blot 20 år (2030-2050). Derudover kan den omfattende gratisuddeling af CO2-kvoter til de fattigste EU-lande blive en alvorlig barriere for omstillingen i de lande, hvor behovet er mest påtrængende. Dermed synes EU – i hvert fald på den korte bane – at fravige sit princip om videnskabeligt underbyggede politikker. 

Udover drivhusgasreduktionen med 40 pct. består 2030-rammen af en række mål for de virkemidler, der skal bidrage til reduktionen. Det gælder et mål på mindst 27 pct. for andelen af vedvarende energi (VE), et mål på mindst 27 pct. for forbedring af energieffektiviteten (EE) og et mål om sammenkobling af medlemslandenes gas- og elnet så mindst 15 pct. af energien kan eksporteres eller importeres. 

VE-målet vil være bindende på EU-plan, mens EE-målet samt målet om sammenkobling blot er vejledende. Ingen af virkemiddelmålene vil blive udmøntet i nationalt bindende mål og medlemsstaternes ret til at fastsætte deres energimiks skal ifølge aftaleteksten respekteres fuldt ud.

Flere lande og tunge europæiske erhvervsaktører som bl.a. IKEA, Unilever, Philips har ønsket højere og bindende mål for vedvarende energi og energieffektivisering. Dels fordi det i høj grad har været disse målsætninger, der har sikret EU’s grønne omstilling i de senere år med lav økonomisk vækst og meget lave priser på CO2-kvoter, dels fordi ambitiøse mål på disse områder kan være en af hovednøglerne til et nyt økonomisk opsving og nye arbejdspladser i EU.      

Set i dette perspektiv burde 2030-rammen have øget farten på den grønne omstilling. Men da EU (afhængigt af om reduktionen opgøres med eller uden CO2-kreditter fra øst- og udviklingslande) allerede har opfyldt målet om 20 pct. CO2-reduktion i 2020 eller er meget tæt på, risikerer den faktisk at gøre det modsatte. 

Når 2030-rammen skal fyldes ud med konkret regulering er det derfor afgørende for fremdriften, at overopfyldelsen af EU’s klimamål i perioden frem mod 2020 ikke overføres til den efterfølgende periode, eksempelvis i form af uudnyttede CO2-kvoter. Samtidig er det afgørende, at den nye EU-Kommission og Europa-Parlamentet sikrer fremdrift i arbejdet med konkret og effektiv regulering af fx energieffektivitetskrav til bygninger, elektronik og biler. Endelig kan det måske blive aktuelt med et såkaldt fleksibelt samarbejde mellem de medlemslande, der har særligt høje ambitioner i forhold til udbygning af vedvarende energi og energieffektivisering.  

Målene i 2030-rammen er mindstemål, og der er ikke umiddelbart noget i vejen for at sprænge rammen, hvis den politiske vilje i medlemslandene eller de globale forhandlinger giver anledning til det. Det gør det kommende år til et af de vigtigste – og forhåbentlig succesfulde – klimapolitiske år nogensinde.

---

Analyse bragt i Berlingske den 1. november 2014

Foto: Det Europæiske Råd