Grønne muligheder i forklædning

Det siges, at en krise er en mulighed i forklædning, og set i det perspektiv har vi nok aldrig haft bedre muligheder for en grøn omstilling af Europas økonomi, end vi har i dag. Det globale klimapolitiske tomrum frem mod 2020 samt den økonomiske krise i EU gør det mere aktuelt end nogensinde, at Danmark og EU styrker indsatsen for at sikre betydelige reduktioner af drivhusgasudledningen.

Den gode nyhed fra sidste års klimatopmøde i Durban var, at EU, Norge og Schweiz blev enige om at tage en ny periode med Kyoto-protokollen og at Kina, Indien og USA accepterede en køreplan for, hvornår der skal indgås en global, juridisk aftale om reduktion af drivhusgasser i atmosfæren. Den dårlige nyhed var, at køreplanen giver verdens store forurenende lande ni år mere til at blive enige om, hvor meget de hver især skal reducere udledningen af drivhusgasser. Det er alt, alt for lang tid med den hast som klimaforandringerne udvikler sig.

Verdens CO2-udledning har aldrig været større end nu, og den stiger med stadig stigende hast. Hvis vi ikke knækker udledningskurven inden 2017, betyder det ifølge Det Internationale Energiagentur, at vi må vinke farvel til muligheden for at holde den globale temperaturstigning under 2 grader, da det vil være umuligt at nå at udskifte den eksisterende fossile teknologi. Det betyder også, at vi sandsynligvis passerer det kritiske punkt, hvor klimaforandringerne bliver selvforstærkende, og dermed slukker den sidste rest af håb om, at vi mennesker kan begrænse den globale opvarmning.

Samtidig med en klimakrise på vej ud af kontrol kæmper EU’s politiske ledere mod en stærkt stigende arbejdsløshed, truende statsbankerot i flere lande og en eurozone på randen af kollaps. Og på grund af de nuværende og forventede globale energi- og ressourcepriser - som bl.a. presses op af en stadig større middelklasse i særligt de asiatiske lande, der gerne vil have de samme forbrugsgoder som os - kan den økonomiske krise ikke blot løses gennem øget finanspolitisk disciplin, øget privat forbrug og mere ”business as usual”.

Europas økonomiske motor skal simpelthen have en gennemgribende renovering og startes op igen med helt nye brændstoffer. Klimakrisen og den økonomiske krise skal håndteres samlet, og de skal vendes til grønne muligheder gennem en ambitiøs klimapolitik i Danmark og EU, målrettede indsatser i kommuner, regioner og virksomheder samt ændrede forbrugs- og livsstilsmønstre hjemme i husholdningerne.

En af de vigtigste udfordringer for det nuværende danske EU-formandskab bliver at få en vidtgående europæisk klimaindsats på sporet. Ikke fordi det gør den store forskel i forhold til det samlede globale udslip af drivhusgasser, men fordi vi skal vise os selv og verden, at en grøn omstilling af samfundet ikke alene er mulig, men faktisk er opskriften på at skabe varig fremdrift i økonomien og beskæftigelsen samt øget livskvalitet for Europas borgere.

Den danske regering er på rette vej med sit forslag til energiplan, der vil reducere det danske udslip af drivhusgasser med 35 % i 2020 i forhold til 1990 ved at øge andelen af vedvarende energi til 36 % af det endelige energiforbrug. Nu er udfordringen at få opbakning til planen fra et bredest muligt flertal i Folketinget, og her har oppositionspartierne Venstre og Konservative desværre valgt at fokusere mere på investeringsomkostningerne end på klima-, erhvervs- og beskæftigelsesmulighederne i forslaget.  

Derudover vil regeringen i 2012 vedtage en klimalov, der – inspireret af den britiske og skotske klimalov – skal stadfæste regeringsgrundlagets målsætning om 40 % reduktion af den danske udledning af drivhusgasser i 2020 og sikre, at der foretages årlige vurderinger af, hvorvidt klimaindsatsen er på rette spor. Den vigtigste udfordring her bliver at sikre, at de såkaldt ikke-kvotebelagte sektorer – dvs. bygninger udenfor fjernvarmeområderne, transportsektoren og landbruget – bidrager effektivt til at mindske Danmarks udslip af drivhusgasser.

Endelig bliver det en central udfordring for regeringen at udnytte det danske EU-formandskab til at få EU’s kvotehandelssystem (ETS) på ret kurs igen og få kvoteprisen op på et niveau, hvor prissignalet gør en reel forskel. På kort sigt kan dette gøres ved at hæve EU’s reduktionsmålsætning til 30 % i 2020 eller gennem en politisk beslutning om, at tage kvoter ud af systemet. På længere sigt er der behov for, at få vedtaget en markant reduktion af kvotemængden efter 2020. Samtidigt er det afgørende at få ambitiøse klimahensyn ind i reformen af EU’s landbrugspolitik, EU’s budget og EU’s køreplaner for energiproduktion, energieffektivisering og ressourceeffektivitet.

Danmark og EU kan ikke løse klimaudfordringen alene, men 2012 bliver et helt afgørende år i forhold til at komme på rette spor med den grønne omstilling. Det er nu, vi skal gribe de grønne muligheder.