Den grønne omstilling skal kunne klare sig med en lav oliepris

Af Christian Ibsen, direktør i CONCITO

Det kraftige olieprisfald over de seneste år har rykket godt og grundigt rundt på vores forventninger til fremtiden.  Selvom vi i disse dage oplever en mindre prisstigning, synes det sikkert, at der indenfor den næste 5-års periode vil være en lavere oliepris end den man regnede med for bare et år siden. Og under alle omstændigheder må vi forvente, at markedet fremover vil være præget af kraftigt svingende oliepriser, hvilket har en negativ påvirkning på markedets og investorernes lyst til at investere. Det er i det lys at vi skal se den grønne omstilling.

Det massive prisfald i dag skyldes først og fremmest en række konkrete påvirkninger af udbud og efterspørgsel, men det står samtidig fast, at hvis verden for alvor tager fat i den grønne omstilling og udfasning af fossil energi i de kommende årtier, så vil en lav oliepris være en helt uomgængelig konsekvens. Efterspørgslen vil for alvor falde og dermed også prisen, og derfor er det også en bunden opgave, at omstillingen skal kunne lykkes med en lav pris på fossile brændsler.

Det betyder ikke, at den lave oliepris ikke kan være en udfordring på kort sigt. Den billige benzin kan betyde at vi kører mere og nogle kan vælge at udskyde udskiftning af oliefyr lidt ud i fremtiden. Og hvis der sker en afsmittende effekt på andre brændsler som fx gas, kan den relative konkurrence for de vedvarende energikilder blive påvirket negativt. Men overordnet er vurderingen, at den lave pris mest af alt kan betyde en udskydelse af omstillingen i transportsektoren.

Men vender man mønten om, synes der at være en lang række positive konsekvenser og muligheder i den lave og på sigt ustabile oliepris.

Først og fremmest har vi set det have voldsomme økonomiske konsekvenser for olieselskaber og andre i sektoren. En række olieproducerende lande er for alvor ved at mærke alvoren, hvor lande som Norge og flere arabiske lande er for alvor begyndt at se ind i en verden uden olie. Den lave oliepris medfører også, at der skæres i en række efterforskningsprogrammer og konkrete investeringer i bl.a. Arktis.

Analyser viser, at de større olieselskaber har reduceret deres investeringer i nye projekter med ca. 400 mia. $. siden prisen for alvor begyndte at falde, og investorerne har samtidig for alvor fået fokus på vedvarende energiteknologier. Alene i 2015 slog investeringerne i vedvarende energi (sol, vind etc.) rekord med 329 mia. $, hvilket skyldes en kombination af faldende priser på VE og styrkede politiske og regulatoriske rammer.

Ser man denne udvikling i sammenhæng med  klimaaftalen i Paris og den globale enighed om behovet for en global grøn omstilling, så vil fremtidens smarte investorer fokusere på lavemissions-teknologier, uanset hvordan prisen vil hoppe op og ned. Og en turbulent verden, hvor elementer som energiforsyningssikkerhed og geopolitisk uafhængighed, vil kun skubbe bagpå en sådan udvikling.

Men dette sagt, så er det stadig helt afgørende, at man politisk tager fat på nogle af de afgørende barrierer for, at vi for alvor kan få fart i en global grøn omstilling. Først og fremmest er det helt afgørende, at der bliver sat en tilstrækkelig høj pris på CO2, enten via de hastigt fremvoksende kvotesystemer, via konkrete skatter eller andet. Og samtidig bør man gøre op med de massive globale subsidier til fossil energi, som udgør over 500 mia. $ om året. Og netop den lave oliepris giver mulighed for, at man politisk udnytter muligheden på et tidspunkt, hvor befolkningerne oplever lave priser.

Spørgsmålet om olieprisen og den grønne omstilling er helt sikkert kompliceret og der udestår endnu masser af spørgsmålstegn. Men én ting er sikkert; den grønne omstilling skal kunne klare sig med en lav oliepris. Ambitiøse energi- og klimapolitiske rammer, og et stærkt fokus på at bringe omkostningerne ved lavemissions-teknologierne ned på et konkurrencedygtig niveau er helt centrale. Helt afgørende er det, at vi for alvor for prissat de fossile brændsler så de afspejler den relle CO2-udledning.

---

Debatinlæg bragt i Altinget den 9. marts 2016