Hold klimamålet for øje
Af Christian Ibsen, direktør i CONCITO
Så kom den endelig, den længe ventede afgifts- og tilskudsanalyse fra Skatteministeriet. Processen har desværre været langsommelig og uden reel involvering af interessenter, der kunne have bidraget til at give analysen et realitetstjek.
Afgifts- og tilskudsanalysen får taget et godt og kvalificeret livtag med den eksisterende afgiftsstruktur og støtter op om, at fremtidige afgifter og tilskud på energiområdet bør tage udgangspunkt i de politiske mål, der opstilles på området. Analysen lægger imidlertid også en meget teoretisk ramme ned over den fremtidige energipolitik.
Der er fokus på at harmonisere afgifter på tværs af sektorer og teknologier, og målet er at sikre en optimal omkostningseffektiv omstilling og undgå samfundsøkonomiske skævforvridningstab. Det er svært at være uenig i ud fra et teoretisk perspektiv, men disse parametre må ikke blive mål i sig selv. Målene må i stedet tage udgangspunkt i de drivhusgasreduktioner, der er nødvendige, og det energisystem vi i den forbindelse skal udvikle både i Danmark og i Europa.
Principielt er det rigtigt, at alle drivhusgasudledninger bør beskattes lige, på tværs alle drivhusgasser og alle sektorer, hvilket langt fra tilfældet i dag. Det vil i praksis betyde, at alle udledninger, lige fra metanudslip i landbruget til fly- og skibstransport skal omfattes, og samtidig vil både fossile og vedvarende energiteknologier skulle beskattes ud fra deres reelle klimabelastning. Dette synes dog ikke at have en politisk gang på jorden i øjeblikket, og derfor er det mere realistisk at fokusere på, at afgifterne her og nu skal i hvert fald skal ændres, så investeringerne i energisystemet dirigeres i retning af de løsninger, som vi helt sikkert ved er centrale for at komme tæt på nul drivhusgasudledning inden 2050.
I dag ved vi ganske vist ikke helt præcist, hvilke løsninger, der vil bringe os i mål i 2050. Men vi ved, at to elementer bliver helt afgørende: Elektrificering af varme- og transportsektoren samt omfattende energieffektivisering. Begge disse elementer er, uanset valg af teknologier, nøglen til at komme i mål, og de bør derfor også være omdrejningspunkter i en ambitiøs ny energiaftale.
Derfor er der også en bunden politisk opgave forude: Folketingets partier bør gå sammen om en aftale, der lægger de rigtige strukturelle spor ud for fremtidens energiproduktion og -forbrug. Det inkluderer afgifter og tilskud, der er målrettet mod at sikre, at elektrificeringen kommer massivt i gang med det samme, og det inkluderer mål og regulering, der understøtter den nødvendige energirenoverings- og energibesparelsesindsats.
Kan det ikke lykkes at tage det fulde skridt nu, er det under alle omstændigheder bydende nødvendigt, at man ændrer nok til at tippe balancen mellem fx varmepumper og biomasse i varmesektoren, og samtidig får taget fat på en grøn omlægning af bilafgifterne, så elbiler for alvor bliver attraktive.
Klima- og energipolitikken står overfor en afgørende skillevej. Vi er nået langt med dele af den grønne omstilling, men det er på høje tid, at vi tager meget mere strukturelt fat i omstillingen af Danmark. Politisk bør alle partier samles om et samlet langsigtet mål for Danmark, der flugter med Parisaftalen. Det kræver naturligvis endnu højere ambitioner i Danmark.
I Sverige er partierne på tværs af de politiske blokke blevet enige om at Sveriges nettoudledning af drivhusgasser skal være nul i 2045. Det danske folketing bør samles om en tilsvarende ambition, og så fokusere på, hvordan vi bedst når derhen.
Samtidig bør vi anerkende, at vi ikke kender alle løsninger og teknologier i dag, og derfor bør klima- og energiindsatsen fokusere på at fastsætte mål og lægge de nødvendige strukturelle spor ud, og så være klar til at skrue på ambitioner og retning i takt med at løsninger og teknologier udvikler sig. Den slags ambitionsmekanisme er en del af Parisaftalen, og bør også være en naturlig del af Danmarks klimaindsats.
---
Debatindlæg bragt i Altinget Energi og Klima den 31. august 2017